Se videoen: Lastbil trillede af færge, mens chaufføren drak kaffe ombord
En lastbil endte i Limfjorden, efter den trillede af Hvalpsundfærgen. Chaufføren havde ikke trukket håndbremsen.
Hvad der skulle have været en stille og rolig tur i morges med færgen fra Sundsøre til Hvalpsund med færgen "Mary", endte med at blive en dramatisk begivenhed for en lastbilchauffør og de øvrige passagerer ombord.
For da færgen i mørket ved 06.30-tiden nærmede sig færgelejet i Hvalpsund og tog farten af, satte opbremsningen et tonstungt lastvognstog i bevægelse fremad. Og i færgens højre side bragede lastbil og anhænger igennem broklappen og forsvandt ned i Limfjorden.
Lastbilchaufføren var ikke i førerhuset, da det store køretøj trillede i vandet, han sad og drak en kop morgenkaffe ombord med overfartsleder Flemming Thomasen.
Han fortæller til TV2 Nord, at chaufføren havde glemt at trække håndbremsen, og at det var årsagen til, at lastbil og anhænger røg i vandet.
Chaufføren er uskadt
- Vi sidder med kaffen, da lastbilen begynder at trille, og chaufføren springer op og forsøger at komme op i førerhuset for at få bremset lastbilen, men det lykkedes ikke, siger Flemming Thomasen
Efter lastbil og anhænger røg i Limfjorden, flød vogntoget lidt rundt i fjorden for til sidst at lægge sig et stykke ud for molen.
Flemming Thomasen oplyser, at færgen "Mary" har fået beskadiget broklappen ved uheldet, og den skal repareres på et værft i Thyborøn, før den kommer ud at sejle igen.
- Vi har forsøgt at skaffe en ekstra færge fra Fur-overfarten, og jeg forventer, at vi sejler normalt igen fra onsdag, siger Flemming Thomasen.