Fra forladt svømmehal til juleeventyr: 400 frivillige bakker op
Foto: Jeanett Cecilie Lange Jørgensen
Kort før åbning er der stadig mange løse ender.
Søndag er det nøjagtig seks uger siden, at Johnny Haugaard satte sine fødder i den gamle svømmehal i Aars første gang.
I de uger, der siden er gået, har han forvandlet en gammel forladt svømmehal til et juleeventyr. Eller det vil sige, at projektet fortsat er i gang.
Søndag klokken 12 åbner kunstner Johnny Haugaard dørene for publikum, men kort før åbning er der stadig mange løse ender. Idémanden er dog fortsat optimistisk.
Der er under to døgn til åbning. Er det realistisk at nå?
- Hvis du ikke tror på det her, skal du ikke gøre det. Man må aldrig sige aldrig. Aldrig, siger Johnny Haugaard.
Og Johnny Haugaard tror da også så meget på det, at udstillingen er hans liv i al den tid, den står på.
- Jeg sover jo også her. Jeg kommer ikke hjem i min seng. Jeg ligger og sover i udstillingen, siger kunstneren.
TV2 Nord besøgte svømmehallen sammen med Johnny Haugaard i start oktober. Her var det kun idéerne, der var skabt, for svømmehallen emmede endnu ikke af juleeventyr.
Og kunstneren er da også nået langt, men det kræver frivillige kræfter lige til sidste øjeblik.
Et af flere hængepartier
Et af de mange hængepartier fem minutter i lukketid er de tomme bassiner.
- Vi skal have vand i vores pools, og det tager to døgn. Vi skulle være have startet i går. Derfor vil jeg se, om man kan bruge Falck til sådan noget.
Hvad gør du så, hvis Falck ikke kommer?
- Så skal alle gæsterne have en spand med vand med ind, griner han.
Selvom hængepartierne er mange, er der meget, der er lykkedes. Omklædningsrummene i den gamle svømmehal er forvandlet til eventyrlige rum, der ikke ligner steder, der før har rummet våde svømmehalsgæster. Og hvor end du kigger hen, kræver det fantasi at tro, at der inde bag tusindvis af blade, flere hundrede kilo mos og et hav af blomster er en gammel svømmehal.
Frivillige kræfter
Sammen med 400 frivillige har han arbejdet fra morgen til aften. Og det er et projekt, der har skabt et helt særligt sammenhold blandt de frivillige.
- Nogle af de andre er blevet som familie, siger Marianne Pedersen, der har været frivillig på projektet.
- Det er svært snart ikke at skulle herop mere. Det er sørgeligt, at det snart slutter, siger Elinor Rasmussen der har været med siden starten.
Johnnys drøm har da heller ikke kunnet lade sig gøre uden de mange frivillige. Hver dag møder mellem 100 og 130 frivillige fra nær og fjern op.
- Hele byen bakker op. Og de tager så godt imod de frivillige, der kommer langvejs fra. De kommer fra Sverige, Sjælland - alle mulige steder i Danmark, siger kunstneren.
Hvad er det, du kan, der får 400 frivillige til at melde sig?
- Jeg tror på, at det drejer sig om at være gæstfri. Det drejer sig om at turde gå ud i noget og sige: 'Kom med mig. Det her er ikke farligt.'
Og den er der tilsyneladende mange, der hopper på.
- Man føler sig helt uundværlig heroppe. Man har næsten ikke tid til at være derhjemme, fordi 'ej, vi skal lige videre med det her. Vi skal lige have lavet den her væg og så videre', siger Elinor Rasmussen.
En tom kistebund
Det er ønsket om at skabe noget kreativt og anderledes, der driver Johnny Haugaard, for det er ikke noget, han gør for pengenes skyld.
- Projektet kommer til at koste mig 1,3 millioner kroner, siger han.
Og hvor mange billetter har I solgt indtil videre?
- Lige nu har vi solgt 1500 billetter, så det er nok til at dække noget oasis, siger kunstneren og griner.
Selvom der endnu ikke er solgt nok billetter til at få forretningen til at løbe rundt, er Johnny Haugaard meget fortrøstningsfuld.
- De første par uger plejer der at være stille, og så har det altid eskaleret til sidst. Jeg tror på, at skaber du noget godt, så får du god omtale, og så vil folk gerne komme, siger han.
Juleudstillingen i den gamle svømmehal i Aars er åben fra 17. november til 30. december. Og det betyder, at svømmehallen den næste måneds tid synger sit sidste vers. For efter udstillingen skal den gamle forladte svømmehal i Aars rives ned.