10-årige Aksels store drøm gik i opfyldelse: - Jeg troede, jeg ville besvime
10-årige Aksel Nyvang Jensen fik fyldt godt med autografer i sin lille, grønne bog, og glæden var ikke til at tage fejl af.
Aksel Nyvang Jensen brugte tirsdag eftermiddag i selskab med mange af hans helt store idoler.
Det vrimler med cykelinteresserede på Budolfi Plads i Aalborg.
Alle er de kommet for at overvære tirsdagens præsentation af de forskellige hold forud for startskuddet til PostNord Danmark Rundt.
På allerforreste række står 10-årige Aksel Nyvang Jensen med blikket stift rettet mod de cykelryttere, der strømmer i hans retning.
- Jeg har glædet mig så meget til i dag. Det er jo nogle af verdens største stjerner det her, siger Aksel Nyvang Jensen, og man er ikke i tvivl om, at han mener det.
138 ryttere fra 20 forskellige hold skal præsenteres på scenen, og hver gang en rytter går forbi den unge mand, rækker han lappen i vejret til en high-five.
Mange af cykelrytterne besvarer high-fiven, og nogle af dem skriver også en autograf i Aksel Nyvang Jensens lille grønne bog.
Omgivet af idoler
Når han ikke er i skole eller hjemme kan man finde ham i cykelklubben Aalborg Cykle-Ring. Aksel Nyvang Jensen er tosset med cykelløb og alt, hvad der hører dertil, og den største drøm lige nu er selv at blive professionel en dag.
- Det håber jeg virkelig meget på. Det er jo ikke sikkert, det kan lade sig gøre, men jeg håber meget på det, siger Aksel Nyvang Jensen.
Indtil da er han godt tilfreds med at få lov til at være i selskab med mange af hans største idoler.
Her nævner han Mads P, Mørkøv, og Skjelmose, men det er hollandske, Fabio Jakobsen, han glæder sig mest til at se.
- Han er bare den bedste, lyder det.
Vi vil se Mads P
Fremmødet på Budolfi Plads er talstærkt tirsdag ved middagstid.
Nogle af de allerførste på pletten er fire kvinder fra Mors. De er ankommet til Aalborg i god tid for at få det hele med.
- Vi elsker at være der, hvor der sker noget, lyder det fra Elin Dam.
Adspurgt til, om der er nogen, de har glædet sig særligt til at se, falder svaret prompte:
- Vi skal se Mads P. Åh han er så pæn, og han cykler skide godt, lyder det enstemmigt fra kvinderne.
De fortæller, at de har været interesseret i cykelløb siden Bjarne Riis vandt Tour De France i 1996, men de sidste par års store danske triumfer har ikke gjort interessen mindre.
Aalborg - en attraktiv cykelsportsby
De sidste to år har Aalborg været vært for DM i cykling og med tirsdagens etape af PostNord Danmark rundt er Aalborg godt i gang med at gøre sig bemærket som en attraktiv cykelsportsby.
- Både ryttere og dem, der står bag løbene, roser de ruter, vi har i Aalborg. Vi har en rigtig flot by, og den bliver vist flot frem i den her forbindelse, lyder det fra Christian Birch Schmidt.
Han er teamleder ved By og Land i Aalborg Kommune, og har dermed brugt talrige timer på at planlægge logistikken omkring cykelløbet.
- Det handler i høj grad om, at være på forkant med at melde det ud til byens borgere, så de ved, hvordan det påvirker trafikken. Vi lærer noget fra gang til gang, fortæller han.
Det er hans klare indtryk, at Aalborg har gjort et godt indtryk på arrangørerne af de store cykelløb, og han er ikke i tvivl om, hvad det skyldes.
- Byens borgere, erhvervslivet og Aalborg Kommune bakker op omkring de her events og det kan mærkes. Arrangørerne sætter sætter rigtig stor pris på det, og jeg tror det er derfor, de kommer igen og igen, siger Christian Birch Schmidt.
En drengedrøm går i opfyldelse
Tilbage hos Aksel Nyvang Jensen er der ved at være fyldt godt op i autografbogen.
Den unge cykelrytter er i ren ekstase, da Mads Pedersen sætter sin autograf i bogen, og bedst som han tror, det ikke kan blive bedre, triller Fabio Jakobsen over mod ham.
Et kort øjeblik stopper drengen med at trække vejret, men formår alligevel at række bogen frem mod sit største idol.
- Jeg troede lige, jeg skulle besvime der, siger 10-årige Aksel Nyvang Jensen med øjne der stråler som små sole.
Se indslaget om blandt andre Aksel Nyvang Jensen herunder.