Nostalgisk Støjberg lyste op, da hun røg 40 år tilbage i tiden
Årets Veterantraktorudstilling i Aars blev åbnet af Danmarksdemokraternes partiformand Inger Støjberg, der selv har et nært forhold til de gamle traktorer.
I denne weekend kan man i Messecenter Vesthimmerland i Aars se massevis af veterantraktorer, heriblandt David Brown, som til udstillingen bliver fejret for at have været en del af det danske landbrug siden 1965.
Udstillingen er en tradition, der kører på 12. år og er arrangeret af Motor- og Traktorklubben Jyllands Region Himmerland og Messecenter Vesthimmerland.
Messecenter Vesthimmerland regner med, at omkring 4.500 mennesker tager et smut forbi udstillingen.
Hos medarrangørerne i Motor- og Traktorklubben Jyllands Region Himmerland har man en god idé om, hvorfor veterantraktorudstillingen bliver ved med at tiltrække publikum.
- Publikum elsker det jo. De elsker jo at se og sige "se, det var sådan en, min far havde, eller det var sådan en, min bedstefar havde. Sådan en har jeg kørt på, da jeg var ung", lyder det fra klubbens formand i Region Himmerland Jens Ole Kuch Christensen.
Netop det oplevede Danmarksdemokraternes partiformand Inger Støjberg, da TV2 Nord fangede hende til messen, hvor hun faldt over en gammel Massey Ferguson-traktor, der tog hende tilbage til barndommen på gården i Hjerk.
Se Inger Støjbergs begejstring i klippet øverst i artiklen.
Hyldest af et presset erhverv
Forud for de nostalgiske oplevelser holdt Inger Støjberg åbningstalen til udstillingen, mens hun også fik en rundvisning i messecenteret.
Og partiformanden lægger ikke skjul på, hvor vigtigt landbruget har været for dagens Danmark.
- Vi var et landbrugssamfund, og nu er vi jo et industriland og et forskningsland med et stor medicinalindustri. Men hvis vi ikke havde haft de dygtige landmænd gennem tiderne, så havde Danmark ikke set ud, som det gør i dag, lyder det fra partiformanden.
Hun mener, at det - i en tid med den Grønne Trepart og CO2-afgifter - er vigtigt, man ikke glemmer, hvilke konsekvenser det kan få for landmændene.
- Det betyder, at flere folk bliver nødt til at dreje nøglen om. Og det er mange mennesker, der ikke bare mister deres arbejde, men også deres kultur og den identitet man har som landmand, siger Støjberg.
Se indslaget fra traktormessen herunder.