Vilde billeder: Her springer karnevalsdeltagere i fjorden fra Limfjordsbroen
TV2 Nords kamera fangede to personer springe i Limfjorden fra Limfjordsbroen. Politiet opfordrer til, at man finder andre måder at afkøle sig på.
Nordjyllands Politi har indtil nu haft et fredeligt Aalborg Karneval med kun få hændelser. Enkelte har været omkring den fremskudte skadestue ved Kildeparken med skader på hænder og fødder mens en 29-årig mand fra Fyn lørdag formiddag blev anholdt og sigtet for vold.
En 21-årig mand blev lørdag formiddag - allerede inden optogene gik igang - bragt til Aalborg Universitetshospital efter at være faldet ned fra en lygtepæl. Manden nuværende tilstand er politiet ukendt, men han var efter faldet ved bevidsthed og ikke i livsfare.
Mest af alt har politiet observeret personer, der for at afkøle sig i det varme vejr, er hoppet i Limfjorden. Og selvom en kølende dukkert kan være tiltrængt, er det faktisk ulovligt i forhold til ordensbestemmelserne for danske havne.
TV2 Nord sendte fra klokken 10.00 til 14.00 LIVE fra festlighederne til Aalborg Karneval, og her fangede vores kamera faktisk to personer, der fra Limfjordsbroens store højde sprang direkte i Fjorden. Billederne af den episode kan du se herover.
Nordjyllands Politi har ikke kendskab til, at der skulle være sket de to personer noget, men gentager deres generelle opfordring:
- Vi henstiller til, at folk finder andre måder at afkøle sig på. Det er ikke lovligt at bade i havnen, og det kan være farligt.
Man kan bade lovligt i Aalborg Havn i havnebadet ved Jomfru Ane Parken, og så er der også mulighed for at tage i Vestre Fjordpark - hvor vandet er noget mindre bidende koldt.