Asylansøgere skal ikke til Vrå - hvor skal de så hen?
Det er ikke længere planen, at de blandt andet udviste asylansøgere skal huses på Botilbuddet Norden i Vrå. I går kunne Udlændingestyrelsen fortælle, at kontrakten med bostedet er blevet revet itu. Men hvor skal asylansøgerne så hen?
Den 5. juli offentliggjorde Udlændingestyrelsen, at Botilbuddet Norden skulle huse op til 18 asylansøgere, men den situation har ændret sig.
Botilbuddet Norden i Vrå har nemlig ikke den rette tilladelse til at have så mange mennesker indkvarteret.
Men hvor skal de omtalte asylansøgere så hen?
- Et uskønt forløb
Et bud kunne være Vesthimmerlands Kommune, der har en lang tradition for at indkvartere asylansøgere. Men står det til 2. Viceborgmester i kommunen, Theresa Berg Andersen (SF), er Vesthimmerlands Kommune ikke det oplagte valg.
- Jeg synes, Udlændingestyrelsen har haft hovedet under armen i den her situation, for kommunerne ved ikke hvad, de byder ind på, siger Theresa Berg Andersen og fortsætter:
- Vi blev også tilbudt den her opgave, men vi valgte at takke nej, for vi ved ikke hvor mange, der er tale om, vi ved ikke hvor lang tid, de skal være her og hvilke ressourcer, der følger med, siger hun.
Theresa Berg Andersen (SF) bryder sig ikke om, at skulle trække sådan en beslutning ned over hovederne på borgerne ude i landsbysamfundene.
- Jeg synes, det er et uskønt forløb. Det virker som om, Udlændingestyrelsen har tænkt, at Nordjylland er langt væk, så asylansøgerne kommer bare op til os. Man skal bare huske, at nordjyderne ikke er dumme, siger hun.
En mulig løsning
Står det til Theresa Berg Andersen, burde man splitte de pågældende asylansøgere op, så flere kommuner kunne hjælpe.
- Der er 98 kommuner at tage af, så det er i hvert fald en mulighed, siger Theresa Berg Andersen.
Hun mener dog overhovedet ikke, at det er kommunerne, der skal tage det store ansvar i denne situation.
- Skal jeg være helt bundærlig, så er det da fængslerne og kriminalforsorgen, der må på banen. Det er der, ekspertisen er, det er ikke ude i vores små lokalsamfund, siger hun.
Så det er ikke Vesthimmerlands Kommune, de 18 asylansøger skal til?
- Man kan jo frygte, at vi ikke selv får lov til at bestemme, men jeg synes, Udlændingestyrelsen skulle tænke grundigt over det her og komme med nogle fornuftige løsninger i stedet for at komme med noget hen over natten, siger Theresa Berg Andersen.