8.000 tilskuere er med på golfturnerings første dag
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Made in Himmerland er i dag blevet slået i gang af de mange golfspillere fra hele verden. Og første dag var turneringen ganske godt besøgt.
I Gatten er dette års Made In Himmerland golf-turnering i dag gået gang. Turneringen er en del af den store World Tour, og her kan man i de kommende dage se flere af verdens bedste golfspillere kæmpe om den enorme præmiepulje på godt 22 millioner kroner.
I dag havde omkring 8.000 tilskuere fundet plads langs hullerne i Gatten.
En af dem er Dan Bang fra Løgstør. Han sad i dag på første række ved det berømte hul 16. Det er hans sin sædvanlige plads. Han har siddet der siden halv syv i morges for at se de første spillere tee ud ved dette års Made in Himmerland.
- Det er her, det flotteste hole in one bliver lavet, så det er det, jeg går efter, siger han.
Mangler en dansk vinder
En af de danskere, der deltager i årets Made In Himmerland, er Niklas Møller. Han nyder den store opbakning og er efter dagens to først slag førende.
- Der mangler jo stadig den danske vinder, så det vil jeg i hvert fald gøre mit for i den her uge, siger han.
De næste tre dage skal der også spilles golf i Gatten.
Du kan se meget mere til golfturneringen fredag - her sender vi et længere program fra Gatten, umiddelbart efter vores 19.30-nyheder.