'Fuldstændig vanvittigt' Opsigtsvækkende tyveri fra lokalt supermarked
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Et supermarked i Farsø har kun otte indkøbskurve tilbage.
Det er ikke kun kylling, tandpasta og mælk, kunderne tager med hjem - flere tager endda også indkøbskurven med sig.
- Jeg tænker i hvert fald, at vi mangler 30 af, hvad vi har haft en gang.
Sådan fortæller butikschef i 365discount i Farsø, Morten Plenge, der oplever, at kurvene stille og roligt forsvinder.
- Vi bemærker, at mængden svinder ind, og til sidst har vi ikke rigtig nogen til de kunder, der kommer i butikken.
Ifølge butikschefen har de i sin tid haft tre stakker kurve, men har nu kun en enkelt, som er "forsvindende lille efterhånden". Han udtrykker, at tyverierne har stået på i lang tid, og han forventer dog heller ikke, at deres butik er den eneste med udfordringen.
- Jeg tror, at der er mange, der bøvler med det. Jeg kan forstå, at der er nogen, der sætter alarmer i og det ene og det andet. Det er ikke noget, vi gør i, men der kunne vi måske have reddet nogle, fortæller butikschefen, som selv har oplevet problemet på tidligere arbejdspladser.
På Facebook har en servicemedarbejder i butikken i Farsø påpeget i opslag på 'Opslagstavle - Farsø', at der nu kun er otte kurve tilbage i butikken. Hun opfordrer til, at kunderne kommer retur med kurvene, hvis de skulle have nogle stående.
Nemt og bekvemt
Årsagen til de kuriøse tyverier kender Morten Plenge ikke, men han har en formodning.
- Jeg tænker, at det måske skyldes, at det er nemt og bekvemt at have vognen med hele vejen fra butikken og hjem i køkkenet og pakke ud der. Det, synes jeg, virker fuldstændig vanvittigt. Det er ikke noget, jeg selv ville gøre nogensinde. Jeg synes, det er skørt.
Selvom Morten Plenge ikke tror, at problemet er blevet værre, synes han dog stadig, at det er irriterende og kommer med en opfordring.
- Lad dem stå. Tøm dem i bilen og kom retur med dem.