Kassettebåndet lå gemt i årtier i en kasse i Thy.

Det er et Sony med plads til 45 minutter på hver side, og på B-siden har nogen skrevet med kuglepen på det gulnede klistermærke.

- Sofie, sep. 77, står der.

Båndet tilhører Sofie Randel.

Hun er 49 år gammel, og det er hendes lyse barnestemme, der høres synge og snakke på båndoptagelserne.

Men der er et problem.

Voksne Sofie ved ikke, hvad lille Sofie synger og snakker om på båndet, for hun kan ikke længere forstå det sprog, som hun selv talte i 1977.

Dengang var Sofie lige ankommet til Danmark fra Sydkorea.

Faktisk vidste den lille pige på båndoptagelserne ikke engang, at hun nu hed Sofie, og de eneste ord, hun kunne på dansk, det var ét, to, tre.

Fra Mi til Sofie

I hele hendes treårige liv havde den lille pige heddet Mi Jin Kang, men i sensommeren 1977 var hun havnet hos en familie i Thy sammen med sin etårige lillebror, Myung Koo Kang.

Og nu kom de to adoptivbørn til at hedde Sofie og Nikolaj Dausell.

Det var der sådan set ikke noget ualmindeligt i.

For i årene fra 1969 frem til 2014 kom omkring 9000 sydkoreanske adoptivbørn til Danmark.

Adoptionsbureauer i Danmark og Sydkorea samarbejdede om at skaffe børn til danske familier, og selvom der blev sendt penge den ene vej og børn den anden, har bureauerne altid holdt fast i, at de ikke tjente på affæren.

De nuttede børn

Imens måtte håbefulde vordende adoptivforældre træffe en af deres livs vigtigste beslutninger ud fra et fotografi og et ark papir med en kort beskrivelse af det barn, som de fik tilbudt.

- Mi Jin Kang er en meget nuttet, sød lille pige med et sundt udseende. Hendes fysiske vækst er alderssvarende. Hun har næsten samme hudfarve som sin lillebror med mørkt hår og mørke mandelfarvede øjne, står der i Sofie Randels adoptionspapirer.

Her kan man også læse, at hun er social, aktiv og glad.

- Hun udtrykker sig temmelig godt verbalt for sin alder, står der desuden.

Det bekræfter båndoptagelsen, som du får en oversættelse af lige om lidt.

Sofies lillebror, Myung Koo Kang, beskrives som en ”meget sød, elskelig og sund baby”.

- Ifølge journalerne fra Namkwang-børnehjemmet har han været meget sund, lige siden han blev placeret der, står der i hans papirer.

Forældreløs

I Nikolajs adoptionspapirer er der også en forklaring på, hvordan de to børn havnede på Namkwang-børnehjemmet i den sydkoreanske by Pusan.

- Journalerne fra hjemmet siger, at de blev placeret der 22. juni 1977 som hittebørn. Deres navne og fødselsdatoer er kendt ud fra sedler på deres tøj. Der stod, at de var søskende. Der er ingen informationer om forældrene, står der.

Sofie Randels adoptivforældre i Thy fik desuden nogle få ekstra oplysninger om, hvordan deres to børn var havnet på børnehjemmet.

Det var angiveligt nogle nonner, som fandt de to søskende forladt på gaden i Pusan.

- Det, vi har fået fortalt, er, at Nikolaj var bundet på min ryg. Jeg var tre år, Nikolaj var et halvt år. Vi har fået at vide, at vores navne og fødselsdatoer var på vores tøj, siger Sofie Randel til TV 2s dokumentarserie 'Hemmeligheden i Skyggearkivet'.

Programmerne ser nærmere på, om de oplysninger, som adoptivbørnene har fået om deres egen tidlige barndom, overhovedet passer.

Løgnene

I det seneste år har historier om adoptioner fra Sydkorea nemlig fyldt en del i mediebilledet.

Flere adopterede beskylder myndighederne i Sydkorea for at have snydt med deres papirer og bortadopteret dem til Vesten med en løgn i bagagen.

Det var dengang kun lovligt at bortadoptere børn ud af Sydkorea, hvis de var forældreløse.

Hvis man kigger på tallene, var der imidlertid utroligt mange forældreløse børn i Sydkorea dengang.

Fra 1976 til 2012 blev der bortadopteret 105.000 hittebørn fra Sydkorea til Vesten, og hvis samtlige børn virkelig var forældreløse, blev der altså fundet otte forældreløse børn på gaden i Sydkorea hver eneste dag i 36 år.

Tvivlen

I Danmark løste de mange sydkoreanske hittebørn et problem.

Samtidig fik danskerne fortalt en historie om, at Sydkorea var et meget fattigt land, og at forældrene derfor gjorde en god gerning ved at tage imod de mange hittebørn.

Børn, som ifølge de danske adoptionsbureauer var blevet efterladt på gaden i Sydkorea, ofte med en lap papir på deres tøj, hvor man kunne læse deres navn og fødselsdato.

Og som så mange andre adoptivbørn fra Korea, har Sofie og Nikolaj hele deres liv troet, at de var hittebørn.

Men en dag i december 2022 sad Nikolaj og så TV 2 News.

Han hørte, at de historier, som mange koreanske adoptivbørn bogstaveligt talt havde fået med i bagagen til Danmark, måske var forkerte.

Var Sofie overhovedet hans biologiske søster?

- Jeg tænker, at det virker lidt falskt, at jeg blev fundet på ryggen af min søster. Det lyder som om, at de bare havde brug for at finde en historie, der skulle lyde godt, siger Nikolaj og tilføjer:

- Måske har de bare taget en dreng og en pige og sagt, at de er søskende.

Båndet i kassen

Nikolaj ringede til Sofie, og de to besluttede at henvende sig til TV 2 for at få hjælp til at undersøge sagen.

Og det var under et af de første møder med TV 2, at Sofie kom i tanker om det gamle kassettebånd.

- Jeg fik det af min far, da jeg blev 18 år, og det blev optaget lige efter, at vi kom til Danmark, hvor jeg talte koreansk og sang koreansk. Det har jeg så gemt, men jeg har aldrig hørt det, siger Sofie.

At den lille pige på kassettebåndet viderebragte meget vigtige oplysninger, anede hverken voksne Sofie eller hendes forældre noget om.

Kollektivet i Thy

Dengang i 1977, hvor båndet blev optaget, var livet i Danmark stadig meget nyt for de to små børn.

Deres danske adoptivforældre havde glædet sig til familieforøgelsen og hentede de to nyankomne i Københavns Lufthavn, hvorefter de kørte dem til Thy.

Afstanden mellem Thy og Pusan var enorm på mere end én måde.

- Vi blev adopteret ind i det store hippieshow i Thy. Vi kom til at bo i kollektiv og holdt sommerferie i Frøstruplejren, siger Sofie.

Hun fortæller, at forældrene havde meget fokus på deres adoptivbørn, og at de byggede familien op omkring dem.

Pigen, der rystede

Og det var her, kort efter ankomsten, at en af forældrene trykkede "play" og "record" ned samtidig på en gammeldags båndoptager for at gemme Sofies ord til eftertiden.

På optagelsen kan man høre en pige pludre, snakke og synge i næsten 20 minutter.

Det hele er på koreansk, og TV 2 bad to tolke om at oversætte den lille piges ord.

I de første par minutter snakker hun til en baby, der formentlig er Nikolaj, og som hun rigtig gerne vil have til at spise noget.

Så tæller hun til tre på dansk, synger en lille sang og snakker om sine strømper.

Og så siger hun noget, som overrasker voksne Sofie:

- Jeg tog bussen, og jeg tog fly. Sådan var det. For lidt siden kom der en dame, som tog mig med. Jeg rystede. Jeg er ikke kommet fra USA. Jeg rystede.

Den lille pige fortsætter med at fortælle:

- Jeg tog med bil, og jeg tog med en anden bil. Der var min søster, min mor og min bedstemor, siger hun og sætter ord på, hvor de kørte hen.

- Der var en dame. Der var også babyer, lyder det fra treårige Sofie på optagelsen.

Og så siger lille Sofie nogle ord på koreansk, som tolkene ikke kan forstå.

Spørgsmålene

Efter at have hørt oversættelsen af treårige Sofies ord, siger voksne Sofie:

- Årh, det her åbner mange spørgsmål.

Hvis den lille pige på optagelsen taler sandt, kunne det altså godt lyde som om, at Sofie blev afleveret på et børnehjem af sin mor og bedstemor.

Det kunne også lyde som om oplevelsen gjorde så stort indtryk på den lille pige, at hun rystede bagefter.

Hun nævner ikke noget om, at hendes lillebror var med i bilen, så måske er Sofie og Nikolaj slet ikke biologiske søskende.

Men måske har hun en storesøster.

- Jeg har altid følt, at jeg har haft en storesøster. Der er sådan en drøm, jeg har haft flere gange. Det var inde i sådan et rundt hus, og vi sov på jorden. Jeg ser kun mig og min storesøster. Hun havde langt mørkt hår. Glat hår. Hun var glad. Jeg husker det som noget positivt, siger Sofie.

Lever hun mon stadig et sted?

Og hvorfor står der i de to søskendes papirer, at de er forældreløse, når lille Sofie i 1977 fortalte, at hun var blevet afleveret på et børnehjem?

Hemmelige dokumenter

Et muligt svar på det spørgsmål findes i 6000 siders dokumenter, breve og regnskaber fra adoptionsbureauerne, som TV 2 har fået unik adgang til.

Her kan vi se, at de sydkoreanske adoptionsbureauer ofte løj børnene forældreløse.

Dermed kunne de adopteres ud af landet, og hvert barn som blev sendt til Danmark, indbragte penge til adoptionsbureauerne og den sydkoreanske stat.

Her kan du for eksempel se et dokument fra et af de danske bureauer, som indeholder en opgørelse over, hvor meget koreanerne tjente på hvert adoptivbarn i 1993 og 1994.

Vi kan også se i papirerne, at adoptionsbureauerne var meget forsigtige med at sige noget højt om, hvad der egentlig foregik.

De taler i koder i deres breve og vil ikke tale om aftalerne i telefonen. I stedet mødes de fysisk, når de skal aftale pris på børnene.

Den gamle historie

Bureauerne i Danmark vidste også godt, at børnene blev løjet forældreløse.

- Dette er en meget gammel historie. De biologiske forældres navne kan ikke sættes på adoptionsdokumenterne på grund af unikke årsager, der er svære at beskrive på skrift, står der blandt andet i kommunikation mellem adoptionsbureauer i Danmark og Sydkorea fra 1982.

I Sydkorea blev dokumenter med navne på børnenes biologiske forældre dog ofte gemt og opbevaret i hemmelige skyggearkiver.

Men papirerne tilhører som oftest adoptionsbureauerne, og de vil ikke udlevere dem.

Og derfor er det svært for de adopterede at finde frem til sandheden om deres tidlige barndom og biologiske familieforhold.

Men Sofie og Nikolaj forsøgte alligevel.

En ny forklaring

Efter at have hørt båndoptagelsen fik de to foretaget en dna-test, som slog fast, at de rent faktisk er biologiske søskende.

Og så sendte Nikolaj et brev til adoptionsbureauet KSS i Sydkorea for at høre, om han og Sofie rent faktisk er forældreløse.

Svaret kom 20. januar 2023 efter flere ugers venten.

Hverken han eller Sofie blev fundet på gaden.

- Ifølge dokumenter fra børnehjemmet var dine biologiske forældre gift og havde fem børn. Din biologiske far kunne ikke arbejde hårdt, fordi han havde skadet ryggen på sit job, og den økonomiske situation var ikke gunstig nok til at underholde samtlige familiemedlemmer, så det blev besluttet at bortadoptere dig, står der i brevet fra KSS.

I første omgang lovede adoptionsbureauet, at de ville prøve at finde Sofie og Nikolajs familie, men kort efter kom der en mail med en nedslående besked.

Deres forældre er døde, og derfor kan KSS ikke oplyse mere om dem.

Destination Sydkorea

Ifølge mailen var Nikolaj og Sofies søskende muligvis i live, men bureauet kunne heller ikke fortælle mere om dem.

- Har vi overhovedet nogle søskende, eller er det også bare en historie, de har fortalt os, sagde Nikolaj, da han hørte nyheden.

Han aftalte med Sofie, at de to selv skulle tage til Sydkorea for at lede efter deres familie.

Nikolaj ønskede ikke at bruge flere måneder af sit liv med at vente på den langsommelige kommunikation fra adoptionsbureauet KSS i Sydkorea.

Han lider nemlig af en kræft i hjernen og ved ikke hvor længe, han vil være rask nok til at møde eventuelle levende familiemedlemmer i Sydkorea.

Derfor begav Nikolaj og Sofie sig til Seoul for selv at finde svar i foråret 2023.

Inden de tog afsted, skrev adoptionsbureauet KSS til Nikolaj, at de var villige til at åbne søskendeparrets sag, fordi han var alvorligt syg af kræft.

Så da søskendeparret satte sig ind i flyveren mod Sydkorea, var de fulde af forhåbninger.

Falske forhåbninger.

For jagten på deres familie skulle vise sig at blive meget, meget vanskelig.

Lukkethed og løgne

Besøget illustrerer, hvor svært det kan være for adoptivbørn fra Sydkorea at finde deres slægtninge.

Også selvom slægtningene gerne vil findes.

Sofie og Nikolaj opsøgte det koreanske adoptionsbureau KSS, den offentlige myndighed NCRC, som varetager børns rettigheder i Sydkorea, et sydkoreansk parlamentsmedlem og det børnehjem, som de boede på som små.

Men uden at nogen kunne eller ville hjælpe dem med at finde deres familie.

Selvom det lykkedes de to søskende at finde deres biologiske forældres id-numre i et arkiv, kunne de ikke engang få lov til at foretage et opslag i det Sydkoreanske id-register, fordi de ikke er sydkoreanske statsborgere.

På Namkwang-børnehjemmet, hvor Sofie og Nikolaj havde boet, inden de blev sendt til Danmark, opdagede de endnu en løgn.

Nikolaj havde ikke været en sund og rask baby, som det ellers fremgik af adoptionspapirerne.

Han havde været syg det meste af tiden og ligget på sygeafdelingen uden sin søster.

Miraklet på politistationen

Som allersidste mulighed gik Sofie og Nikolaj ind på en politistation i Seoul.

Denne gang ville de melde sig savnede i et sidste desperat forsøg på at finde nogle slægtninge.

Og da en af betjentene søgte på Sofies oprindelige koreanske navn i registeret, var der et match.

Ved en fejl var hun ikke blevet slettet som sydkoreansk statsborger i 1977.

En fejl, der pludselig gjorde det umulige muligt.

For at få styr på sagen var betjentene nemlig nødt til at kontakte en af Sofie og Nikolajs formodede søskende for at sikre sig, at de var i familie.

En mulig storebror.

Det var en mand, som savnede sine to yngre søskende, efter at de var blevet bortadopteret i 1977.

Da hans mor døde i 2008, havde han gjort et fund blandt moderens ejendele, der var lige så bemærkelsesværdigt, som det kassettebånd Sofie fik af sin danske far.

Billederne fra Danmark

Han havde fundet et fotoalbum med billeder af sine to bortadopterede søskende.

Billeder som Sofie og Nikolaj havde set før.

De var taget i Danmark og på en eller anden måde havnet i et fotoalbum hos Sofie og Nikolajs biologiske forældre i Sydkorea.

I de hemmelige adoptionsdokumenter, som TV 2 er kommet i besiddelse af, kan vi se, at alle adoptivforældre blev bedt om at sende tre billeder af børnene til det danske adoptionsbureau.

Vi kan også se, at det danske bureau AC Adoption, som håndterede Nikolaj og Sofies adoptionssager, havde en aftale om, at de skulle sende billederne videre til Sydkorea.

Hvorfor sendte AC Adoption billederne videre, hvis man troede de to søskende var hittebørn?

Det har TV 2 forsøgt at finde ud af, men det er ikke lykkedes at få et svar fra de medarbejdere, der havde ansvaret dengang.

Et traume i familien

Kort efter bekræftelsen af, at manden med fotoalbummet virkelig var deres bror, blev Sofie og Nikolaj genforenet med deres to ældre brødre og deres storesøster.

Og det viser sig, at adoptionssagen stadig er en tung byrde for familien i Sydkorea.

Sofie og Nikolajs storebror Hui Gu Kang husker tydeligt den dag, at de pludselig var væk.

- Jeg kom hjem, efter at jeg havde været ude at lege, og så var mine søskende væk, og jeg blev helt forskrækket, siger Hui Gu Kang.

- Jeg sagde til mig selv: Hvorfor er de der ikke? Og så kunne jeg se på min mor og far, at de så mærkelige ud i ansigterne. Jeg blev bange, så jeg kunne ikke spørge dem, fortæller han.

Forældrene havde givet deres to yngste børn væk, fordi familien levede i fattigdom, og de fortalte det først til de tilbageblivende søskende noget tid efter.

- I var altid i vores hjerter. Vi har altid forsøgt at finde jer, siger Hui Gu Kang til Sofie og Nikolaj.

Hjem til søster

Oplevelsen var så traumatiserende for deres ældste storebror, Hyong Gu Kang, at den forandrede hans liv.

- Efter at de blev adopteret væk, besluttede jeg, at jeg ikke ville giftes. Jeg ville ikke have, at sådan noget skulle ske for mine børn, siger han og tilføjer, at han har ledt efter sine søskende hele sit liv.

- Nu, hvor jeg har mødt dem, er alle stenene i mit hjerte og krop faldet bort. Jeg er så lykkelig, siger han.

Så det var sandt, hvad den treårige pige sang på kassettebåndet i 1977.

Og de ord på båndet, som tolkene i Danmark ikke kunne oversætte?

Dem kender familien.

- Jeg vil hjem til min søster, siger lille Sofie på koreansk.

47 år senere svarer Sofies søster:

- Jeg savnede sådan at se dig. Det er ok nu.