I perioden fra 1911 til 1961 blev i alt 700 mænd anbragt på De Kellerske Anstalter på Livø. Mange af disse mænd på Livø blev steriliseret eller kastreret, for at de kunne få mulighed for at forlade øen – hvis de sagde nej, måtte de blive. Senere foregik indgrebet under tvang.
Godhavnsdrengene har allerede fået en undskyldning. De grønlandske børn, der blev sendt til Danmark, venter på deres. Nu skal udredning afklare, om anbragte på Livø også skal have en undskyldning fra staten.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har netop på et pressemøde offentliggjort, at staten går i gang med at undersøge, om de mennesker, der har været udsat for svigt og overgreb, mens de havde ophold på institutioner i Danmark, også skal have en undskyldning.
Tirsdag har regeringen fremlagt det kommissorium, der ligger til grund for en udredningen.
- Vi ved, at der er nogle meget mørke kapitaler i vores samfund, hvor nogle af de mest udsatte og sårbare mennesker er blevet udsat for det, som vi i dag vil betragte som overgreb, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på et pressemøde.
Udredningen kommer til at fokusere på perioden fra 1933, da staten overtog ansvaret for forsorgen, og indtil 1980.
Udredningen skal være færdig om halvandet år.
Et kapitel blev skrevet på Livø
En del af historien om svigt i forsorgen er foregået i Nordjylland. Nærmere betegnet på Livø.
Limfjordsøen Livø blev i 1911 overtaget af De Kellerske Anstalter, som var Danmarks og Nordeuropas største anstalt for åndssvage eller udviklingshæmmede.
Historiker fra Aalborg Universitet Poul Duedahl, der er forfatter til bogen ”Billeder fra en anden verden. De Kellerske Anstalters Historie”, fortæller, at øen fungerede som opholdssted helt frem til 1961, hvor anstalten blev nedlagt.
- I perioden fra 1911 til 1961 blev i alt 700 mænd anbragt på Livø. For det var udelukkende mænd, som boede på øen, kvinderne blev sendt til Sprogø, siger Poul Duedahl.
Han fortæller, at mange af disse mænd på Livø blev steriliseret eller kastreret, for at de kunne få mulighed for at forlade øen – hvis de sagde nej, måtte de blive. Senere foregik indgrebet under tvang.
Og det var en sammensat type af mænd, der endte på Livø, for begrebet åndssvag blev den gang defineret meget bredt.
- Man kan ikke sige, at åndssvage er det samme udviklingshæmmede, for man kunne være åndssvag på mange måder i datiden. For eksempel asocial åndssvag eller moralsk åndssvag – hvis åndssvagheden bestod i en forkert moral, vagabonderingstrang eller en seksuel afvigelse, så det var et meget bredere begreb, siger Poul Duedahl.
Han fortæller, at de første, der kom til Livø, var mænd med en lav intelligens kombineret med udøvelse af en eller anden form for kriminalitet. Men hurtigt udvider man antallet, og ofte blev der anbragt mænd på Livø, uden at der var foretaget en forudgående domsfældelse.
Grunden til, at der blev placeret en anstalt på Livø, var, at det omkring år 1900 og frem blev moderne at flytte afvigere ud på landet.
- Dels skulle de væk fra byen og folks blikke, og man havde også en ide om, at det var sundere med den friske havluft, og så kunne man samtidig lave åbne anstalter, hvor man var fri for mure og celler, og folk kunne gå frit omkring – dog under opsyn, siger Poul Duedahl.
Sådan fungerede i hvert fald hovedanstalten i Brejning mellem Vejle og Fredericia. Men det var ikke alle, der respekterede frihedens grænser. De stak af.
Derfor oprettede man en filial på Livø, hvor friheden var begrænset af Limfjordens havstrømme. Og Livø var på den måde helt perfekt som anstalt for afvigere. For ud over den friske luft og mulighed for blandt andet at arbejde på markerne, så var det også svært at komme væk fra øen, som på den måde nærmest fungerede som et åbent fængsel.
- Men problemet var, at nogen følte sig begrænset i deres frihed eller fejlanbragte og forsøgte at stikke af fra Livø. Nogen gik over isen og andre forsøgte at svømme, og der er flere eksempler på, at folk er druknet og er drevet i land som lig ovre på Løgstør-siden, siger Poul Duedahl.
Han fortæller, at en af de mænd, der blev anbragt på den Kellerske Anstalt på Livø, var tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, som var på øen i syv år fra 1924 til 1931.
Og den måde, han endte på Livø, var typisk for mange andre på den tid.
- Han var en ud af en stor børneflok, hvor moren var alene, og han havde lidt svært ved at følge med i skolen, fordi han blev mobbet og skulkede. Og for at have en mund mindre at mætte, så beder moren om at få ham sendt af sted. Men man kan ikke rigtig fælde ham for noget, så det bliver til en påstand om, at han har stjålet en sølvske og nogle penge derhjemme. På den baggrund indvilliger politimesteren i at skrive et brev til anstalten, mens embedslægen erklærer ham åndssvag, og så bliver Oluf sendt afsted til Livø, siger Poul Duedahl.
Anstalten på Livø lagde beslag på de fleste bygninger på øen, hvor af mange kan ses den dag i dag.
- Det er alle de pavilloner, der ligger derovre, som bliver brugt i dag som hotel og kursusejendom, og langt de fleste bygninger i landsbyen var under De Kellerske Anstalter, og gårdene blev efterhånden også opkøbt og brugt som anstalt – for eksempel avlsgården, hvorfra de anbragte mænd arbejdede på markerne, siger Poul Duedahl.
Han understreger, at anstalten, helt frem til den lukkede i april 1961, havde stor betydning for det omkringliggende samfund. For eksempel i Løgstør, hvor der var en del butikker, som leverede forsyninger til Livø.
