Angriber blev solgt i kæmpehandel - nu vender han tilbage
Hobro IK solgte i sommer angriberen Richmond Gyamfi i klubbens største handel nogensinde, men efter bare en halv sæson i AGF vender ghaneseren tilbage til Himmerland.
Den nordjyske klub er blevet enig med AGF om at leje 20-årige Gyamfi i resten af denne sæson.
- Vi glæder os til at se Richmond brillere på DS Arena igen, om end det er for en kort stund. Vi er normalt ikke de største tilhængere af at leje spillere, men Richmond er en helt unik case for os og når en mulighed som denne opstår, kortsigtet eller ej, så griber vi den naturligvis. Jeg tror ikke, at der er nogen i NordicBet Ligaen eller Hobro IK, der betvivler Richmonds talent, og en spiller af den kaliber, der samtidig har hjerte for Hobro IK, hilser vi altid velkommen, siger Hobro IK's tekniske chef Lars Justesen.
Richmond Gyamfi har været i aktion i fire Superliga-kampe og to pokalkampe for AGF i denne sæson.