Forsøg med selvkørende biler: Nordjylland er med
Nordjyske Kommuner er nu et skridt tættere på at få selvkørende biler. Transportministeren har nemlig sendt et lovforslag til offentlig høring.
Biler uden rat og pedaler, som selv kører og finder vej, er nu endnu tættere på, at blive en realitet i det nordjyske.
Folketinget har i et stykke tid arbejdet på en ny lovgivning, der skal give tilladelse til selvkørende biler i Danmark, og torsdag sendte transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (Venstre) endelig et lovforslag ud til offentlig hørring om en forsøgsordning for selvkørende biler.
Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune har allerede meldt ud, at de har planer om at gennemføre forsøg med selvkørende biler.
Faktisk præsenterede Vesthimmerlands Kommune allerede i foråret en ambitiøs plan om at sætte selvkørende biler på vejene i år.
Prototyperne på de selvkørende biler er ved at være klar i Vesthimmerlands Kommune, og nu hvor et lovforslag er fremsat, er kommunen endnu tættere på at kunne tage dem i brug.
TV2 Nord prøvekørte en selvkørende bil i september. Se herunder hvordan det gik.