Bloddonorformand: Opret fast tappested i Farsø
Blodonorer i Vesthimmerland kritiserer regionen for at placere en ny blodbank i Hobro
Det har bragt sindene i kog hos bloddonorerne i Vesthimmerland, at det nye faste tappested til bloddonorer bliver lagt på sygehuset i Hobro og ikke i Farsø.
Når der fra 1. januar ikke længere er nogen mobil blodbank i Nordjylland, får bloddonorerne syd for fjorden i stedet et fast tappested, hvor de kan donere blod. At det fremover får til huse på sygehuset i Hobro - og ikke sygehuset i Farsø - er de nuværende bloddonorer langt fra tilfreds med i Vesthimmerland.
Gerda Lynderup, der er formand for Bloddonorkorpset i Vesthimmerland, forstår ikke beslutningen.
- Vi er både kede af det og skuffede over det - rigtig skuffede, fortæller Gerda Lynderup.
Hun er formand for 900 bloddonorer i Vesthimmerland, som fra 1. januar 2019 skal køre til enten Hobro eller Aalborg for at donere blod.
- Det kan hverken forsvares overfor dem selv eller deres arbejdsgiver at de skal have fri så lang tid eller bruge en fridag på det, fortæller Gerda Lynderup.
Derfor har holdningen hos bloddonorerne i Vesthimmerland hele tiden været at placere et fast såkaldt tappested meget tættere på.
- Vi synes, vi har nogle lokaler lige indenfor murene her (Farsø Sygehus, red.), som vi synes kunne være ligeså gode.
En holdning, som også får opbakning fra politisk hold i kommunen.
- Det er borgerne, det drejer sig om. Hvordan servicerer man bedst borgerne? Og det gør man altså bedst ved, at de ikke skal køre for langt for at give blod, fortæller Kirsten Moesgaard , der er medlem af sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Hos blodbanken holder man dog fast i, at det bedste sted til en fast tappestation syd for Limfjorden er på Hobro Sygehus.
- Vi ville jo gerne være på et sygehus. Og der er ikke ledige lokaler på Farsø sygehus - men det er der heldigvis på Hobro Sygehus, fortæller Kim Warming, der er ledende overlæge for blodbanken.
At der nu bliver længere til blodbanken har allerede fået konsekvenser i Vesthimmerland.
- Konsekvensen er at donorerne melder sig ud, fortæller Gerda Lynderup.
Den køber de dog ikke hos blodbanken.
- Kan I som blodbank forsvare en beslutning, som resulterer i færre donorer?
- Jamen, der bliver ikke færre donorer. Det er kun en omfordeling, fortæller Kim Warming.
Hos Blodbanken forventer man, at det nye tappested på sygehuset i Hobro kommer i drift i løbet af foråret 2019.