Nordjysk kommune vil ikke indføre nikotinstop

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mens andre kommune udvider rygeforbuddet til nikotinprodukter, vælger Vesthimmerlands Kommune at gå en anden vej.

E-cigaretter, snus og tyggetobak.

Nikotinprodukter er ikke længere bare rygning.

Og hvor Mariagerfjord Kommune nu udvider deres rygeforbud til at gælde til andre nikotinprodukter udover cigaretterne, og forbyde deres ansattes forbrug af nikotin i arbejdstiden, så går Vesthimmerlands Kommune i en anden retning. For nu.

Det fortæller borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).

- Det er mit indtryk, at det her er ikke noget medarbejderne synes, vi skal gøre med et forbud, men derimod køre en oplysningskampagne allerførst, lyder det fra ham.

I dag er det lige netop det punkt på dagsordenen, når der er møde i kommunens økonomiudvalg senere onsdag.

Her er det planen, at man vil stille nogle tilbud til rådighed for kommunens medarbejdere for at komme ud af et forbrug af nikotin i den ene eller anden omfang.

Tager det alvorligt

I Vesthimmerlands Kommune er cigaretterne for længst fortid. I 2018 indførte de som nogle af de første nordjyske kommuner røgfri arbejdstid.

- Når man laver sådan nogle forbud, så skal du også være i stand til at håndhæve dem, og der har vi også dannet os noget erfaring. Der er ingen tvivl om, at der er langt færre, der ryger i dag af medarbejderne, fortæller borgmesteren.

Per Bach Laursen (V) anerkender, at ønsket om at have nikotinfrie arbejdspladser er en del af en national dagsorden, der er vigtig. Særligt fordi stoppet har noget med sundhed i kommunens personalegruppe at gøre

Og selvom det er hans indtryk, at rygeforbuddet har fået rygningen til at falde i Vesthimmerlands Kommune, så er der andre nikotinprodukter, der har indtaget arbejdspladserne.

- Det har fået røgen væk, men det har jo ikke fået nikotinen væk, derfor er der noget i det her, vi skal tage alvorligt. Det er også derfor, vi har sat det på dagsordenen, siger han og fortsætter:

- Det kan godt ende i et nikotin forbud på et tidspunkt, men jeg tror ikke, det er det, vi kommer frem til i dag.


Mægler kimet ned: Nu kan du købe huset, hvor berømt film blev til

Instruktøren bag Snøvsen-filmene sælger sit hus, hvor filmene blev skabt i sin tid.

Kan du huske Snøvsen? Det lille væsen, som Benny Andersen skrev fire børnebøger om i 60’erne, 70’erne og 80’erne.

Senere kom der to film om den lille, løjerlige fyr og hans menneskeven Eigil. Filmene fra 1992 og 1994 er skabt af filminstruktøren Jørgen Vestergaard, og hans hus er nu sat til salg.

Det var i netop dette hus, instruktøren skabte de to film om Snøvsen. Her arbejdede nu 85-årige Jørgen Vestergaard i sin tid ved klippebordet, og huset rummer sågar også et filmstudie.

Enkelte scener fra filmene er optaget på stedet - i huset Gadegaard, som ligger midt i Sennels i Thy.

Snøvsen

Snøvsen er skabt af forfatteren Benny Andersen og hans daværende hustru Signe Plesner. Han skrev - og hun illustrerede - en stribe børnebøger om den fiktive figur.

Der udkom i alt fire bøger:
Snøvsen og Eigil og katten i sækken (1967)
Snøvsen på sommerferie (1970)
Snøvsen og Snøvsine (1972)
Snøvsen hopper hjemmefra (1984)

Jørgen Vestergaard instruerede to film om Snøvsen:
Snøvsen (1992)
Snøvsen ta'r springet (1992)

EDC i Thisted satte huset til salg for tre dage siden. Og så fik de travlt.

- Vi er nærmest blevet lagt ned. Der har været meget stor interesse, siger ejendomsmægler Simon Larsen og fortæller, at der allerede er booket 14 fremvisninger af ”Snøvsen-huset”.

Gadegaard er fra 1916. Filminstruktør Jørgen Vestergaard og hans hustru har ejet det siden 1979.

Snøvsen-effekterne fra huset følger dog ikke med, hvis man køber huset.

- Men det er jo med til at fortælle historien, påpeger ejendomsmægleren.

Herunder kan du se videoen, hvor man kan se Snøvsen-tingene i huset:


Amerikanerne Steven og Sydney jagter forfædre på Læsø

Foto: Markus Svante / TV2 Nord

Far og datter - Steven og Sydney Godwin - er vendt tilbage til Danmark og nærmere betegnet Læsø, hvor Stevens tipoldemor boede.

Familiehistorie er vigtigt for Steven og Sydney, og derfor er blikket vendt 200 år tilbage i tiden.

- Vi kigger efter Jens Christian Andersens eller hans kone Ellen Maria Neals datter, lyder det fra Steven Godwin på godt amerikansk på kirkegården ved Byrum Kirke.

For fire generationer siden blev Steven Godwins tipoldemor født i Byrum, inden familien i slutningen af 1800-tallet rejste til USA.

- Det føles virkelig godt at være her. Det er smukt, fortæller Sydney Godwin fra gravpladsen.

Jagten på Sydneys tiptipoldeforældre er forgæves, men det er en special oplevelse at være ved Byrum Kirke.

- Næsten 200 år senere, og hvis de ikke havde gjort, hvad de gjorde, ville jeg ikke være her. Så jeg føler mig meget heldig med at være i stand til at rejse hertil, siger Steven med et stort smil.

Oplevelsen fås måske kun én gang

Saltsydning på Læsø er ligeledes en historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage, og Steven og Sydney er derfor også på besøg på saltsyderiet.

De er sikre på, at tipoldefaren, der var smed, bidrog til sydningen for over 200 år siden.

- Jeg tænker tit på, hvor modige de egentlig har været ved at forlade det sted, hvor de voksede op og levede hele deres liv, lyder det fra Steven Godwin om forfædrenes rejse fra Læsø til USA.

Sydney og Steven Godwin er på rundtur på Læsø, inden de drager videre til landets hovedstad København. Foto: Markus Svante / TV2 Nord

Den store Læsø-entusiasme er smittet af fra far til datter, da de når sidste stop på rundturen på Læsø – den firlængede tanggård, museumsgården.

- At se alle de forskellige elementer af kulturen har været rigtig interessant, og det har helt sikkert fået mig til at føle mig tættere knyttet til mine forfædre, forklarer en glad Sydney Godwin.

Far og datter rejser nu videre i Danmark og til København efter hvad, der måske var ’en oplevelse, man kun får én gang i livet’ for familien.


Milliardplan sløjfet: - Andre har prøvet det før os, og det skal vi bare ikke

Milliardudvidelsen af Hirtshals Havn var ikke en opgave, der ville blive kunne løftet ansvarligt.

Den stort anlagte udvidelse af Hirtshals Havn til en milliard kroner er blevet droppet, og det er nu i stedet blevet erstattet med et byggeri i etaper.

Det skal foregå i en såkaldt 'Hirtshals-model', hvor udvidelsen skal foregå i et langsommere tempo og samtidig være økonomisk ansvarlig.

Havnen har annulleret udbudsrunden, hvor interesserede entreprenører kunne byde ind, fordi budene var dyrere var for dyre.

- Det her er det eneste rigtige, for der er faktisk mange ting i udbuddet, som ikke er blevet, som vi havde håbet på. Hvis vi havde kørt på, ville det have betyde, at vi ville lave en havn, der ville blive væsentlig dyrere, end hvad vi egentlig ville kunne magte, lyder det fra borgmester i Hjørring Kommune og næstformand for Hirtshals Havn, Søren Smalbro (V).

- Det skal vi ikke. Det er der - undskyld mig - andre, der har prøvet før os, og det skal vi bare ikke i Hjørring Kommune, siger han med formentlig slet skjult hentydning til Frederikshavn Havn.

Tilbuddene, Hirtshals Havn har fået fra entreprenørerne, har været væsentlig dyrere end den ene milliard, der var budgetteret med.

- Vi gør det her, fordi det er bedst for os, for Hirtshals Havn og for Hjørring Kommune.

Se interviewet med Søren Smalbro herunder:

Skal stadig være Europas grønneste havn

Årsagerne til, at projektet er blevet dyrere end antaget, er fordi, at der i det nu droppede projekt var en forventning om, at staten, der ejer ydermolerne, ville hjælpe med at flytte molerne, ligesom de forventede anlægspriser var et andet niveau, end det de havde regnet med.

- Nu går vi til det her med det, vi kalder en 'etapeopdelt tilgang'. Det vil sige, at vi laver det, vi har størst behov for, først, og det er bedre indsejlingsforhold, forklarer Venstre-borgmesteren Søren Smalbro.

- Og så ser vi hen ad vejen, hvornår der bliver behov for etape to og tre.

Men hvordan er ambitionerne nu, hvor den helt store milliarddyre havneudvidelse er droppet?

- Ambitionerne er de samme med, at vi skal have en havn, hvor målsætningen er, at det skal være Europas grønneste havn. Det skal også være dér, hvor vi håndterer en masse Co2, ligesom der skal være en hel masse andre aktiviteter, lyder det fra Søren Smalbro.

- Vores ambitioner er på ingen måde ændret, men det kan godt være, at den tegning, vi ser på den endelige havn, bliver korrigeret.

Spørgsmålet er nu, om den etapeopdelte havneudvidelse bliver billigere eller dyrere end den foregående plan.

- Det svar har jeg simpelthen ikke. Vi kan bare se, at de prisindikationer, vi har fået lige nu og den manglende hjælp fra staten, gør, at det ikke er en opgave, vi kan magte. Hverken i Hirtshals Havn eller Hjørring Kommune.

- Nu går vi i krig med at lave et isoleret projekt om at optimere indsejlingsforholdene, og den del kan være færdig på cirka samme tid, som vi havde regnet med. Om tre til fire år, slutter borgmester i Hjørring Kommune og næstformand for Hirtshals Havn, Søren Smalbro.


81-årig lavede sin egen nummerplade - men så begyndte malingen at løbe

Foto: Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Der var næppe tale om hurtigttørrende maling, da en thybo kørte videre i en anmeldt bil med en falsk nummerplade.

Politiet i Thisted har opklaret en noget speciel sag om dokumentfalsk.

Det begyndte med meldinger om, at der i Thy kørte en bil rundt med falske nummerplader, og tirsdag fandt en patrulje så frem til bilen på Tigervej i Thisted.

Manden bag den falske nummerplade viste sig ifølge politiet at være en 81-årig mand fra den nordlige del af Thisted Kommune.

Den bil, han kørte i, er afmeldt og må dermed ikke køre på offentlig vej. 

Men det forsøgte den 81-årige at omgå ved at sætte en hjemmelavet nummerplade på bilen. Han havde simpelthen taget et stykke jern - formentlig fra en gammel prøveplade - og så selv malet et falsk registreringsnummer på.

Problemet var bare, at malingen var begyndt at løbe.

- Han har nok ikke valgt en hurtigttørrende maling. Patruljen kunne i hvert fald hurtigt se, at der var noget galt, konstaterer politikommissær Henrik Jensen.

Politiet har vurderet, at den falske nummerplade var en overtrædelse af straffeloven. Den 81-årige er nu sigtet for dokumentfalsk og kan formentlig senere se frem til at skulle en tur i retten.


Havn dropper udvidelse til en milliard kroner

Foto: Hirtshals Havn

Hirtshals Havn dropper udvidelse til en milliard, for at erstatte det med et byggeri i etaper.

Det blev slået stort op, da Hirtshals Havn i 2020 løftede sløret for storstilede planer om at udvide havnen for intet mindre end en milliard kroner.

Men nu har havnen droppet projektet under hensyntagen til 'økonomisk ansvarlighed', skriver havnen i en pressemeddelelse.

I stedet for at lave en milliarddyr havneudvidelse på en gang, skal byggeriet i stedet deles op i etaper i en såkaldt 'Hirtshals-model', hvor udvidelsen sker i væsentligt langsommere tempo, fordi bestyrelsen ønsker, udvidelsen sker på forsvarlig vis.

- Det vil ganske enkelt sige, at vi sætter tæring efter næring. Havnen har en bundsolid økonomi, og så sent som sidste år overgik vi vores økonomiske forventninger. Det er utrolig vigtigt, at vi viser økonomisk bevidsthed, for ingen har interesse i, at vi påtager os en større risiko, end vi ønsker eller kan bære, siger Michael Lundgaard Thomsen, der er bestyrelsesformand for Hirtshals Havn.

For de tilbud, som havnen har fået fra interesserede entreprenører har været væsentligt dyrere, end den ene milliard, som havnen har budgetteret med.

Det har havnen taget konsekvensen af, og derfor har havnen annulleret den udbudsrunde, som de er i gang med lige nu.

Samtidigt forsikrer havnen, at det ikke får indflydelse på de ambitiøse projekter, der arbejdes med.

- Det er vigtigt, at vi på Hirtshals Havn hele tiden har en sund balance mellem vores udgifter og potentielle indtægter. Jeg kan bedst sammenligne beslutningen om at opdele havneudvidelsen i etaper med en familie, som vil renovere deres hus og bygge til, siger Michael Lundgaard Thomsen, der er bestyrelsesformand for Hirtshals Havn i en pressemeddelelse og fortsætter:

- De kan godt have et ønske om at få det hele gjort inden for et halvt år, men hvis de grundlæggende forudsætninger ændrer sig grundet uforudsete tekniske udfordringer eller budgettet overskrider den opsatte ramme, kan det godt være, at man skal vente et år eller to med at bygge en ny carport eller overveje alternative billigere løsninger. Det er altid et sundt princip at have styr på sit cashflow, siger bestyrelsesformanden.

Og den beslutning er der opbakning til hos ejerne af Hirtshals Havn, Hjørring Kommune.

- Som ejer af Hirtshals Havn kan vi hos Hjørring Kommune kun støtte op om, at havnen vælger at annullere det igangværende udbud. Det er med til at sikre, at udvidelsen sker i det rigtige tempo, der ikke påfører havnen – eller kommunens borgere – større økonomisk risiko end højst nødvendigt. Hirtshals Havn er en vigtig erhvervskatalysator i kommunen og vi ser frem til at følge de mange spændende projekter, som havnen hver dag arbejder benhårdt på at realisere, siger borgmester Søren Smallbro (V).