Udfordringen: Nu begynder forberedelserne for alvor til turen op ad Kilimanjaro
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Signe Nyholm Thomsen (i midten) vandt i marts TV2 Nords friluftskonkurrence Udfordringen. Præmien er en tur til Kilimanjaro med sin mor Susanne Nyholm Thomsen som ledsager og instruktør Jon Lindberg.
Vinderen af TV2 Nords "Udfordringen" Signe Nyholm Thomsen er sammen med chefinstruktøren og sin mor, gået i skarp træning, inden de om tre måneder skal vandre til toppen af Kilimanjaro.
- Jeg er så klar. Jeg kunne tage afsted i morgen.
Optimismen er på plads, her tre måneder før Signe Nyholm Thomsen skal vandre til toppen af Kilimanjaro sammen med sin mor. Signe vandt 7. marts i år turen, da hun i konkurrence med 13 andre vandt TV2 Nords friluftskonkurrence Udfordringen. Coronarestriktioner har dog gjort det umuligt at gennemføre turen før nu.
Præmien gav mulighed for at invitere en ledsager, og da var det nærliggende for Signe at vælge sin mor, Susanne Nyholm Thomsen.
- Hun er i god form, og hun har erfaring fra vandring i Nepal, hvor hun har været ved basecampen på Mount Everest, lyder det fra Signe.
Den tredje deltager på turen er Udfordringens chefinstruktør Jon Lindberg, og TV Nords Robert Bedsted vil med kamera følge anstrengelserne op ad det afrikanske bjerg, der med sine næsten seks kilometers højde er det største enkeltstående bjerg i verden.
Trekløveret gik forleden i gang med forberedelserne til turen med en vandretur i nærheden Tranum, og der er allerede nu gode udsigter for turen, lyder det fra Jon Lindberg.
- Signe er 100 procent gearet til at tage med på Kilimanjaro. Det bliver ikke noget problem for hende. Det har hun jo også vist i Udfordringen, hvor hun bare går igennem den ene øvelse efter den anden, siger han.
En krævende tur
Selve turen, som Signe, Susanne og Jon skal gennemføre på otte dage, er 60 kilometer lang. Den vil bringe dem til toppen af Kilimanjaro ad den såkaldte Lemosho-rute, der starter fra bjergets vestside.
Toppen hedder Uhuru Peak. Den ligger i 5.895 meters højde, og det er en ganske imponerende bedrift, at bestige bjerget. Selvom turen til toppen ikke er egentlig bjergbestigning, men mere teknisk krævende vandring, så er Kilimanjaro så højt, at næsten fire ud af ti må give op, før de når toppen.
På toppen er luften nemlig så tynd, at der kun er cirka 40 procent af den ilt, vi er vant til ved havoverfladen. Men ved at vælge otte dage på bjerget øges chancerne for at nå toppen betragteligt, fordi kroppen har god tid til at aklimatisere sig til de ekstreme højder.
Det er en uhyre vanskelig opgave rent teknisk, for vi kommer til at vandre i alle klimazoner fra regnskov til arktisk alpin ørken, og temperaturen varierer fra plus 25 grader til minus 25 grader. Det er der ikke meget tv-udstyr, der kan klare.
Robert Bedsted, vært på Udfordringen
Kulde bliver en udfordring
Deltagerne skal overnatte i telte, og det kan godt både blive en kold og en sveddryppende affære, lyder det fra vært på Udfordringen Robert Bedsted, der følger de tre på turen med kamera.
- Det er en uhyre vanskelig opgave rent teknisk, for vi kommer til at vandre i alle klimazoner fra regnskov til arktisk alpin ørken, og temperaturen varierer fra plus 25 grader til minus 25 grader. Det er der ikke meget tv-udstyr, der kan klare, siger han.
Kulden kan godt blive en udfordring for Signe, der erkender, hun er lidt af en frossenpind.
- Jeg gider ikke fryse. Det er træls, så jeg ved, det bliver en udfordring. Men jeg skal bare have mange lag tøj på, og når vi holder pauser, så skal jeg pakkes godt ind, siger hun.