Stadsarkitekt fritstilles efter skandalesager i Aalborg - sendes hjem med løn i et år
Foto: TV2 Nord
Peder Baltzer Nielsen fritstilles indtil 31. marts 2023. Der er tale om en gensidig fratrædelsesaftale.
I december blev stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen sendt hjem i forbindelse med skandalen om udbygningsaftaler i Aalborg Kommune. Nu har han indgået en fratrædelsesaftale.
Aalborgs stadsarkitet Peder Baltzer Nielsen fritstilles med øjeblikkelig virkning. Stadsarkitekten blev tilbage i december hjemsendt ovenpå skandalen om de såkaldte udbygningsaftaler i Aalborg Kommune.
Nu har Aalborg Kommune og Peder Baltzer Nielsen indgået en fratrædelsesaftale, der betyder, at den nu tidligere stadsarkitet ikke vender tilbage til jobbet.
Han fritstilles indtil 31. marts næste år - med fuld løn.
Det oplyser Jørgen Litske Petersen, direktør i by og land, Aalborg Kommune, som ikke vil kommentere sagen yderligere, da der er tale om en intern personalesag.
Hård kritik
Fratrædelsen sker i kølvandet på at et advokatfirma har slået fast, at kommunen - det vil sige Baltzers tidligere afdeling - i hele 30 byggesager har handlet særdeles kritisabelt.
Det er kommunens håndtering af byggesager, hvor flere bygherrer har følt sig tvunget til at acceptere aftaler og betale for projekter i millionklassen som en forudsætning for, at Aalborg Kommune ville behandle deres sager og gå videre med lokalplanen for deres projekter.
I alt 16 medarbejdere i kommunen har været interviewet af advokatfirmaet Horten i deres advokatundersøgelse af udbygningsaftalerne. Udover Peder Baltzer Nielsen blev også direktør i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Anders Fokdal, sendt hjem.
Økonomiudvalget i Aalborg Kommune afholder mandag formiddag klokken 9.00 møde, hvor et af punkterne er præsentation af en rapport om personalemæssige konsekvenser af de ulovlige udbygningsaftaler.