AaB-træner vil gerne blive - ser store fremtidsmuligheder for klubben
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AaB-træner Erik Hamrén er interesseret i at blive i den nordjyske klub, men først skal overlevelsen i Superligaen sikres.
Det er ikke behagelig læsning for AaB-ansatte og fans af den nordjyske klub at tjekke stillingen i Superligaen ved vinterpausen.
Aalborg-klubben ligger næstsidst i tabellen med syv point op til Brøndby IF, der ligger lige over nedrykningsstregen. Dermed er der ikke så meget at rafle om, når Superligaen genoptages i februar: Der skal point på kontoen, hvis AaB fortsat skal være at finde i landets bedste fodboldrække efter sommerferien.
- Vi snakker ikke om overlevelse. Vi prøver at tale mere positivt og siger, at vi jagter point og sejre, siger AaB's cheftræner Erik Hamrén.
Svenskeren vendte tilbage til AaB i september, hvor klubben fyrede cheftræner Lars Friis efter en skuffende sæsonstart. Hamrén, som tidligere er blevet dansk mester med AaB, har dog ikke umiddelbart udrettet mirakler, og derfor er der meget at arbejde på i løbet af vinterpausen.
- Vi skal blive bedre på mange punkter: Defensivt, offensivt og til at arbejde sammen som hold. Vi skal være bedre til at stå imod pres og håndtere det bedre, end vi har gjort i efteråret, siger han.
Glad for at være tilbage
Cheftræneren ser gerne, at der bliver tilsat lidt nyt blod til spillertruppen i løbet af vinterpausen.
- Jeg håber, at vi kan få en ny spiller i hver kæde. Men vi skal ikke have for stor udskiftning. Vi har allerede en spændende trup, som kan forbedre sig, når vi er spillet mere sammen, siger Erik Hamrén.
I første omgang løber den svenske cheftræners kontrakt frem til sommer, men han befinder sig godt med at være tilbage i klubben, hvor han også var cheftræner fra 2004 til 2008. Derfor kan en kontraktforlængelse komme på tale.
- Jeg trives her, så jeg vil gerne blive længere. Vi tager snakken til sommer, men nu skal vi først løse den udfordring at sikre, at vi spiller i Superligaen igen i næste sæson. Det er det eneste, jeg tænker på, siger Erik Hamrén.
Udenlandsk investor på vej?
AaB offentliggjorde i tirsdags, at klubben har indledt såkaldte realitetsforhandlinger med potentiel europæisk investor, som ønsker at købe sig ind i klubben. Det er umiddelbart ganske positivt, mener klubbens cheftræner.
- Sådan er fodbold nu. Du skal have ressourcer, hvis du skal opnå resultater, men det er selvfølgelig vigtigt at få de rigtige investorer, fordi der findes også en del dårlige eksempler. Jeg er sikker på, at AaB har gennemarbejdet det og sikrer, at det bliver en god ting for begge parter, siger Erik Hamrén.
Kan det være en redning for klubben?
- På sigt får AaB større og bedre muligheder for at kæmpe med i toppen af dansk fodbold. Jeg ved ikke, om det allerede kan styrke os i foråret, men på sigt er det meget spændende og godt for AaB, mener cheftræneren.