Laurits og Frederik er med på trend og har fritidsjob i hjemmeplejen
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Laurits Buus Nielsen til venstre har været ansat i hjemmeplejen i Aars siden november sidste år, og det var hans gode ven Frederik Holst til højre, der fik ham til at søge jobbet.
Hjemmeplejen stor succes med unge mandlige studerende i Aars. De fritidsjobber nemlig som afløsere i hjemmeplejen.
Til dagligt går de to unge mænd Frederik Holst og Laurits Buus Nielsen på gymnasiet i Aars. I fritiden og weekenderne trækker de i arbejdstøjet og stempler ind i hjemmeplejen.
- Arbejdet giver virkelig et smil på læben, og jeg bliver glad hver gang, siger 18-årige Laurits Buus Nielsen, der har været ansat som afløser i hjemmeplejen i Aars siden november sidste år.
Hver 10. i plejen er en mand
Han er langt fra den eneste mand i et ellers kvindedomineret fag, for der tegner sig en ny trend; flere og flere mænd vælger nu ældreplejen til.
Tilbage i 2010 var der på landsplan godt syv procent af de ansatte i ældreplejen, der var mænd, men i dag ser det tal helt anderledes ud.
Hver tiende ansatte i ældre, sundheds- og handicapområdet i dag er en mand, viser tal fra Kommunernes Landsforening (KL).
Det er en udvikling, de især mærker i Aars, hvor de har 15 mandlige ansatte ud af cirka 100 medarbejdere.
- Jeg har aldrig i mine ti år som leder oplevet den her store søgning til SOSU- faget fra den her målgruppe, og så især ikke fra den her unge målgruppe, siger Marianne Werner Kudahl, der er leder i Hjemme- og Sygeplejen i Aars.
Lokale studerende træder til
10 af de mandlige ansatte i Aars er nemlig lokale unge studerende mellem 18 og 22 år, der går på handelsskolen eller gymnasiet eller er i gang med deres sabatår. De er timelønnede afløsere i deres fritid, hvor arbejdsopgaverne blandt andet tæller på- og aftagning af støttestrømper, toiletbesøg, madlavning og let hjælp med medicin.
- Det er et meget hyggeligt job. Vi kommer ud og snakker med en masse mennesker, og vi kan mærke, at vi gør en forskel, siger Laurits Buus Nielsen og bliver bakket op af klassekammeraten Frederik Holst, der også arbejder i hjemmeplejen i Aars:
- Tit får jeg rigtig mange positive kommentarer fra borgerne, som synes, at det er hyggeligt, at det er unge, der kommer. Især er der mange, der godt kan lide, når vi unge drenge kommer.De synes, at vi er lidt friske, siger han.
Også hos de borgere, TV2 Nord var med ude hos, var der stor begejstring for at få besøg af de unge mænd. De mente alle, at de unge fritidsjobbere kunne bidrage med noget andet end de fastansatte.
- De gør det godt, de unge gutter. Og så skal vi jo helst ikke have, de går sukkerkolde på sådan en vagt, så de får et par stykker chokolade med, siger Ole, som er en af de to unge mænds faste besøg.
Rekrutterer hinanden
Til dagligt begynder deres vagt ved 17-tiden og slutter ved 23.30-tiden. Derudover har de også vagter i weekenderne. Og er de færdige med deres faste besøg før tid, så hjælper de hinanden færdige, forklarer Laurits Buus Nielsen.
- Det eneste minus er, at vi har lidt sent fri i forhold til, at vi skal op og i skole dagen efter, men det klarer vi fint, siger han.
Det var Frederik Holst, der var en af de første unge mænd til at blive afløser hos hjemmeplejen i Aars - og herefter fik han blandt andre Laurits Buus Nielsen med.
- Jeg fik blod på tanden, efter jeg var med ude på min første rute, for det er virkelig hyggeligt og de er alle sammen meget søde, siger Frederik Holst.
Leder jubler over tilstrømning
Hjemmeplejen i Aars har ikke aktivt søgt efter de unge mænd. Mændene har gennem tiden rekrutteret hinanden og ladet viden om jobbet gå fra mund til mund.
- Vi søger aldrig et bestemt køn, men den gave der er her, det er, at de unge gutter rekrutterer blandt dem selv. Samtidig er de enormt ansvarsbevidste, hvilket er en gave for os som arbejdsplads, siger Marianne Werner Kudahl.
Dog har Marianne Werner Kudahl og resten af ledelsen skulle ommøblere lidt i de daglige rutiner, for at få det bedste ud af de unge afløsere.
- Vi skelner skarpt til, hvilke opgaver de får, for de er ikke fagudlærte. Samtidig er det nødvendigt at kortidsplanlægge, da unge er meget dag-til-dag styret, og det kan derfor være svært at planlægge med dem langt ud i fremtiden, siger Marianne Werner Kudahl, der dog er ovenud tilfreds med mændenes indsats.
- De bidrager med noget andet. Det kan faktisk være enormt grænseoverskridende at blive en del af det at modtage hjemmepleje, og der så udelukkende kommer kvinder, hvis det ikke er sådan man har været vant til, siger hun.
Afløsere i sabbatår
Både Laurits Buus Nielsen og Frederik Holst har planer om at arbejde som afløsere i deres sabbatår, efter de har afsluttet gymnasiet. For de gør det ikke kun for hyggens skyld.
- Jeg har planer om måske at arbejde med mennesker i fremtiden for eksempel i sundhedssektoren, og derfor er det her et godt job til at finde ud af, hvordan man skal og kan agere og lære noget om mennesker, siger Laurits Buus Nielsen.