Der var ingen hjælp at hente, da det værst tænkelige skete.

Den oplevelse sad familien til Inger Kristensen, der i 2018 blev dræbt af en mandlig bekendt i Frederikshavn, med.

- Jeg glemte mig selv i det her. Havde der været en, der havde sagt, at 'nu skal I høre her, nu gør vi sådan her', og havde taget hånd om alle os på én gang, så var der ikke nogen, der skulle give mere af sig selv, end vi egentlig havde. Jeg har på en eller anden måde ydet rovdrift på mig selv, siger Inger Kristensens datter Britha Ørskov Christiansen.

Hvordan var det, da det gik op for jer, at der kommer ikke nogen og hjælper?

- Det var jo enormt frustrerende. Vi skældte ud, og jeg ringede til min egen læge og skældte ham ud, og han beklagede på det dybeste, fordi han jo kendte min mor og også var i chok. Og han sagde faktisk, at han kunne komme ud og kigge til os, men det var ikke det, jeg havde behov for. Jeg havde behov for en, der fagnede mig der, hvor jeg var, siger Britha Ørskov Christiansen.

'For tilfældigt'

Inger Kristensens svigersøn Peter Dronninglund er enig i, at familien følte sig svigtet.

- Det er jo rimelig skræmmende, at i et velfærdssamfund som vores, er der ikke nogen, der har tænkt de tanker - specielt med alle de tragiske sager, der nu er, uanset om det er drab eller ulykker, så er der ikke lavet en guideline. Der var ikke så meget som en hjemmeside, eller noget som helst, siger han.

Efter drabet på Inger Kristensen indførte Region Nordjylland i 2019 hjælp til pårørende og vidner gennem det psykosociale beredskab. Men det er stadig for tilfældigt, hvilken hjælp der bliver tilbudt. Det mener forskerne bag et nyt projekt.

- Vi skal have talt med så mange som overhovedet muligt, som også repræsenterer forskelligartede situationer og livsvilkår, siger psykolog Christina Mohr Jensen, som er tilknyttet det psykosociale beredskab i psykiatrien i Region Nordjylland.

Mangler viden

Hun er derfor i gang med at forske i, hvad pårørende kan have brug for. Projektet laves i et samarbejde mellem psykiatrien i Region Nordjylland og Aalborg Universitet.

- Jo mere, vi har undersøgt det her område, og med Christinas erfaringer også, er jeg blevet klar over, hvor mange huller i osten, der faktisk er på det her område, siger projektleder Helena Palsgaard Nielsen, som er psykolog og Ph.D.-studerende.

Er du overrasket over, at det er et område, der er så dårligt undersøgt?

- Ja, det må jeg sige. Det kom noget bag på mig. Vi sammenligner os ofte med de andre nordiske lande, og helt generelt er der meget lidt viden om det her område. Og også derfor er det så vigtigt, at det kommer i en dansk kontekst, siger Helena Palsgaard Nielsen.

Næste skridt er nu at få skabt kontakt til så mange pårørende som muligt.

- Det er jo med henblik på at give dem en stemme i forhold til, hvad har de af behov, eller hvad havde de af behov, hvad kunne de tænke sig i forhold til fremtidig hjælp. Hvordan kan vi hjælpe nogen, der står i den her situation i fremtiden? Hvordan gør vi det bedst?, siger Helena Palsgaard Nielsen.

Projektet skal ende med en konkret handlingsplan, der kan bredes ud til hele landet.

- Det fortjener de her familier, siger Christina Mohr Jensen.

Projektet skal være færdigt i 2027.

Et eksamensbevis med lutter 12-taller plus et ekstra fag på højt niveau, så Tobias Dalgaard Holst kunne gange sit snit med 1,03 og ende på rekordhøje 12,4.

Ja, det er noget af en studentereksamen, den 20-årige unge mand fra Dronninglund Gymnasium fik i sommer.

- Jeg har altid gået op i at gøre det godt, fortæller Tobias Dalgaard Holst.

Faktisk har han gjort det så godt i de tre år på gymnasiet i Dronninglund, at han kort efter sommerferien og sin studentereksamen blev ansat som vikar og hjælpelærer.

- Jeg har sabbatår nu, og jeg vil gerne have et arbejde, der også er sådan lidt fagligt relevant på den måde, hvor jeg føler, at jeg får noget ud af det, andet end bare løn, forklarer han.

Fra samme årgang som storesøster

I 1.E kan det næsten være svært at se, hvem der er elev på 16-17 år, og en underviser på 20. Man kan dog sagtens høre det, når man lytter til undervisningen.

- Han er ikke så gammel, og så kan man lidt bedre relatere til ham og snakke med ham og hygge, siger Agnete Vollmer Jensen, inden en af hendes klassekammerater følger op:

- Det er sådan lidt sjovt, at han er på samme årgang, som min søster var, smiler Marcus Isaksen fra 1.E.

At være sprunget direkte fra eksamensbordet til at være underviser bag katederet påvirker dog ikke Tobias Dalgaard Holst.

- Det er ikke så meget, man tænker over det, når man er i gang. Det er mere, når man ikke er i gang, forklarer Tobias Dalgaard Holst.

Klagede over et 10-tal

Rektor på Dronninglund Gymnasium, Lars Jørgensen, har ansat Tobias Dalgaard Holst som vikar for en sygemeldt underviser.

- Den pågældende lærer, som har været sygemeldt i en kortere periode, anbefalede selv, at Tobias ville være oplagt. Han er jo ikke en gennemsnitlige student, skal man huske. Vi har haft et enkelt eller to tilfælde inden for de senere år, der ligger i samme liga. Det er ret ekstraordinært, siger rektor Lars Jørgensen.

Et af 12-tallerne på eksamensbeviset, i skriftlig engelsk, sikrede Tobias Dalgaard Holst sig først, efter han klagede over, at han kun havde fået 10.

- Jeg syntes, at min opgave fortjente et 12-tal. Jeg tror også, jeg brugte længere tid på klagen end på selve eksamen. Den var godt skrevet igennem, forklarer Tobias Dalgaard Holst.

Men det var det værd?

- Det var det helt sikkert.

Et forbillede

Rektor Lars Jørgensen fortæller til TV2 Nord, at det hører til sjældenhederne, at en elev får ret i en klage over en karakter. Rektoren har selv læst klagen.

- Han har mange talenter, den unge mand. Han er et naturtalent i det her med at kunne formidle det stof, han har med at gøre. Han gør det virkelig flot, og er et forbillede for de 1.g-elever, som han underviser, påpeger Lars Jørgensen.

Tobias Dalgaard Holsts vikariat på Dronninglund Gymnasium løber til vinterferien, og så er han formentlig tabt for Dronninglund Gymnasium, da han ikke ser sig selv som gymnasielærer.

- Han kan jo vælge frit på alle hylder og tage bestik af den uddannelse, han virkelig synes, der vil være spændende, siger Lars Jørgensen.

Tobias Dalgaard Holst har ikke selv bestemt sig for, hvad han konkret skal læse i fremtiden.

- Jeg skal hvert i fald på universitetet. Noget naturvidenskab eller måske noget molekylær biomedicin, der blander lidt kemi og medicin, siger Tobias Dalgaard Holst.

Han har også undervist tre andre klasser på Dronninglund Gymnasium, er hjælpelærer i matematik og hjælper elever, der har fået bevilliget støtte.

I slutningen af august løb den 21-årige nordjyske komiker Jonathan Chistensen 42 kilometer rundt om søen i Aabybro.

Det gjorde han for at samle penge ind til Smilfonden sammen med ultraløberen Stine Rex.

Men det gode formål havde konsekvenser for den unge komikers krop.

I forvejen har han Tourettes Syndrom, der får ham til sige ord og sætninger, han ikke har kontrol med.

Men efter indsamlingsløbet fik han endnu en diagnose.

Det fortæller han om i sidste afsnit af ’Jeg har ik’ nogen kat’ – artiklen fortsætter under videoen.

Griner af det

Jonathan Christensen har længe haft dårlige hofter, men efter løbet i Aabybro blev det værre, og han tog derfor til lægen.

Efterfølgende har han fået diagnosen hoftedysplasi, og det har været svært for ham. Men så begyndte han at lave jokes med det.

- Det er humoren, der har hjulpet mig igennem alt. Hvis jeg kan grine af det, så føler jeg det ikke som noget negativt, fortæller Jonathan Christensen.

Nu laver han sjov med de dårlige hofter i sine stand-up-shows.

Se et eksempel herunder:

Kæreste og kørekort

Den nordjyske komikers tics tog for alvor til efter corona-pandemien.

Det har han blandt andet fortalt om i tv-programmet 'Pipfugl og gulerødder: Mit liv med Tourettes.'

Diagnosen har betydet, at han måtte stoppe på gymnasiet, fordi han forstyrrede for meget.

Og han går heller ikke i biografen på grund af sin diagnose.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

I dag lever Jonathan Christensen af at lave stand-up, hvor han bruger sin diagnose aktivt.

Han har taget kørekort, købt en bil og fået en kæreste.

- Mange af mine venner mener, at jeg har oplevet meget mere end dem, og jeg laver det, som jeg gerne vil lave, fortæller han.

Han drømmer om på sigt at lave et stand-up-show, der handler om ikke at være perfekt.

Michelle Røge husker det stadig.

De gange, hvor hun og hendes lillesøster kiggede på deres forældre gennem nøglehullet i deres barndomshjem.

Hvordan kunne hun glemme det?

Hendes forældre og deres venner sad med sølvpapir, en lighter og så med det, som Michelle Røge kalder for ’det sorte stads’ ovenpå.

’Det sorte stads’ var rygeheroin.

Præcis hvor gamle, hun og søsteren var, husker hun ikke.

For synet på den anden side af døren var så normalt for hendes barndom, at der ikke er noget specifikt tidspunkt, der skiller sig ud.

Forældrenes stof- og alkoholmisbrug var konstant og prægede hele familiens liv i starten af 00’erne. Især Michelle Røge og hendes lillesøster Nanna Røges små liv.

For med sig bragte det mistrivsel, psykisk og fysisk vold – og i dag psykiske traumer for især den ene søster.

Det bragte også et væld af underretninger til kommunen fra alle kanter med sig, der råbte på, at de to piger skulle fjernes fra hjemmet.

Men kommunen tog aldrig en snak med pigerne.

Sagen sætter stadig spor i dag, hvor storesøster Michelle Røge er gået rettens vej.

Hun vil have Hjørring Kommune til at betale en erstatning på 300.000 kroner for brud på deres menneskerettigheder.

Men hvordan gør man det, hvis den vigtige dokumentation aldrig er blevet lavet eller blot forsvundet?

Skjuler de åbne sår

Når man i dag møder Michelle Røge, er der ingen tegn på, at noget er eller har været galt.

En hjemlig fornemmelse rammer med det samme, man træder ind ad døren i hendes hus i Hjørring.

- Jeg har kun lige ryddet op for din skyld, forsikrer Michelle Røge.

Men hjemmet har nu alligevel en aura af både orden og hygge. Gode omgivelser for hendes familie med mand og to børn på tre og fem år.

Nej, der virker ikke til at være noget galt her, og sådan vil hun også gerne have det.

- Jeg prøver på at give mine børn en tryg opvækst, for det har jeg ikke selv haft, siger Michelle Røge.

Selvom hun i dag får hverdagen til at fungere for hendes familie, så er der stadig åbne sår i forhold til hendes barndom.

Det kommer frem i dokumentaren ’Ingen kære kommune’.

Her fortæller Michelle Røge og hendes lillesøster Nanna Røge om deres opvækst i Hirtshals i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne.

Om den fysiske og psykiske vold, der fulgte med forældrenes misbrug. Om det liv med enorme svigt, der fulgte med.

Michelle Røge mener, at meget kunne være undgået, hvis Hjørring Kommune havde reageret anderledes på de utallige underretninger, der kom på de to piger.

Men det gjorde de ikke.

Forsvundne underretninger

Den første underretning, der findes i Michelle Røges sag, stammer fra 2005, hvor hun var ni år og gik i 3. klasse.

Den gik på, at Michelle Røges mor dagligt indtog rygeheroin.

Efter samtale med forældrene og lærere på skolen, valgte Hjørring Kommune ikke at gøre yderligere.

Hvordan kommunen tidligere end 2005 er blevet gjort bekendt med pigernes miserable opvækst, står hen i det uvisse.

De dokumenter, der tidligere havde været i sagen, er nemlig forsvundet.

Det kom frem da byretten i efteråret behandlede Michelle Røges erstatningssag.

Ifølge Hjørring Kommune var der gjort meget for at genskabe de 20-25 år gamle sagsakter, der måske kunne have kastet lys på kommunens indsats i Michelle Røges barndom. Men det lykkedes ikke.

Fra 2005 kom underretningerne jævnligt fra mange forskellige kanter – 14 underretninger i alt.

De førte til enkelte besøg i familiens hjem, hvor alt så pænt ud på overfladen, men ingen i kommunen talte med hverken Michelle Røge eller hendes lillesøster.

Lussinger og låste døre

Havde kommunen rent faktisk snakket med pigerne, kunne Michelle Røge have fortalt dem om det liv, hun og søsteren levede.

- Vi fik jo både lussinger, fik taget kvælertag og blev smidt rundt med. Det var vores mor, der slog, fortæller Michelle Røge

- Vores far stod mere for den psykiske vold, men også sammen med hende. Han kunne godt være voldelig, men det var mere over for andre, siger hun.

Begge forældre er døde i dag og kan ikke forelægges anklagerne om den fysiske og psykiske vold.

Men Michelle Røge kunne også have fortalt kommunen om, hvordan hun efter skole ofte kom hjem til en lukket og låst dør.

Så måtte den lille pige sidde på hug foran døren i opgangen og forsøge at råbe sin mor op gennem brevsprækken.

- Jeg råbte ikke så højt, for vi boede i lejlighed, og jeg ville ikke forstyrre de andre. Men jeg husker ikke, at vi nogensinde kom ind, når døren var låst. Så var det bare at prøve senere.

På den anden side lå hendes mor som regel og sov en brandert ud eller var væk i en narkodøs.

Eller der kunne være en mand på besøg.

- Hun var sammen med rigtig mange mænd med det formål, at hun skulle have noget for det. Ikke nødvendigvis penge, men stoffer eller noget i den retning. Der var rigtig mange mænd i vores hjem.

Men Michelle Røge fik aldrig chancen for at fortælle nogen af de ting til kommunen.

For ingen spurgte.

Flere hundrede sager

I dag kæmper Michelle Røge for at få Hjørring Kommune til at tage ansvar for det, der skete dengang.

Den kamp har TV 2 fulgt i dokumentaren ’Ingen kære kommune’.

Helt præcist har Michelle Røge sagsøgt Hjørring Kommune for ikke at have beskyttet hende mod umenneskelig og nedværdigende behandling.

Men da sagen var for byretten i efteråret 2024, fik sagen et helt andet udfald, end Michelle Røge havde håbet.

Hjørring Kommune blev frikendt.

Retten fandt, at Michelle Røge havde levet under særdeles vanskelige forhold i sit hjem, og at det forstyrrede hendes udvikling og liv.

Men forholdene var ikke af ”så alvorlig og graverende karakter”, at hendes menneskerettigheder var blevet krænket, sagde retten.

Michelle Røge er dog langt fra den eneste, der kæmper for at få kommunen til at betale erstatning for de svigt, de har oplevet i barndommen.

Børns Vilkår oplyser til TV 2, at man per 1. januar 2025 er bekendt med 255 igangværende erstatningssager.

Men at kampen mod kommunerne også er svær, viser samme analyse fra Børns Vilkår.

Ud af 549 afsluttede erstatningssager i perioden fra 2013-2024, er kun hver tiende - 62 sager – endt med en erstatning.

- Ikke mine forældres skyld

Selvom en erstatning på 300.000 kroner til Michelle Røge ville være et lille plaster på et meget stort sår, er det for hende langt fra penge, det handler om.

- Det er mere det, at nogen erkender, at der er blevet begået fejl. At de for eksempel aldrig har talt med Nanna og mig. En erkendelse af, at der er ikke nogen, der har gjort noget dengang, siger hun.

Og når hun i retten får at vide, at hun ikke har haft det svært nok til at få erstatning, så kan hun slet ikke komme i tanker om, hvordan det kunne have været værre.

- Altså, hvor ligger grænsen så? For hvis man uden konsekvenser kan byde børn så meget, som vi har oplevet, så kommer mange børn til at lide fremover, siger hun.

Og selvom det essentielt er forældrene, der har udsat pigerne for mistrivslen, så er det ikke dem, hun er sur på, fortæller hun:

- Jeg hader ikke mine forældre. De har gjort det bedste med de ressourcer, de har haft. Jeg er bare megaked af, at der ikke har været nogen, der har grebet både dem, mig om min søster.

- Jeg er rasende på kommunen, understreger hun.

En knækket tand

For Michelle Røge tog det lang tid at slippe væk hjemmefra.

Dråben ramte bægeret, da Michelle Røge en nat forsøgte at gå imellem hendes meget berusede forældre, der var oppe at toppes.

Hun blev ved et uheld ramt af et slag fra sin far, der knækkede hendes fortand.

Den episode er dokumenteret i Michelle Røges sag, men faren blev aldrig sigtet for at have slået sin datter, da politiet betragtede det som et uheld.

Herefter traf Michelle Røge en beslutning.

- Jeg ville væk, så jeg efterspurgte selv efterskolen. Ingen gjorde noget. Min søster nåede at bo hos vores bedsteforældre i et helt år, inden der var nogen, der fik lavet en anbringelse, fortæller hun.

Michelle Røge endte med at få tre år på en efterskole betalt af Hjørring Kommune.

Og det reddede hende i første omgang.

Lillesøsteren

For Michelle Røges lillesøster har traumerne sat sig værre end hos Michelle Røges.

Meget værre.

Nanna Røge har Post Traumatisk Stressforstyrrelse (PTSD)og autisme og er meget ofte indlagt på psykiatrisk afdeling, da hun kæmper med spiseforstyrrelse, angst, depression og selvskade.

Episode på episode fra barndommen har betydet, at hun i dag ikke fungerer. Episoder som dengang, hvor moren jagtede hende med en hammer.

Episoder, som Michelle Røge i dag forsøger at romantisere. Selvom hun tydeligt husker episoden med hammeren.

- Mor gjorde nok det med hammeren i afmagt, siger hun nærmest undskyldende på morens vegne.

Især lillesøsteren Nanna Røge var den, det gik værst ud over, når moren blev sur og slog.

Men selvom hun ikke er indlagt med psykiske lidelser som sin søster, så betyder det ikke, at Michelle Røge ikke har mén.

- Lige nu er jeg sygemeldt. Jeg har perioder, der er ekstra hårde for mig. Jeg kæmper meget med negative tanker, fortæller Michelle Røge.

Et kærligt hjem

I dag er en del af Michelle Røges taktik at vende hendes dårlige barndom til noget godt.

- Jeg prøver at sige til mig selv, at det er godt, at jeg i dag for eksempel er så opmærksom på andres følelser. Og at jeg er så god til at læse et rum, siger hun.

- Det var noget, jeg lærte dengang.

For Michelle Røge fik det også stor betydning at møde sin mand, Mads.

- Han viste mig, hvordan man er et almindeligt menneske. Hvordan man kan stå op hver morgen og tage på arbejde og have struktur i hverdagen. Så jeg spejlede mig i ham, fortæller Michelle Røge.

Derfor er hun i dag også et helt andet sted, end hvor hun i mange år troede, hun skulle være.

Et godt sted, i et kærligt hjem, med en familie, hvor alle har det godt. Det hjem, hun ikke selv havde som barn.

-

Michelle Røge har anket sagen mod Hjørring Kommune til landsretten.

Hjørring Kommune har ikke ønsket at stille op til interview om Michelle Røges erstatningssag, men skriver i et skriftligt svar:

“Det er ulykkeligt, at Michelle og hendes søster ikke har oplevet den tryghed og omsorg i deres opvækst, som alle børn har brug for og krav på. Som kommune skal vi til enhver tid gøre vores bedste for at tage hånd om børn og unges trivsel og tryghed.

Vi arbejder hele tiden på at sikre den rette balance, så vi tilgodeser det enkelte barns behov bedst muligt samtidig med at særligt barnet, men også hele familien føler sig set og hørt.”

-

Se ’Ingen kære kommune’ på TV 2 onsdag 15. januar klokken 20.00 eller nu på TV 2 Play.

Knap et år efter, at store flammer åd af møbelfabrikken Getama i Gedsted i Vesthimmerland, fortæller møbelproducenten Carl Hansen & Søn i en pressemeddelelse, at firmaet har overtaget størstedelen af Gatemas møbelkollektion.

Det var 9. februar sidste år, møbelfabrikken brændte. En af bygningerne blev totalskadet og en stor del af produktionsdelen brændte ned.

Brandrapporten og politiet slog efter omfattende undersøgelser fast, at der var tale om uheldige omstændigheder, og at det efter alt at dømme var elinstallationer, der satte gang i branden.

Getama blev grundlagt i 1899, og siden 1960'erne har den haft hjemme på Holmmarksvej i Gedsted.

Virksomheden har i mere end 100 år produceret designmøbler fra blandt andet Wegner, så det er en produktion til mange millioner, der blev ødelagt i flammerne.

Madrasproduktionen og polsterværkstedet skal stadig have til huse i Gedsted.

Carl Hansen & Søn er en fynsk virksomhed, der har mere end 300 ansatte.