- Nu sidder man lidt og tænker, hvor vanvittigt det egentlig er

Det er første gang siden 2010, at den afgørende kamp om herrernes Final 4 skulle afgøres i en straffekastkonkurrence.

Magnus Saugstrup spillede en stor rolle for Magdeburg, da holdet onsdag aften spillede sig i Champions Leagues Final 4.

Efter en sejr på 26-25 – og 49-49 efter to kampe – skulle duellen afgøres i en straffekastkonkurrence, hvor tyskerne var skarpest.

- Måden, det sker på, tror jeg, vi glemmer lidt i øjeblikket, fordi vi har vundet. Men det er også klart, at nu sidder man måske også lidt og tænker, hvor vanvittigt det egentlig er, for det er jo altid dramatisk, når det skal afgøres på den der måde, siger Magnus Saugstrup til TV 2 Sport efter kampen.

Den danske landsholdsspiller leverede en solid kamp, som han rundede af med en parade på Kielces sidste forsøg i ordinær spilletid.

Dér tænkte Bent Nyegaard "what!?"

Herefter meldte han sig klar til at tage sin del af presset i en-mod-en med stjernemålmanden Andreas Wolff, der allerede havde pillet adskillige straffekast i kampen.

- Jeg synes jo, det er sjovt. Det er selvfølgelig også nervepirrende, og man er nervøs, når man går frem. Vi snakkede om, at det var dem, der havde en god følelse med det, som skulle tage straffekastene. Der var jeg en af dem, der sagde, at det ville jeg gerne.

Var du i tvivl?

- Næh, egentlig ikke. Jeg er jo en af dem, der træner allermest, selvom jeg ikke rigtig skyder i kampene. Men når det er sådan en lidt tilspidset situation, vil jeg også gerne være en af dem, der tager noget ansvar. Det er en måde, man kan gøre det på. Så jeg var egentlig ret sikker på, at jeg gerne ville skyde.

TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard var lige dele overrasket og dybt imponeret over, hvad han så.

- Det er jo klassisk ham ikke at lade sig hyle ud af den. Det var helt cool ned mellem skøjterne på den store mand derinde.

- Da jeg sad hjemme i stuen og så Saugstrup komme gående frem, som om der vist var noget med et straffekast, der lige skulle afgøres, tænkte jeg: "What?!". Han kaster jo aldrig, men det var bare smukt.

Der skulle 12 straffekast til at afgøre kampen, og Kielce-stjernen Alex Dujshebaev missede sin muligheden for at tage Final 4-billetten, inden Omar Ingi Magnusson greb chancen for Magdeburg til resultatet 4-3.

Magnus Saugstrup var tredje skytte.

- En weekend, hvor alt kan ske

Magdeburg og Kielce mødtes i finalen sidste år, hvor tyskerne altså vandt, og nu får Saugstrup og landsmanden Michael Damgaard altså muligheden for at gentage bedriften.

- Det er vigtigt. Det er et stort mål for vores sæson også. Med det hold, vi har, er det også et sted, vi synes, vi skal være, siger Saugstrup.

I semifinalen venter enten Aalborg, vinderen af Kiel-Montpellier eller vinderen af Barcelona-PSG. De to kampe bliver spillet torsdag aften.

- Når du kommer til Final 4, vil du også vinde. Det er bare en weekend, hvor alt kan ske. Så det bliver spændende. Det er svært at sige, men det bliver forhåbentlig en fed weekend igen, og jeg synes også, vi har en hel fair chance ligesom de andre hold, siger Saugstrup.

Michael Damgaard fik begrænset med spilletid i skæbnekampen, hvor han noterede sig for en enkelt afslutning på et frikast.


Seneste nyt

fra Nordjylland