Flere hunde reddet ud fra brand i villa
Taget på villaen er brændt væk. Foto: Laura Winther Møller
Tre personer kørt til tjek for røgforgiftning efter voldsom brand i villa i Brovst. Minimum fem hund blev også reddet ud.
Kort før klokken 07 onsdag morgen udbrød der brand i en villa på Vestre Allé i Brovst.
De to beboere i huset var netop stået op, da de opdagede røg og alarmerede beredskabet.
Indsatsleder Jørgen Pedersen fra Nordjyllands Beredskab fortæller, at ilden var kraftig, og at taget på de i alt 120 kvadratmeter beboelse er brændt. Derudover er et forhus på cirka 60 kvadratmeter ligeledes brandskadet.
De to beboere samt en person, der kom til brandstedet for at hjælpe, er alle tre kørt til tjek for røgforgiftning på Aalborg Universitetshospital.
Alle skulle være reddet
Ifølge Jørgen Pedersen blev adskillige hunde reddet ud fra huset, og der skulle være tale om minimum fem hunde.
- Det har ikke været muligt for os at komme helt ind i huset endnu, men vi regner med, at vi har reddet alle hundene ud, siger Jørgen Pedersen.
Branden var ved 8.30-tiden under kontrol, og der var tilkaldt mandskab fra stationerne i Brovst, Aabybro og Fjerritslev.
Politiet skal nu undersøge årsagen til branden.