Vejen er snart banet for selvkørende biler i Vesthimmerland
Politikerne er på vej med en ny lovgivning, der skal gøre det muligt at bruge selvkørende biler i Danmark. I Vesthimmerland jubler man, for det betyder, deres store planer med selvkørende biler meget snart kan blive til virkelighed.
Transportminister Hans Christian Schmidt ønsker at tillade selvkørende biler, som derfor snart vil være at finde på de nordjyske veje.
Biler uden rat og pedaler, som selv kører og finder vej, kan snart være at finde på de nordjyske veje. Folketinget barsler nemlig med en ny lovgivning, der skal give tilladelse til selvkørende biler i Danmark. I Vesthimmerland jubler de, for det betyder, at deres store planer med selvkørende biler snart kan blive til virkelighed.
Transportminister Hans Christian Schmidt (Venstre) har fremsat et lovforslag, som vil tillade selvkørende biler på de danske veje. Den nye lov ventes vedtaget i løbet af efteråret.
- Alle eksperter jorden rundt er enige om, at dette er den rigtige vej at gå. Derfor er det rigtig fint, at de dygtige folk i ministeriet nu tager hul på det her, siger Henrik Schärfe, der er direktør for Fonden Autonomus, som arbejder for at sætte selvkørende biler ud på vejene i Vesthimmerlands Kommune.
Kommunen præsenterede i foråret en ambitiøs plan om at sætte selvkørende biler på vejene allerede i år, men lovgivningen har indtil videre været stopklods for planerne.
- Det glæder mig selvfølgelig, at han nu har besluttet, at der skal fremsættes et lovforslag for at komme det i møde, som vi har gang i, siger Knud Kristensen (Konservative), borgmester i Vesthimmerlands Kommune.
Allerede i oktober ventes de første prototyper på selvkørende biler at være klar i Aars, men det bliver altså først, når lovgivningen er helt på plads, at bilerne kan tages i brug.