Historiske forbrydelser: Hvorfor skulle den polske sexarbejder dø?
Foto: Candofilm
Historiske forbrydelser er tilbage, og første afsnit handler om bordelbranden i Vejgaard, der kostede to mennesker livet.
Det er tirsdag 10. januar 2017. Klokken er 21.05, da indsatsleder Søren Korsgaard får en melding om en bygningsbrand.
Han sætter straks kursen mod Heimdalsgade i Vejgaard, og på vejen kommer der endnu en melding om, at huset er overtændt.
Det vækker hans opmærksomhed. Godt nok er det ikke unormalt, at et brændende hus er overtændt, men det er alligevel gået utroligt stærkt, tænker han.
Så kommer der endnu en melding, der skærper hans opmærksomhed yderligere. En brændende person løber rundt foran huset.
- Jeg gør mine kolleger opmærksomme på, at det godt kan være et trusselsbillede, vi kører ind i, siger Søren Korsgaard.
Der har tidligere været en rockerborg i Heimdalsgade, og han når at tænke, om der foregår noget rockerrelateret. Virkeligheden viser sig dog senere at være en helt anden.
Se ” Historiske forbrydelser – Bordelbranden i Vejgaard” her. Artiklen fortsætter under videoen.
Brandfolkene ankommer til nummer 1, som skiller sig ud i det ellers nydelige kvarter. Huset er meget smalt og minder mest af alt om en lille ombygget garage.
Mystiske forhold
I det lille hus finder brandfolkene to personer, der er brændt inde.
Den ene, der senere viser sig at være en 30-årig polsk sexarbejder og mor, ligger i fosterstilling på gulvet.
- Hun gemmer sig ned mod gulvet, og det er selvfølgelig, fordi hun har prøvet at skærme sig mod varmen, siger Søren Korsgaard.
Kvinden er blevet brændt og er omkommet på grund af røgen. Tæt ved døren ligger en mand, der også er død i branden.
- Meget hurtigt har jeg en dialog med politiet om, at vi skal gøre det til et gerningssted, siger den nu forhenværende indsatsleder.
Der er nemlig flere ting, der ikke stemmer. Brandens forløb er ganske enkelt ikke normalt.
Langs bygningen har der brændt lige meget hele vejen hen – i modsætning til andre brande, som normalt starter ét sted. Glasskår fra vinduerne er væltet indad i stedet for udad. Og der lugter desuden af brandbare væsker.
Branden er påsat.
- Meget hurtigt går virkeligheden op for politiet og brandfolkene. Det her er noget, man måske kun ser en gang i sit liv, siger Søren Korsgaard.
Anholdelser i Polen
Det viste sig hurtigt, at der blev drevet bordeldrift fra Heimdalsgade 1, og vidner kunne fortælle, hvordan de ved branden havde set letpåklædte kvinder løbe ud af huset og råbe, at der var nogen derinde.
Vidner havde også set en mand, hvis tøj der var gået ild i, og som fik slukket ilden af en gruppe mænd, inden de sammen flygtede i to mørke biler.
Tre måneder efter var der et gennembrud i sagen. Her blev seks polske mænd anholdt, mens politiet fortsat eftersøgte to personer.
I en pressemeddelelse blev det meldt ud, at det kvindelige offer var en polsk sexarbejder, som arbejdede i huset, mens det mandlige offer var polsk statsborger. Man formodede, at han var en af gerningsmændene, men at han var endt i flammehavet.
Men hvorfor skulle kvinden dø?
Udenlandsk mafia
Det skulle vise sig, at en polsk mafia havde startet en prostitutionsring i Danmark, og at der var kamp om prostitutionsmarkedet i Aalborg.
- At man har udenlandsk mafia inde i Danmark til at drive de her bordeller, og de agerer så bestialsk, det var meget overraskende, siger den forhenværende indsatsleder Søren Korsgaard og fortsætter:
- Det var frygteligt.
Da både offer og de formodede gerningsmænd er fra Polen, overgik sagen til polsk politi.
Ved udgivelsen af Historiske Forbrydelser har redaktionen ikke modtaget svar fra myndighederne angående dommen i Polen.
Se flere afsnit af Historiske forbrydelser ved at klikke her.