Vingegaard-artikler fjernet efter komisk misforståelse
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Flere medier faldt i fælden efter offentliggørelsen af et billede med en person, der kunne minde om en dobbeltgænger.
Jonas Vingegaard har lagt navn til mange ting i medierne igennem de sidste år.
Men dén her var alligevel ny.
Mandag eftermiddag var der nemlig flere medier, der udgav en artikel med nyheden om, at danskeren havde været på besøg på en belgisk restaurant.
Det hele startede med, at ejeren af det belgiske brasserie 'Den Artist', Jöel Gemeiner, søndag eftermiddag delte et billede på sin Facebook-profil af en person, der ved første øjekast godt kunne minde lidt om Jonas Vingegaaard.
- Når en dobbelt Tour de France-vinder siger til dig: "Din julesalat i ovnen smager godt". Tak, Jonas Vingegaard, skriver Gemeiner i sit opslag.
Om ejeren af det belgiske brasserie har delt billedet i sjov, eller om han rent faktisk har troet, at det var Jonas Vingegaard, han havde besøg af, skal være usagt.
Tirsdag morgen er opslaget dog blevet slettet igen, men inden det nåede flere belgiske medier og et enkelt hollandsk medie mandag at bringe billedet i den tro, at Vingegaard havde lagt vejen forbi restauranten i Belgien.
Artikler pludselig væk igen
Det store belgiske medie HLN udgav mandag klokken 14.31 en artikel med overskriften "Din julesalat i ovnen er god: Den dobbelte Tour-vinder Jonas Vingegaard sætter sig til rette ved et bord på et brasserie i Antwerp"
Inden udgivelsen hos HLN havde også det belgiske medie Gazet van Antwerpen været på pletten.
Mediet udgav deres artikel klokken 13.01, men har siden fjernet indholdet på den side, som der henvises til.
På det sociale medie X kan man stadig se, at indholdet har været delt.
Tweevoudig Tourwinnaar Jonas Vingegaard tafelt in Antwerpse brasserie Den Artist: “Your witloof in den oven is top” https://t.co/lNZCFJMp4x pic.twitter.com/Zmi1wJLrVW
— Gazet van Antwerpen (@gva) November 27, 2023
Derudover har også det hollandske medie PZC delt billedet med ”Vingegaard” og restauratøren. Også her er det blevet fjernet igen.
Så kan Tour-vinderen da også krydse dén af listen.
Jonas Vingegaards hold har desuden skiftet navn fra den kommende sæson. Det kan du læse meget mere om her.