Vingegaard forholder sig til spørgsmål om matchfixing
Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix
Den danske stjerne har ikke lyst til at forråde sin holdkammerat.
Jumbo-Vismas kørsel under Vuelta a España har været heftigt debatteret.
Sepp Kuss, der normalt er hjælperytter, tog føringen i løbet via et udbrud på 6. etape, og han har været i førertrøjen siden.
Stille og roligt er Jonas Vingegaard og Primoz Roglic kravlet tættere på. På 17. etape satte de Kuss fra hjul, men dagen efter agerede de begge hjælperyttere.
Vingegaard sagde direkte, at han ville have amerikaneren til at vinde. Det har delt vandene, at danskeren ikke går 100 procent efter sejren. Den del blev den forsvarende Tour-vinder foreholdt inden starten på 19. etape.
Interviewet er skrevet ud ord for ord.
Hvis du skal prøve at forklare de folk, der nu brokker sig over den her beslutning og synes, det er lidt en form for matchfixing, fordi de har troet, at du ville vinde … Hvad ville du så sige til dem?
- Jamen, jeg vil egentlig bare spørge dem, om de synes, jeg skal stikke min egen holdkammerat i ryggen? For det synes jeg ikke, jeg skal.
Tror du, det er, fordi folk ikke forstår, det er en holdsport?
- Ja, altså det er jo en holdsport, og Sepp har hjulpet mig så mange gange, så hvorfor skal jeg stikke ham i ryggen? Det er ikke sådan, jeg er som person.
- Det har jeg ikke lyst til, og indtil i går (torsdag, red.) er jeg blevet sat i en lidt svær situation, hvor jeg måske følte, at jeg var imellem to stole.
Prøv at uddybe det.
- Vi havde aftalt, at vi kørte om det, og der er det jo klart, at hvis de to andre (Primoz Roglic og Sepp Kuss, red.) duellerer om det, så vil jeg også være med. Men hvis vi havde aftalt, at vi ikke gjorde det, som jeg gerne havde set ske til at starte med ...
- Jeg havde gerne set, at vi efter hviledagen ikke havde kæmpet mere om det og bare havde kørt defensivt. Men vi besluttede, at vi skulle køre om det, og på den måde blev jeg også sat i en lidt svær situation, synes jeg.
Var det for sent, den beslutning blevet taget?
- Altså jeg havde gerne set, at den var blevet taget før. Det ender jo med at Sepp stadig vinder – forhåbentligt.
Sepp Kuss fører løbet med 17 sekunder til Jonas Vingegaard på andenpladsen. Du kan følge resten af løbet på TV 2 Sport og TV 2 Play.