Trods smådryp: Bedst chance for sol i Nordjylland
Foto: Stinne Svendsen / Privatfoto
Der er en solrig dag i vente
Der er mulighed for enkelte smådryb i løbet af dagen.
Vinterferien er slut for de sidste, og det er tid til at vende tilbage til job eller i skole.
Hvis det foregår på cykel, er betingelserne helt optimale mandag morgen. Der er nemlig stort set ikke en vind, der rører sig.
Til gengæld kan der være pletvis rimglatte veje. Risikoen er størst i de sydlige egne.
Mulighed for lidt sol
Generelt er der udsigt til en mandag med en del skyer på himlen, men stedvis er der mulighed for lidt solskin.
Først på dagen er chancerne bedst i den centrale del af Jylland og på Bornholm.
I eftermiddagstimerne står den også på overvejende skyet vejr i hele landet. Hvis man vil lede efter solen, er der bedst mulighed for at finde den i det nordlige Jylland.
På trods af de mange skyer holder det dagen igennem mest tørt. Enkelte smådryp kan dog forekomme.
Temperaturen topper med 4 til 6 grader, når det bliver varmest, mens vinden er svag fra nordlig retning.
Det rolige vejr fortsætter i aftentimerne, hvor der er udsigt til en opklaring flere steder.
De svage vindforhold giver risiko for let frost den kommende nat.