Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rådmand tager afstand fra, at politikere har travlt ved håndvasken

Hans Henrik Henriksen erkender fejl i sag om udbygningsaftaler, men mener, at politikerne selv har et stort medansvar for, at kulturen er endt i ulovligheder.

- Det der med, at man står og bruger håndvasken. Det synes jeg ikke om. Man har selv været med til at fremme en kultur i forhold til de her udbygningsaftaler.

Det siger rådmand Hans Henrik Henriksen i et længere interview med TV2 Nord. Han erkender fejl, og at kulturen har været forkert i sagen om udbygningsaftaler. 

En sag, der kulminerede i sidste uge med offentliggørelsen af en skandaløs, kritisk rapport fra advokatfirmaet Horten og hjemsendelse af to ledende medarbejder i Hans Henrik Henriksens forvaltning. Men politikerne har haft et stort medansvar for, at det er blevet, som det er blevet, og det ansvar bør politikerne stå ved, siger Hans Henrik Henriksen.

- Politikerne har altså også spillet en rolle i det her – dem, der sidder i By- og landskabsudvalget. De kan ikke sige sig fri for, at de har været med til at fremme en kultur omkring det her – inklusiv undertegnede, siger Hans Henrik Henriksen.

Jeg var lige så overrasket som alle andre over resultatet af den advokatundersøgelse.

Hans Henrik Henriksen

Holdt sig ikke tilbage

Han forklarer, at arbejdsgangen har været sådan, at kommunens nu hjemsendte stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen har haft ansvaret for at forhandle med bygherre, og at han løbende har forelagt sagerne for By- og landskabsudvalget. Det er sket tidligt i processen for at sikre indspark fra udvalget til lokalplaner.

- Politikerne har ikke holdt sig tilbage med ønsker om fortove, belysning, tunneller, broer og materialer. Det er bredt i hele udvalget, fastslår Hans Henrik Henriksen. 

Han har mere end svært ved at skjule en vis bitterhed og harme over, at da den uafhængige advokatredegørelse udmønter sig i massiv kritik af kommunens handlemåde, så var der ingen grænser for, hvor overraskede og bestyrtede politikerne var. Han mener, at flere burde stå ved det medansvar, som de efter hans mening har haft.

Vidste ikke noget

Rådmanden selv er nået frem til, at for mange ting ikke har været i orden, og han vedkender sig, at han selv står tilbage med en kritik, som på en række punkter er berettiget:

- Jeg var lige så overrasket som alle andre over resultatet af den advokatundersøgelse, som Horten har foretaget. Det må jeg sige. Det er ikke godt nok, siger han og uddyber. 

- Når jeg dykker ned i undersøgelsen, så kan jeg konstatere, at vi har bevæget os over grænsen i forhold til den kommunikation, der har været med developere omkring de her udbygningsaftaler, siger rådmanden, som siden 2014 har haft ansvaret på området.

På spørgsmålet om, hvorvidt han kan forstå, hvis nogen tænker, det lyder utroligt, at han ikke selv har haft mere kendskab til ulovlighederne, når han har været rådmand for området i næsten otte år, siger han:

- Det har været min opfattelse, at vi har ageret, som vi skulle. Jeg har ikke haft grund til andet. Jeg har ikke været bekendt med den måde, vi har kommunikeret på, siger Hans Henrik Henriksen og tilføjer, at hvis folk tror noget andet, så kan det skyldes, at folk ikke forstår den måde, som forvaltningen arbejder på.

Der skal rettes op

- Jeg har det politiske ansvar, men som rådmand er jeg jo ikke med i mødelokalet, når der bliver forhandlet med bygherrer og developere, siger Hans Henrik Henriksen, som dog ikke fralægger sig ansvar på den konto:

- Jeg tager Hortens advokatundersøgelse til efterretning. Jeg tager konklusionerne til efterretning – både i forhold til, at der skal være et administrationsgrundlag, medarbejderne skal klædes bedre på i forhold til, hvordan vi håndterer det her fremadrettet. 

- Og der skal laves bedre notater i forhold til telefonmøder og i forhold til referater af møder med udviklere og andre. Det tager jeg til efterretning. Der har vi ikke været gode nok, siger Hans Henrik Henriksen.

Hjemsendelse uundgåelig

Sagen om udbygningsaftaler førte sidste torsdag til, at stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen blev hjemsendt, mens sagen undersøgelse yderligere, og Hans Henrik Henriksen er kender, at det ikke kan være anderledes:

- I forhold til de konklusioner, der er, og det faktum, at stadsarkitekten har været ansvarlig for plan og udvikling, hvor de her har fundet sted, så er det et eller andet sted naturligt, at han bliver hjemsendt i det her. Det tager jeg til efterretning, og det var det ønske, der var politisk, siger Hans Henrik Henriksen, som til gengæld ikke er enig i, at direktøren i By- og landskabsforvaltningen, Anders Fokdal, er levet hjemsendt.

- Der er ikke belæg for at klandre Anders Fokdal for på noget tidspunkt at have haft en viden omkring det her. Derfor havde jeg gerne set, at Anders havde fået lov til at fortsætte i sit job, siger Hans Henrik Henriksen.

Mistillidsramt, men stolt rådmand

I interviewe med TV2 Nord varmer Hans Henrik Henriksen sig ved, at der trods alt har været opbakning fra visse sider til ham og forvaltningen. Men samtidig må han erkende, at den nødvendige brede opbakning forduftede i samme øjeblik, den uafhængige advokatundersøgelse blev lagt frem:

- Der har været opbakning fra dele af min egen byrådsgruppe og fra andre dele af det politiske spektrum, men den brede politiske opbakning har ikke været der i det her. Man har jo stillet en mistillid til mig og mine ledende medarbejdere, erkender Hans Henrik Henriksen, som trods det nu forlader rådmandsposten og politik med stolthed.

Forlader politik med stolthed

Hans Henrik Henriksen mener, at hans 16 år i politik og otte år som rådmand har ført til politiske resultater og har gjort en forskel. Det kan den aktuelle sag ikke lave om på – selv om han gerne havde været den foruden.

- Jeg er stolt af de resultater, jeg har været med til at skabe sammen med medarbejdere og gode politiske kollegaer i de 16 år, jeg har været med i politik. Jeg har leveret nogle resultater. Jeg har leveret det, jeg er bestilt til. Så når jeg går i seng i aften, så sover jeg trygt, og når jeg står op i morgen, så ser jeg mig glad og tilfreds i spejlet. Jeg går ud af det her med sindsro, siger Hans Henrik Henriksen.

Rådmanden er efter en kort sygemelding tilbage i forvaltningen på Stigsborg Brygge, hvor han vil være indtil tirsdag før jul. Han har bedst med, at han på den måde kan få sat et sidste punktum og få taget ordentlig afsked med medarbejderne, som han føler har betalt en uretfærdig og meget høj pris for de seneste måneders uro om udbygningsaftalerne.


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen.

Amerikanere inviterede til thanksgiving med ét særligt formål

Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Keren Christensen var en af dem, der afholdte thanksgiving.

To amerikanere, der er bosat i Thisted, inviterede lørdag til thanksgiving med et særligt formål.

USA er meget mere end det, man ser i nyhederne. 

Sådan lyder det fra to amerikanske thyboer, der lørdag inviterede folk fra nær og fjern til thanksgiving. De ville vise, at amerikanere også går op i fællesskab og hygge. 

- Man vil blive overrasket over, at der er mange flere tolerante mennesker i USA end det man ser baseret på valget, siger Amora Feray, der er amerikaner bosat i Thisted.

Thanksgiving er en dag, der hovedsaglig markeres i Nordamerika, og dagen er blandt andet kendetegnet ved de store mængder mad, der indtages.

Alle gæsterne var inviteret med i køkkenet, og blandt kalkuner i ovnen og mad, der skulle steges, fik gæsterne en smag på, hvad det at være amerikaner også kan være.

- Det handler om at acceptere hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelig, siger Keren Christensen, der også er amerikaner i Thisted. 

Stor fokus på præsidentvalget 

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at USA i sidste uge valgte Donald Trump til præsident i den næste præsidentperiode. 

De to amerikanere har fået mange spørgsmål omkring det og følte, at de gerne ville vise, at USA er mere end det. 

- Jeg håber ikke, at folk tror, at Trump er hele USA, siger Amora Feray, mens Keren Christen stemmer i: 

- Man ser også de negative ting i nyhederne, og USA har mere at byde på, siger hun. 

Thanksgiving falder i år 28. november.


Indsamling til trængte nordjyske børn: - Vi mærker en stigning

Der er flere årsager til, at Gestus Nord oplever flere henvendelser fra nordjyske familier.

Se med onsdag 20. november, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow fra klokken 19.45 på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.

Hvert år samler organisationen Gestus Nord ind til trængte børnefamilier, som har brug for en hjælpende hånd i hverdagen.

Hjælpen består af alt lige fra økonomiske bidrag til højtider, mentorordninger og aktiviteter og ture ud af huset. Og ifølge projektchefen i Gestus Nord er der mange nordjyske familier, der har brug for hjælp.

- Der er flere og flere henvendelser fra år til år. Vi mærker en stigning i henvendelser, siger Jette Nørsøller.

- Og det er der flere grunde til. Vi har haft inflation, og vi har haft andre kriser, der gør, at nogle familier har haft det svært, siger hun.

I de seneste år er kendskabet til Gestus Nord også blevet større i Nordjylland. Og samtidig er organisationen i kontakt med de nordjyske kommuner.

- Vi er i kontakt med kommunernes medarbejdere i børne- og familieafdelingen og oplyser dem om, hvem vi er, og hvad vi kan gøre ude hos de familier, der har mindst. Så ved at flere er blevet opmærksomme på os, har vi også fået flere henvendelser.

Økonomi og mistrivsel

Omkring 6000 børn i Nordjylland lever i relativ fattigdom, og siden Gestus Nord så dagens lys i 2013, er omkring 5000 familier blevet hjulpet.

- Den ene årsag er, at der er familier, der virkelig bøvler i hverdagen, fordi økonomien ikke slår til. Den anden årsag er børn, der ikke har så mange venner og føler sig ensomme og mistrives. Og de vil rigtig gerne bare have nye venner og fællesskaber, så de kan få nye oplevelser, siger Jette Nørsøller.

Lige nu er omkring 1000 børn tilknyttet. De fleste børn får kortvarig hjælp i form af bidrag til indkøb af tøj, cykler og jule- eller konfirmationshjælp. Og så er der turene ud af huset - eksempelvis sommerlejrene.

- Det fylder rigtig meget hos os, og det er det, vi gerne vil gøre noget mere af. Vi kan se, at børn der mistrives kommer og opdager, at de kan få nye venner her.

- Så vi mærker bare en god stemning, og børnene er glade. Vi har næsten ingen konflikter, når vi holder vores arrangementer, fordi der sker noget magisk, når børnene samles, siger Jette Nørsøller.

Om Gestus Nord

Velgørenhedsorganisationen Gestus Nord arbejder for at styrke børn og unges hverdag og fremtid i Nordjylland.

Deres målgruppe er nordjyske børn og unge, der er oplever udfordringer i hverdagen. Det kan være udfordringer, der bunder i økonomiske forhold, skelsættende begivenheder eller mistrivsel.

Foreningen hjælper blandt andet børnene gennem mentorordninger, økonomisk akuthjælp og camps.

75 frivillige arbejder i Gestus Nord, og foreningen modtager økonomisk støtte af erhvervspartnere.


Voldelig, polsk hooligan er løsladt forud for ishockey-brag

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Katowice-tilhængere kort før kampen mod Aalborg Pirates.

Aalborg Pirates har i denne weekend været arrangør af semifinalekampen i Continental Cup, som er en turneringen for de næstbedste ishockeyklubber i Europa.

Om lidt starter ishockeybraget mellem Aalborg Pirates og polske Katowice i Sparekassen Danmark Isarena.

Inden kampen starter har Nordjyllands Politi meldt ud, at de holder ekstra øje med den.

I nat blev en polsk hooligan nemlig anholdt i Jomfru Ane Gade på grund af en voldsepisode, der dog ikke var rettet mod en anden ishockeyfan.

Den polske hooligan er dog blevet løsladt igen, oplyser Nordjyllands Politi søndag eftermiddag.

- Vi holder øje med kampen, og vi er i kontakt med de ansvarlige derude for at få et stemningsindtryk, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.

Sådan så det ud, da de 3-400 polske fans, der er rejst med Katowice til Aalborg, mødte op i Sparekassen Danmark Isarena.

Pirates ligger lunt i svinget

Fire hold har deltaget i Continental Cup; Corona Brasov fra Rumænien, Grenoble fra Frankrig, GSK Katowice fra Polen og så Aalborg Pirates. De to bedste hold går videre til Super Continental-finalen i Berlin til januar måned.

Forud for turneringen var der solgt 10.000 billetter. Alene fra Polen kom der mellem 3-400 fans - lidt færre fra de to andre udenlandske klubber.

Og selvom der har været “huller i isen“ både på og uden for isen i Aalborg Pirates på det seneste.

Spillerne viste enorm styrke og flot ishockey foran et begejstret publikum i Sparekassen Danmark Arena allerede fredag aften, da Pirates tørnede ud mod franske Grenoble. Den kamp endte 5-3.

Den flotte præstation blev fulgt op med endnu en sejr lørdag, hvor kaptajnen Julian Jakobsen med et mål 46 sekunder før tid sikrede Aalborg deres anden sejr i turneringen 2-1 over Brasov fra Rumænien.

Nu skal piraterne 'kun' bruge et point i den sidste kamp mod det polske hold fra Katowice for at gå videre til Superfinalen. 


Fortuna Hjørring alene i spidsen efter hjemmebanetriumf

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Arkivfoto.

Hjørringenserne vandt søndag eftermiddag 2-1 på hjemmebane.

Fortuna Hjørring havde søndag eftermiddag muligheden for at få førstepladsen for sig selv i Gjensidige Kvindeligaen.

De skulle forsøge at udnytte at toprivalerne fra FC Nordsjælland led et overraskende nederlag lørdag, og chanchen for at komme alene i front tog hjørringenserne imod.

Søndag eftermiddag slog hjørringenserne HB Køge med 2-1 på hjemmebane, og derfor fører Fortuna Hjørring nu Gjensidige Kvindeligaen med 33 point for 13 kampe. FC Nordsjælland følger trop på andenpladsen med 30 point.

Afgørelse faldt i første halvleg

I søndagens opgør kom nordjyderne bedst fra start, og det var især takket være en målfarlig hviderusser. 20-årige Anastasia Pobegaylo nettede første gang efter 20 minutter på oplæg fra Joy Omewa, og et kvarter efter blev føringen fordoblet.

Angriberen Anastasia Pobegaylo var igen på pletten og scorede sit niende sæsonmål, som samtidig sender hende op på ligaens andenplads på topscorerlisten.

Langt hen ad vejen så det ud til at blive en komfortabel sejr, men i de døende minutter kom spændingen tilbage i kampen. I kampens overtid reducerede HB Køge til 1-2, men det kom for sent i kampen.

Kort tid efter lød slutfløjtet, og Fortuna Hjørring kunne juble over de tre point, som sender dem alene i front i tabellen.

Nordjyderne mangler en enkelt kamp inden vinterpausen. På lørdag går turen til Odense, hvor midterholdet OB venter i 14. spillerunde.