Hanne fandt et netværk i sin nye kommune: - Hvis ikke det var for cafeen, så havde jeg fået det værre
Tre nye netværkscafeer er netop åbnet i Vesthimmerlands Kommune - de skal blandt andet afhjælpe ufrivillig ensomhed.
Hvor skal man gå hen, hvis man kommer til en ny by? En ny kommune? Et nyt samfund?
De tanker havde Hanne Søgaard Ebdrup, da hun i 2008 flyttede til Vesthimmerlands Kommune for at bo hos sin kæreste.
- Jeg skulle ud og lære nye mennesker at kende, for alt var helt nyt for mig, siger Hanne Søgaard Ebdrup, der til dagligt er butiksansat.
Netværkscafeen i Aars blev hendes redning.
Nu har Vesthimmerlands Kommune åbnet endnu tre netværkscafeer i henholdsvis Farsø, Løgstør og Aalestrup.
- Det er en rigtig god ide, og jeg håber, at folk vil bruge det, for det er for alle - folk forveksler tit hinanden med personalet, og det er fordi, at her er alle slags mennesker, siger Hanne Søgaard Ebdrup.
Afværgede endnu en depression
Netværkscafeerne i Vesthimmerlands Kommune er et gratis tilbud til alle, hvor man kan få en kop kaffe, en snak, deltage i kreative tiltag og generelt skabe relationer med andre.
Blandt andet har Hanne Søgaard Ebdrup fået en stor passion for at male, efter hun deltog i flere kurser i netværkscafeen.
Derudover tager de ofte på tur - for eksempel i biografen, til musikalske oplevelser og noget så normalt som at tage ud og handle sammen. Det er kun brugerne, der sætter dagsordenen.
Hanne Søgaard Ebdrup begyndte at komme i netværkscafeen i Aars i samme periode, som hun fik konstateret ADHD. Hun har også tidligere haft flere depressioner. Netværkscafeen blev derfor hendes menneskelige medicin.
- Jeg gjorde og gør det for ikke at ryge ned i en depression igen, for er det vigtigt for mig at have nogle at tale med, siger hun og forklarer, at det især var vigtigt for hende at skabe sine egne relationer, da hun flyttede sammen med sin kæreste.
- Det er ikke alting, der skal foregår gennem min kæreste. At han også kan træde i baggrunden, og at det ikke er ham, jeg lever mit liv igennem, siger hun.
500 besøgende om måneden
Netværkscafeen i Aars har den seneste tid haft over 500 borgere igennem om måneden. På den travleste dag var der 35 besøgende. Det er blandt andet derfor, at de åbner endnu flere cafeer.
- At borgerne har lettere adgang til en netværkscafe og ovenikøbet i sit lokalområde, det kan blive en afgørende faktor for, at nogle borgere overhovedet kommer ud hjemmefra. Og samtidig kan vi være med til at bryde den onde cirkel med ufrivillig ensomhed, siger Heidi Kløve Sørensen, der er leder af Mestringscentret i Vesthimmerlands Kommune
I 2021 var der det højeste antal af ensomme i hele landet i 12 år. I Nordjylland har hele 12,1 procent tegn på ensomhed, og Vesthimmerlands Kommune er en af de kommuner, hvor det står værst til. Her er andelen af ensomme gået fra 7,3 procent i 2017 til 11,6 procent i 2021.
Til sammenligning er andelen i Aalborg Kommune 12 procent, mens den i Mariagerfjord Kommune er på otte procent.
- Ensomhed er med til at bidrage til en forringet livskvalitet, og vi ved, at meningsfulde fællesskaber er med til at modvirke ensomhed, og derfor er de her netværkscafeer en god ide, siger Heidi Kløve Sørensen.
Succes uden for cafeerne
Formålet med netværkscafeerne i Vesthimmerlands Kommune er da også at forøge de private relationer og netværk. Og netop her, har de succes, mener Heidi Kløve Sørensen.
- Vi ser fra Aars, at flere danner private relationer og netværk udenfor cafeen, og så er det vi tænker, at vi er lykkedes, siger hun og forklarer, at alle har et ansvar for at nedbringe ensomhed.
- I princippet er det en samfundsopgave at bryde ufrivillig ensomhed, men der sker ikke noget ved, at vi som offentlig instans går foran og faciliterer, at relationerne kan dannes, siger hun.
Vi skal snakke mere med hinanden
Det kommer ikke bag på Hanne Søgaard Ebdrup, at antallet af ensomme er så højt.
- Vi skal snakke mere med hinanden. Det gør vi ikke i dag på samme måde som i gamle dage. I dag skal man altid ringe i forvejen, siger hun og forklarer, at hun ikke var det samme sted i dag, hvis ikke det var på grund af cafeen i Aars.
Hun er blandt andet frivillig ved golfturneringen Made In Himmerland, medlem af hendes lokale beboerforening, og så har hun fået en ny hobby i at male.
- Var cafeen der ikke, så havde jeg fået det værre, siger Hanne Søgaard Ebdrup.
Hun glæder sig derfor nu til at bruge cafeen i Aalestrup, som er tætte på, hvor hun bor.
- Hvis du ikke føler, du kan give noget, så kan du altid få noget - og mange gange kan man give meget mere, end man tror, siger Hanne Søgaard Ebdrup.
Netværkscafeerne har åbent mandag til onsdag klokken ni til femten - og torsdag fra ni til sytten.