Studiestart: - For nogle er festen ikke den rette vej ind i fællesskabet
Det Tekniske Fakultet for IT og Design på Aalborg Universitet, tager anderledes midler i brug i håbet om at øge trivslen blandt de nye studerende.
Nogle forbinder måske studiestart med rustur, sociale arrangementer og dertilhørende alkohol i lange baner, men sådan bliver det ikke i år for de studerende på Det Tekniske Fakultet for IT og Design ved Aalborg Universitet.
Mennesker er forskellige, og for nogle er festen ikke den rette vej ind i fællesskabet.
Louise Møller Haase, Prodekan ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet
I et forsøg på at skabe et tryggere og mere inkluderende miljø for de nye studerende, vil ryste-sammen aktiviteterne i år i højere grad tage udgangspunkt i faglige frem for sociale aktiviteter.
- Det er ikke et forsøg på at fjerne noget fra nogen, men det er et forsøg på at lave nogle aktiviteter, der inkluderer alle, lige meget hvilke præferencer, de har, siger Louise Møller Haase, der er prodekan ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Aalborg Universitet.
På datalogistudiet får de studerende for eksempel tilbud om at deltage i et arrangement, hvor de får tips til, hvordan de sætter deres computere op, så de har de rigtige indstillinger til programmering.
Vil rekruttere bredere
Ved Det Tekniske Fakultet for IT og Design arbejder mange af de studerende hver dag med at finde og udvikle løsninger indenfor IT, bæredygtighed, design og arkitektur, og deri findes en del af svaret på, hvorfor fakultetet vælger at lave om i konceptet vedrørende studiestart.
- For at opnå de bedste resultater, er det vigtigt, at dem der laver løsningerne er lige så forskellige, som dem der skal bruge løsningerne, siger Louise Møller Haase.
Det har derfor længe været et ønske fra fakultetets side at rekruttere bredere.
- Når vi vil rekruttere bredere, så skal vi også sørge for, at der er mere diversitet blandt dem, der kommer ind på uddannelserne, og derfor skal vi være klar til at gribe de drømme og forventninger de forskellige kommer med, og det er faktisk det, vi forsøger med her, siger hun.
En lang studiestart
I det nye koncept er studiestarten ikke blot en start, men et helt forløb, der strækker sig fra nogle uger, inden de studerende tjekker ind på deres nye studiested, og hen over de første to semestre.
- Vi skal have dem godt i gang med studielivet, sådan at det bliver meningsfuldt for dem, og de føler sig hjemme i det, siger Louise Møller Haase.
I løbet af det første studieår vil der være aktiviteter, workshops og andet, der understøtter fællesskabet og følelsen af at ”høre til” på studiestedet – alt sammen vigtige forudsætninger for et godt studieliv.