Godt gemt attraktion forsøger at lokke folk af motorvejen
Nordjylland får nok et motorvejsskilt med den pæne brune farve.
- Da jeg startede, havde jeg et møde med vores bankmand, som sagde, at han ikke mente, man kunne køre så forkert, at man kom forbi Kornets Hus.
Sådan husker centerleder ved Kornets Hus, Johannes Vestergaard.
Kornets Hus, som er et oplevelsescenter, er placeret afsides, tæt ved Harken syd for Hjørring, og bankmanden er ikke den eneste, der gennem tiden har rystet på hovedet over beliggenheden.
Men Johannes Vestergaard og resten af teamet holdt ved, for de har en mission.
- Vi kunne godt tænke os at trække folk ud på landet og fortælle de historier, som knytter sig til landskabet i Vendsyssel, lyder det fra centerlederen.
Én ud af 20
Det er dog snart fortid, at have besværligheder ved at finde Kornets Hus.
For fremover bliver man mindet om oplevelsescenteret Kornets Hus, hvis man begiver sig ud på E39.
Kornets Hus har nemlig fået et af de velkendte, brune turistoplysningstavler opsat ved motorvejsafkørslen Hjørring Syd i både syd- og nordgående retning.
- Vi er jo megaglade for, at det kunne lade sig gøre, fortæller Johannes Vestergaard.
I Nordjylland er der 20 attraktioner, som har opsat turistoplysningstavler på motorvejen.
En stor investering
Kornets Hus rummer blandt andet et bageværksted, en café og en kornudstilling, og selvom der hvert år er omkring 20.000 besøgende i centeret, har det nyerhvervede skilt ikke været ligetil at få.
Faktisk koster det knap 200.000 kroner, og derfor er projektet kun muliggjort med en donation på knap 100.000 kroner fra Sparekassen Danmarks Fond.
Derudover skal man først sende en ansøgning og senere godkendes af en komité for at få lov til at opsætte et attraktionsskilt.
- Vi håber selvfølgelig, det kan tjene sig ind, men det kommer jo også til at stå der mange år, siger Johannes Vestergaard.