Borgmester om skrotkaos: Jeg synes, vi har prøvet alt
På et borgermøde torsdag aften, havde Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen ikke en klar løsning på problemerne med skrotbiler, der skæmmer Aggersund.
På et velbesøgt borgermøde i Aggersund torsdag aften, håbede byens borgere at finde løsninger på de problemer med brugte biler og skrotbiler, som hober sig op på flere grunde i byen, og som indbyggerne mener skæmmer deres landsby.
Aggersundborgerne lever med skrotbilerne på tyvende år, og indtil videre er det ikke lykkedes at få ryddet op i de mange biler.
På borgermødet deltog borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (Venstre), som også gerne ser, at der bliver gjort noget ved rodet.
- Jeg kører tit igennem Aggersund, og jeg ærgrer mig over det hver gang. Jeg har personligt lyst til at gå ned og begynde med håndkraft at rydde op på de grunde, men det må man jo ikke engang. Jeg vil gerne overholde loven, men jeg har bare sådan lyst til at gøre noget, siger Per Bach Laursen.
Han har dog svært ved at levere en løsning på problemet, da kommunen gennem de tyve år, rodet har stået på, har forsøgt sig med mange forskellige greb for at løse problemet.
- Jeg synes næsten, at vi har prøvet alt hvad vi kan. Der er jo miljølovgivningen, der er lidt omkring den lokalplan, der er for Aggersund, og om den aktivitet, han har, kan indeholdes i den. Vi har brugt de værktøjer, men det kan da godt ske, at et ekstra miljøtilsyn kan afsløre nogle ting, men det har vi jo også benyttet os af, siger borgmesteren.
Per Bach Laursen har i løbet af de seneste dage haft kontakt til kommunens tekniske forvaltning for at finde ud af, om der er nogle ting, man alligevel kan gøre, og han mener, at der kan være grund til at gør endnu et forsøg på at få ryddet op i bilparkerne.
- Jeg synes, at nogle af bilerne får lov til at stå lidt længe, og det er noget af det, som vi måske har en mulighed i. Der er noget lovgivning, som netop regulerer det her med, hvor længe en bil, som måske er under skrotning, må have lov at stå, hvis ikke den er på vej til at blive indregistreret igen og komme på plader. Så det er måske en af de små ting, som vi kan kigge ind i, siger Per Bach Laursen, og fortsætter:
- Det jeg så også synes er noget nyt, er at det ikke blot er biler længere. Nu er det faktisk også det, der minder om byggeaffald eller bare ganske almindeligt affald.
Brugsvognsforhandleren Kenneth Haastrup har til TV2 Nord sagt, at han ikke har planer om at rydde op i bilerne eller fjerne nogle af dem. Alligevel tror Per Bach Laursen på, at dialogens vej kan være en mulighed.
- Det skal italesættes, og jeg tror, at vi ved fælles hjælp kan finde en fremkommelig vej gennem de næste par måneder, siger han.
Du kan se mere om skrotsagen og borgermødet i vores aktualitetsmagasin Fokus.