Hverken vind eller regn får Helle væk fra naturen
Foto: Caroline Monin / TV2 Nord
Helle Mikkelsen og Claus Jensen går oftest mellem fem og syv kilometer.
Selvom corona er på tilbagetog, og det igen er muligt at besøge diverse attraktioner, så er der stadig stor interesse for at tilbringe tid i naturen.
De mange små grene og kviste knækker, når de støvlebeklædte fødder trasker henover.
Solen kaster enkelte stråler ned gennem skyerne, mens vinden tager fat i både tøj og hår.
Helle Mikkelsen, Claus Jensen og barnebarnet Natali er taget ud for at nyde det friske vejr og den nordjyske natur. Med sig har de det nyeste familiemedlem, hunden Anton.
- Det er bare så dejligt at komme lidt ud, siger Helle Mikkelsen.
Flere tager udenfor
Parret er ikke de eneste, der finder glæde i at komme ud og få frisk luft. Ifølge Karin Winther, der er naturvejleder og lokalformand for Friluftsrådet i Himmerland-Aalborg, er naturen blevet et populært besøgssted.
- Jeg oplever helt klart en øget besøgsfrekvens fra familier, der stadig kommer herude i naturen, selvom coronaen er på tilbagetog, siger hun.
En undersøgelse fra Friluftsrådet viser, at 44 procent af nordjyderne opholdt sig mere i den frie natur under corona, end de plejede. Ifølge flere lokale naturvejledere er det en vane, der hænger ved.
- Man har fundet ud af, at når man tager ud i noget, der er artsrigt, vildt og fredfyldt, så kommer man glad hjem. Det er meget bedre, end hvis man tager et sted hen, hvor der er alt for mange mennesker på alt for lidt plads, fortæller Karin Winther.
Større tryghed giver mindre slid
Naturinteressen var særlig stor i sommer, hvor mange nordjyder valgte at tilbringe tid udendørs. Flere besøgte og brugte de samme naturfaciliteter, og derfor frygtede naturvejlederne, at naturen ville blive slidt.
I dag er de ikke så nervøse.
- Nu spreder folk sig langt mere. Der er selvfølgelig stadig nogle, der vælger det kendte. Men folk er helt sikkert blevet mere trygge og fordeler sig derfor mere, siger naturvejlederen.
Helle Mikkelsen og Claus Jensen bor i Hvalpsund. Gennem fire år har de vanligt vandret langs Louns Halvøen. Men især tiden med hjemmeisolation under corona har gjort dem opmærksomme på, hvad gåturerne giver dem.
- Vi har godt af at få os rørt. Naturen gør bare noget ved os. Det er godt for sjælen, siger Helle Mikkelsen.
Årstiden ændrer ikke på vanen
Selvom oktobervejret langt fra er det samme som i sommers, så er det ifølge den nordjyske naturvejleder ikke unormalt at bevæge sig udenfor på denne årstid.
- Nu er vi færdige med haven, og der er færre ting i kalenderen. Efterårsferien er typisk en uge, hvor tre generationer kan tage på tur sammen.
Uanset hvad vejret bringer, så vil Helle Mikkelsen stadig traske rundt i de smukke omgivelser ved Louns.
- Vi kommer aldrig til at stoppe med at gå her, siger hun.