Åbnede før tid for børn med autisme og ADHD: Vigtigt, at de kan få en "wow-oplevelse"
To procent af børn mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det kan gøre det svært at deltage i vinterferieaktiviteter, men et tilbud i Vesthimmerland åbner op for børn med særlige behov.
- Nu kan børnene komme tilbage i skole efter ferien og sige: "Jeg har også været i Jubi land, jeg havde også en superfed vinterferie". Så de kan være med i snakken med venner og kammerater, der også har været her.
Sådan lyder det fra Martin Gorritzen, der er næstformand i foreningen Autisme Vesthimmerland.
Jubi Land holdt i dag deres trampoliner, hoppeborge og gokarts i Messecenter Vesthimmerland ekstraordinært åbent for børn med særlige behov, der har brug for lidt ekstra plads at boltre sig på.
12-årige Theodor Back Jørgensen har autisme og var sammen med sin farmor blandt de gæster, der har fået lov at bruge morgenen i legelandet.
- Han kunne slet ikke være her, hvis der var mange. Så ville han nok bare sidde ved bordet med hørebøffer på, siger Conni Back Jørgensen.
Favoritaktiviteten for 12-årige Theodor er gokart, og det er en fordel at være i legelandet, når der ikke er lang kø.
- Det er meget fedt, fordi der er alt muligt sjovt herinde.
- Jeg bliver bare hurtigt træt, hvis der er alt for mange børn og mennesker, så det er meget godt, fortæller Theodor.
Ifølge Autismeforeningen har 65.000 danskere en offentligt udredt autismediagnose. Det svarer til cirka 1 procent af befolkningen - dog lægges der vægt på, at der kan være et stort mørketal.
Wow-oplevelse for børnene
60 billetter var sat til salg til arrangementet for børn med særlige behov. Der kunne tirsdag morgen meldes tæt på udsolgt med 58 solgte billetter, og det vækker stor glæde hos den lokale næstformand i Autisme Vesthimmerland.
- Det er så vigtigt for børn med særlige behov, at de også kan få en mulighed for at få en wow-oplevelse, lyder det fra Martin Gorritzen.
12-årige Theodor Back Jørgensen mener, at det er tredje eller fjerde gang, han er i Jubi Land. Og han er helt sikker på, at han kommer tilbage.
- Ja! Mon ikke! Så skal jeg prøve det hele, lyder det fra Theodor, der kan se frem mod efterårsferien, hvor arrangørerne forventer at slå dørene op igen.