Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Smed tøjet og sprang i balje med is – særligt to bejlere imponerede Sofie fra Aalborg i TV-succes

Foto: Lotta Lemche/TV 2

'Bachelorette' er tilbage, og mændene gjorde alt, hvad de kunne, for at imponere de to bachelorettes, herunder Sofie fra Aalborg, ved det første møde.

De håbede, at aftenen ville blive begyndelsen på en ny, stor forelskelse.

Det var derfor med rystende ankler i stiletterne, at 27-årige Sofie Martinussen, der bor i Aalborg og 29-årige Lissa Paustian stod klar til at møde de singlemænd, de skulle date i den nye sæson af 'Bachelorette'.

- Jeg var så nervøs. Man aner jo ikke, hvem der har meldt sig, og hvad man kan forvente, siger Sofie Martinussen, da TV 2 Echo taler med de to bachelorettes om den aften, hvor 17 fyre forsøgte at imponere dem ved deres første møde.

Og selvom mændene langt hen ad vejen blev mødt med begejstring og lettede smil, var der også dem, der kom mindre heldigt fra start.

For måske var det ikke det smarteste at lægge ud med en leg, hvor kvinderne pludselig risikerede at vise frit udsyn op under deres i forvejen meget korte kjoler, lyder det fra Sofie Martinussen.

I anden sæson af 'Bachelorette' er de to kvinder og deres bejlere rejst til Sri Lanka i jagten på kærligheden. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Glædelige overraskelser

Men før de akavede momenter indtraf, fik de to kvinder sig en række positive overraskelser.

Først i rækken var Andreas Holm. Mellemblond, klædt i beige-gråt jakkesæt og fra Frederiksberg i København.

Med sin højde, sine brede skuldre og et venlig smil vakte han akut begejstring hos begge kvinder.

- Han var bare virkelig, virkelig flot, siger Lissa Paustian.

På den røde løber har mændene ganske kort tid til at vise de to bachelorettes, hvem de er. Andreas Holm fokuserede på, hvor meget han elsker at rejse, hvilket vakte genklang hos de to bachelorettes. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Under armen havde han en lille globus, der matchede hans jakkesæt.

Den var drysset med røde tuschprikker, der viste, hvor hans rejseglæde hidtil havde taget ham hen. Nu manglede der bare en prik fra Sri Lanka, som en af de to bachelorettes forhåbentlig fik lov at sætte, når programmet var forbi, lød det fra Andreas Hansen.

Begge kvinder var fuldstændig solgt, og så tog det ellers fart.

Daniel Vadsholt arbejder som tatovør, men havde dog ikke tatoveringsmaskinen med på den røde løber. I stedet havde han et par bøger med komplimenter med til de to kvinder. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Der var ham den charmerende med tatoveringerne, ham med skrabelodderne og ham, der havde medbragt svensk bagværk til den søde tand.

Oliver Fröberg fra Vanløse, der er halvt svensk, inviterede de to kvinder på en hurtig 'fika' - en klassisk svensk kaffepause. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Og så var der Joachim Keller.

Med sit lille keyboard fyrede han op for et brag af en musikquiz, der fik den sidste nervøsitet til at fordufte hos de to bachelorettes.

- Det var vildt sjovt at blive aktiveret, og man kunne bare mærke, at han var helt i sit rette element med musikken, siger Lissa Paustian.

Den 30-årige arkitekt Joachim Keller fik både de to bachelorettes til at synge med på Thomas Helmig og Stevie Wonder. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Frygt for at flashe

De to kvinder nåede dog kun lige at ånde lettet op, inden de opdagede, at ikke alle forsøg på at imponere stod lige stærkt.

Aftenens anden festleg gik nemlig ikke rent ind hos de to bachelorettes.

27-årige Peter Juul Vesterager fra København arbejder til daglig som forretningsingeniør hos Novo Nordisk. Foto: Lotta Lemche/TV 2

For da bejleren Peter Juul Vesterager bød op til limbodans, forsøgte både Lissa Paustian og Sofie Martinussen febrilsk at holde de små, stramme kjoler oppe og nede samtidig, så de ikke pludselig viste ufrivilligt meget hud, mens de på skift møvede sig ind under limbostangen.

- Idéen var jo meget sjov, men jeg kunne kun tænke på, om man nu kunne se op under min sygt korte kjole, siger Sofie Martinussen.

Begge bachelorettes syntes egentlig, det var fedt, at bejleren Peter Juul Vesterager aktiverede dem med en leg. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Forvirrede bachelorettes

Det kunne altså godt blive lige kækt nok til de to bachelorettes. Men det kunne også blive en anelse for kedeligt.

I hvert fald havde de to kvinder svært ved at komme op at ringe over den gave, som Nicolai Bo Larsen havde medbragt.

Han arbejder som oversætter for et forlag, og med sig havde han den allerførste roman, han selv har oversat: 'Kejserigets Ørne' - bind 2.

Og da Nicolaj stolt viste bogen frem, blev der kortvarigt meget stille på den røde løber.

Begge bachelorettes udbrød henrykte, at Nicolaj Bo Larsens gave faldt på et tørt sted, fordi de ikke havde bøger med til turen. Ingen af dem har dog fået læst hans roman. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Forvirringen var total, og ingen af de to bachelorettes forstod rigtigt, om han forsøgte at være sjov.

- Altså, bog 2? Hvorfor så ikke bog 1?, spurgte Lissa Paustian forvirret.

Gavemæssigt ramte han ikke helt plet med en murstensroman om romerriget.

- Jeg sagde godt nok, at jeg elsker at læse, men det er simpelthen en kæmpe løgn, siger Sofie Martinussen.

Begge kvinder fortæller, at de ind i mellem havde svært ved at finde en passende grimasse på den røde løber. Så de smilede og grinede sig i gennem. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Muslingeskaller

På den røde løber fandt Sofie Martinussen ad flere omgange det store pleasersmil frem.

For blandt bejlerne var der også dem, der splittede de to bachelorettes.

En af dem var taleskriveren Jacob Bloch fra Nørrebro i København.

Lissa Paustian blev overrasket, da Jacob Bloch fortalte, at han arbejdede som taleskriver i et ministerium. - Det er ikke lige stereotypen på en person, der melder sig til et datingprogram, siger Lissa Paustian. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Med karseklip og perler om halsen gik han direkte i systemet på Lissa Paustian.

- Han var jo bare så smuk og lignede en, jeg ville have lyst til at drikke en øl med hjemme på Nørrebro, siger hun.

Som en lille gestus havde Jacob Bloch taget et "tidligt minde" med til de to kvinder, fortalte han. Og så fiskede han to små muslingeskaller op af lommen, som han havde fundet på stranden tidligere samme dag.

- Ej, men det var bare så romantisk og personligt. Så cute, siger Lissa Paustian.

Sofie Martinussen var mindre imponeret.

Hun blev efter eget udsagn ramt af sin jyske skepsis og havde rimelig svært ved at forstå, hvordan en minimal indsats og et par muslingeskaller kunne gøre Lissa Paustian så blød i knæene.

- Jeg er nok bare ikke lige typen, der går langs stranden og tænker dybt, mens jeg samler muslingeskaller, konstaterer Sofie Martinussen.

28-årige Sebastian Lund Madsen er vokset op på et landsted med heste. Han syntes derfor, det var oplagt at ankomme på hesteryg. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Prinsen på den hvide hest

Begejstringen hos Lissa Paustian fortsatte, da bejleren Sebastian Lund Madsen forsøgte at gøre prinsen på den hvide hest til virkelighed. Han valgte nemlig at komme ridende ind foran kvinderne på en høj, hvid hest.

Begge bachelorettes var rimelig chokerede, men mens Lissa Paustian syntes, det var "lidt frækt", gjorde det ikke noget godt for Sofie Martinussen.

- En mand på en hest er ikke noget, jeg finder mega sexet, sagde Sofie Martinussen.

Det endte som et rimelig omfattende projekt for Sebastian Lund Madsen og produktionen bag programmet at få hesten til at makke ret. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Smed tøjet

De to bachelorettes er til gengæld helt enige om, at særligt to af bejlernes påfund stak ud.

Anton Brandt Pedersen er så bidt af vinterbadning, at han sidste år startede et firma, der sælger iskar. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Den ene var bejleren Anton Brandt Pedersen, der midt på den røde løber smed tøjet, sprang i en balje med is og gav kvinderne ét minut til at spørge ham om alt.

Kvinderne var imponerede over hans mod - også selvom deres spørgsmål viste sig at være en lidt større udfordring, end bejleren måske havde forudset.

Lasse Tvede von Magius arbejder til dagligt med eventplanlægning, hvilket også kom til udtryk på den røde løber. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Regnvejr på den røde løber

Sidste bejler på den røde løber var eventmageren Lasse Tvede von Magius, der også formåede at indprente sig hos de to kvinder med en vaskeægte hjemlig dansk date.

Under to paraplyer hev han en termokande med kakao frem, inden et regnskyl, der var konstrueret til lejligheden, pludselig væltede det ned over dem alle tre. Konceptet gik rent ind.

- Det var bare virkelig gennemtænkt. Så tænker man altså virkelig ud af boksen, siger Lissa Paustian.

Trods Sri Lankas' varme vejr, var begge bachelorettes vilde med, at Lasse Tvede von Magius havde medbragt varm kakao. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Allerede samme aften skulle mændenes førstehåndsindtryk vise sig at få betydning. Foto: Lotta Lemche/TV 2

En meget lang aften

Da alle 17 bejlere havde været igennem, var klokken langt over midnat, og de to bachelorettes var helt bombede af indtryk.

De blev derfor meget overraskede, da 'Bachelorette'-værten Petra Nagel introducerede, at dagens program endnu ikke var forbi.

For de to kvinder blev nu bedt om at give programmets første rose og invitere hver deres bejler på sæsonens første dates.

Hvilke mænd der blev de første til at komme på date i den nye sæson af 'Bachelorette', kan du se tirsdag den 7. maj klokken 20.40 på TV 2 Echo eller på TV 2 Play, når det passer dig.


Antallet af cykeltyverier stiger og stiger i Aalborg

Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

I de to seneste år er tyveriet steget med 50 procent.

Jeg synes, det er død ærgerligt, at der er nogen, der gør det, fordi vi er jo rigtig mange, der er afhængige af, at vores cykel er der, og vi kan bruge den.

Sådan fortæller Henrik Sørensen, der når han kommer til Aalborg har en cykel stående ved stationen.

- Det er faktisk ligesom, når den går i stykker, så er det enormt træls, fortæller han.

Det, som Henrik Sørensen taler ud fra, er det kraftigt stigende antal anmeldte cykeltyverier, som der sker i Aalborg.

Henover fra 2021 til 2023 er det nemlig steget med 50 procent - fra 1063 til 1594. I samtlige andre nordjyske kommuner er tallet på status quo eller faldet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

De senere år er der kommet flere dyre cykler på markedet - heriblandt elcykler. Alligevel er der ikke en entydig forklaring på det stigende antal tyverier. Men det får en af cykelhandlerne til forsøge at forebygge tyverierne.

Vi gør også en hel masse i, når vi sælger en ny cykel, at vi også forsøger at sælge dem nogle ekstra gode låse, så de kan låse den fast til noget. Låse den fast et gelænder, træer, låse den fast til andre cykler eller en anden ting, så er man ikke bare lige for den stjålet, siger indehaver af Fri Bike Shop i Nørresundby, Mogens Christensen.

Fra 2010 til 2021 var antallet af cykeltyverier ellers faldende i hele Region Nordjylland. Fra sit højeste i 2011 til 2021 faldet til fra 4870 til 1798 anmeldte cykeltyverier.


SOSU-hjælper fyret: - De banker en på plads, når man åbner munden

Esther Glitfeldt mener, at hendes fyring hænger sammen med, at hun har klaget over arbejdsmiljøet i hjemmeplejen.

Esther Glitfeldt er blevet fyret efter 16 års tjeneste som social- og sundhedshjælper i Jammerbugt Kommune.

Hun mener, at fyresedlen hænger sammen med, at hun i september har klaget til de kommunale politikere om dårlige arbejdsforhold i hjemmeplejen.

- Man har ikke lov til at ytre sig, så skal de nok banke én på plads. Det er helt sikkert, fortæller den tidligere social- og sundhedshjælper.

Kommunalbestyrelsen har i sommeren 2024 lavet besparelser i hjemmeplejen.

Ansatte, TV2 Nord har talt med, mener, at det er årsagen til, at der er kommet et dårligt arbejdsmiljø, som både har haft konsekvenser for ansatte og borgere i hjemmeplejen.

Et arbejdsmiljø, der ifølge Esther Glitfeldt og en tidligere kollega, var så dårligt, at ansatte græd på jobbet og ikke havde tid nok til at skifte borgeres fyldte bleer.

Skrev mails til politikerne og blev indkaldt til samtale

Efter flere måneder med et presset arbejdsmiljø skrev Esther Glitfeldt i september til politikerne i kommunen.

Et par dage senere blev hun indkaldt til en samtale på baggrund af 'uhensigtsmæssig adfærd', fortæller hun.

- Jeg spurgte, om han kunne uddybe, hvad det var for en uhensigtsmæssig adfærd, men det kunne han ikke. Men jeg skulle ikke komme på arbejde, besvare mails eller telefonopkald, indtil jeg skulle til en tjenestelig samtale ugen efter, fortæller Esther Glitfeldt og fortsætter:

- Jeg får så uddybet den her 'uhensigtsmæssige adfærd' til den her samtale, hvor jeg bl.a. skulle have kaldt min nærmeste leder for en 'sindssyg leder'. Men det passer ikke.

TV2 Nord har talt med Henrik Ravn, der er sundheds- og velfærdschef i kommunen, og som var ham, der indkaldte Esther Glitfeldt til samtalen.

- Jeg kan ikke gå ind i en konkret personalesag. Men generelt kan jeg sige, at hvis man retter henvendelse til politikere, så har det ikke konsekvenser for ens ansættelse. Sådan er det ikke, siger Henrik Ravn.

Fremtiden er uvis

Siden samtalen har Esther Glitfeldt gået hjemme, og hun synes, det er uvirkeligt, at hun ikke skal tilbage til sit arbejde i hjemmeplejen igen.

- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med min fremtid lige nu. Jeg savner mine kollegaer, og jeg savner borgerne. Det er ikke gået op for mig endnu, at jeg ikke skal tilbage, siger Esther Glitfeldt.


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Sidste år lagde hele 400 personer vejen forbi omsorgshjemmet til halloween.

- Jeg er ikke fan af jul.

Sådan lyder det fra Eva Maria Simonsen, som er beboer på Rørbæk Omsorgshjem.

På omsorgshjemmet er halloween en kæmpe begivenhed, faktisk større end julen, som ellers plejer at samle mange.

- For mig betyder halloween mere, fordi min familie ikke er her mere. Så jeg vil hellere ære dem og tænke på dem og have dem i mit hjerte, end jeg vil nyde juleaften. halloween gør, at jeg føler mig tættere på min familie, siger Eva Maria Simonsen og fortsætter:

- Jeg har fået nok juleaften, og de er blevet kedelige. Jeg er ligeglad. Den sover jeg igennem, hvis jeg kan.

Halloween, der de seneste år er blevet større og større, var også en stor begivenhed sidste år ved omsorgshjemmet. Faktisk var der hele 400, som lagde vejen forbi.

TV2 Nord var også forbi Gistrup torsdag aften, hvor et parcelhus blev forvandlet til et slot i anledning af halloween.

På Rørbæk Omsorgshjem pynter de derfor igen stort op i år, og det er venneforeningen til omsorgshjemmet, der vælger at støtte op om, at halloween bliver en realitet.

- Det giver jo sammenhold. Det kan vi lige så tydeligt både se og høre her i dag. Og sidste år var vi grønt succesarrangement, men i år er helt forrygende. Det betyder utrolig meget for os, siger Vibeke Lemvig, som er formand for venneforeningen.

Tidligere på dagen var TV2 Nord også forbi Biersted, hvor der også er pyntet ganske stort op til halloween. Se billederne herunder:

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Fyrede 10 ud af 14 skraldemænd: Nu ansætter de nye

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Et stillingsopslag har vakt harme blandt fyrede skraldemænd og 3F. Selv mener renovationsfirma, det er normal procedure.

"Til dagrenovationskørsel ved Meldgaard Miljø A/S i Mariagerfjord Kommune søger vi afløsere."

Sådan begynder et nyt stillingsopslag fra Meldgaard Miljø A/S.

Men stillingsopslaget kommer ikke engang en måned efter, at firmaet fyrede 10 ud af 14 skraldemænd i Mariagerfjord Kommune, fordi renovationsafdelingen i Hadsund blev nedlagt, og skraldemænd fra Aalborg skulle køre ruterne i Mariagerfjord i stedet.

- Det er sjovt, man vælger at søge afløsere, når Meldgaards ledelse i sidste uge fortalte til TV2 Nord, at de har forsøgt at sætte det bedste hold, og det har de så gjort, siger Ole Dalgård, der er en af de 10 skraldemænd fra Mariagerfjord, der fik en fyreseddel i begyndelsen af oktober.

Uretfærdigt behandlet

Ifølge Ole Dalgård føler skraldemændene fra Mariagerfjord sig uretfærdigt behandlet.

- Burde vi ikke være det bedste hold? I mine øjne er vi da det bedste hold, fordi vi har erfaring med kommunen og er lokale, siger han.

Både ifølge Ole Dalgård og 3F Mariagerfjord, der har en del af de fyrede skraldemænd som medlemmer, har det ramt skraldemændene at se stillingsopslaget.

- Det er da ubehageligt, især fordi jeg er overbevist om, at vi har udført et godt stykke arbejde. Især i vinter, siger Ole Dalgård.

Skraldemændene føler, de er blevet uretfærdigt behandlet. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

3F: Aldrig set noget lignende

Hos 3F Mariagerfjord har stillingsopslaget også vakt bade undren og harme.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Aldrig, siger Susanne Rüsz Wyrtz, der er faglig sekretær hos 3F Mariagerfjord.

3F Mariagerfjord er allerede inde i sagen, fordi de fra begyndelsen, da fyringerne kom, kaldte dem uberettigede.

Ifølge Susanne Rüsz Wyrtz er der tale om uberettigede fyringer, fordi arbejdet i Mariagerfjord Kommune består, og at der altså ikke er tale om en virksomhed, som har rykket produktionen til udlandet.

Meldgaard og 3F har været til mæglingsmøde sammen, men efter mødet udtalte Susanne Rüsz Wyrtz, at de var "enige om at være uenige," og derfor er sagen nu sendt til Forbundshuset og Dansk Industri.

Dog formilder stillingsopslaget ikke sagen, mener Susanne Rüsz Wyrtz.

- Det er uartigt. Og det påvirker de tidligere medarbejdere rigtig meget. De er uforstående over for, at de har passet deres job, bliver opsagt, og så søger man nye folk til de ruter, de har haft, siger Susanne Rüsz Wyrtz.

Men Meldgaard har meldt ud, at de har sat det bedste hold for virksomheden, og at der ikke var plads til alle fra bade Aalborg og Mariagerfjord, og stillingsopslaget er afløsere, har I ikke forståelse for den ledelsesbeslutning?

- Man kan omstrukturere, som man vil, det er en del af ledelsesretten, men jeg fastholder, at jeg er uenig i, at der skulle fyres så mange hernede fra, og man ikke tilbyder dem arbejde i Aalborg, for jeg kan ikke se det bedste hold udelukkende skulle være dem fra Aalborg, siger Susanne Rüsz Wyrtz.

Det siger Meldgaard Miljø

Freddy Fogh Sørensen, der er afdelingschef ved Dagrenovation ved Meldgaard Miljø A/S har ikke haft lyst til at stille op til et interview med TV2 Nord.

Dog fortæller han i telefonen, at de ingen kommentarer har til den verserende sag mellem dem og 3F.

I forhold til stillingsopslaget vil Freddy Fogh Sørensen gerne pointerere, at der er tale om afløsere, der skal bruges ved sygdom og ferie. Og at alle er velkomne til at søge stillingen.

- Det er normal procedure, og det gør vi mange steder. Så det er der ikke noget unormalt i, men jeg forstår godt, at det kan undre folk, siger han.

Hvad mener du om, at de tidligere medarbejdere føler, de er blevet uretfærdigt behandlet?

-Det ønsker jeg ikke at kommentere på, siger Freddy Fogh Sørensen.

Ifølge Freddy Fogh Sørensen, er nedlukninigen af afdelingen i Hadsund begrundet med, at Meldgaard tabte udbuddet i Aalborg Kommune, og at faciliteterne deroppe ellers skulle stå tomme. Derudover fortæller han, at der ikke var plads til at beholde alle medarbejdere fra både Aalborg og Mariagerfjord, og at virksomheden derfor har gjort det, de har vurderet, har givet bedst mening.

-Vi har vurderet, at vi har sat det bedste hold, men jeg forstår godt, at folk stiller spørgsmålstegn ved det, men det er også erfarne skraldemænd, vi har i Aalborg, siger Freddy Fogh Sørensen.

Undren på sociale medier

Sagen har skabt røre i lokalområdet i Mariagerfjord - og på de sociale medier. Dagligt bliver Ole Dalgård kontaktet af borgere.

- De spørger, hvor langt vi er i sagen, og hvordan det står til, og at det for galt, at man bare kan fyre folk uden et sagligt grundlag.

Også Mariagerfjord Kommune er flere gange blevet nævnt på de sociale medier. Men fordi de ikke er part i sagen, må og kan de ikke have en holdning til sagen.

- Kommunen har lavet et kontraktligt udbud, og den har Meldgaard vundet, og det er Meldgaard, der har ansvaret for at tømme vores skraldespande. Hvordan de vil besætte deres positioner er ude af vores hænder, siger formand for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen, der godt kan forstå, hvis folk tror, kommunen er involveret.

Mangler afklaring

Langt størstedelen af de fyrede skraldemænd er trukket i arbejdstøjet igen - et nyt sted.

Men selvom de rent arbejdsmæssigt er kommet videre, så fylder sagen stadige.

- Det er op til 3F at lade det gå "rettens gang", og så må vi finde ud af, hvad der er hoved og hale i det her. Personligt er vi kommet videre, men vi ønsker jo også en form for afslutning, siger Ole Dalgård.


Statsministeren vil have flere sosu'er - men hver tredje dropper uddannelsen

Foto: Lisbet Christensen

Det skal mere fokus på frafaldet på sosuuddannelserne. Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen i dag besøgte Sosu Nord i Aalborg.

- Hej med jer, siger statsminister, Mette Frederiksen, mens hun træder ind gennem døren til et undervisningslokale på Sosu Nord.

En gruppe social- og sundhedsassistentelever står samlet rundt om en seng, hvor en dukke-patient.

De er i gang med at øve, hvordan de taler med en ængstelig patient, og nu er statsministeren kommet for at kigge på. Plejecentre og sygehuse har hårdt brugt for dem, der bliver uddannet her, men mange når aldrig så langt - for frafaldet er stort.

- Heldigvis oplever vi, at frafaldet er forbedret, men det er stadig for højt, siger Lene Kvist, der er direktør for Sosu Nord.

Hver tredje falder fra

En rapport fra Rambøll, der blev udgivet i marts viser, at efter 3 år - hvilket omtrent er længden på den typiske social- og sundhedsassistentuddannelse - er omkring hver tredje elev frafaldet for årgangene 2017-2019 på de danske sosu-skoler. Eleverne mærker frafaldet i dagligdagen.

- Vores søsterklasse og os er blevet slået sammen i den her skoleperiode, fordi der både har været frafald i deres klasse og i vores, fortæller Dorthe Bonvang, der læser til social-og sundhedsassistent på merit.

Kian Nedrud og Dorthe Bonvang er social- og sundhedsassistentelever. De ser hvordan deres medstuderende falder fra uddannelsen.

I følge eleverne falder nogen af deres medstuderende fra, fordi de har undervurderet på det faglige niveau på assistentuddannelsen.

- I forhold til det boglige aspekt kan man måske prøve at forlænge uddannelsen lidt, og måske give nogle flere timer til undervisningen, siger social- og sundhedsassistentelev Kian Nedrud.

En fremskrivning fra Dansk Erhverv viser, at der i 2040 vil være 61 procent flere ældre over 80 år i Nordjylland. Der skal altså uddannes langt flere sosu'er og derfor vil statsministeren også have fokus på frafaldet.

- Jeg tror, vi skal have en endnu bedre vekselvirkning mellem praktik og det, der sker på skolebænken. Der skal være god vejledning. Det er noget af det, der skal til, siger statsminister, Mette Frederiksen (S).

Tosprogede elever har det svært

30 procent af eleverne på Sosu Nord er tosprogede. Mange er kommet til Danmark i deres voksenliv og særligt her er frafaldet højt. Skolen har netop fået midler til at styrke danskundervisningen, og det kommer til at ske fra nytår. Det skal få frafaldet ned.

- De har et hverdagsdansk, men de har ikke dansk, der er tilstrækkeligt stærk til at kunne gennemføre en faglig uddannelse, fortæller Lene Kvist, direktør på Sosu Nord.

Sosu-eleverne fortæller statsministeren om deres uddannelse. Foto: Lisbet Christensen

Regeringen har flyttet ressourcer fra universiteterne til sosu-uddannelserne, og der er vedtaget et lønløft til de sosu-ansatte. Det håber eleverne også kan være med til at få flere til at gå sosuvejen.

- Jeg ser positivt på det. Jeg har gode forventninger til, at vi bliver flere og bedre til vores job, siger Kian Nedrud.