Det er den største aften, siger Møllgaard
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold er videre til Final 4.
Der var eufori i Aalborg onsdag aften, da det rødblusede mandskab spillede sig videre til Champions Leagues Final 4.
Efter et nederlag på udebane til Veszprém sikrede Aalborg sig en billet til Köln, da de vandt 33-28 over det stjernespækkede, ungarske storhold.
En aften, som Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard sent vil glemme.
- Det er den bedste stemning, jeg har oplevet i Aalborg. Der har været mange store aftener, men den her tager alligevel prisen, siger Henrik Møllgaard til TV 2 Sport.
Og selvom 39-årige Henrik Møllgaard har prøvet lidt af hvert, så ryger denne aften næppe i glemmebogen.
- At slå Veszprém ud på hjemmebane – med det, de er gearet til, med den økonomi og sådan som klubben er skruet sammen – så er det her det største, tilføjer Møllgaard.
Den største aften
Der står allerede Aalborg på én af de fire billetter til Champions Leagues Final 4. En milepæl, der er svær at forstå.
- Når danske hold begynder at slå hul til Final 4, så synes jeg, vi er nået rigtig, rigtig langt. Så for mig er det her den største aften, siger Henrik Møllgaard.
Og dét kan 22-årige Thomas Arnoldsen godt skrive under på.
- Det var fuldstændig fantastisk. Fantastisk opbakning. Vi slår Veszprém ud af en Champions League-kvartfinale. Det, synes jeg, er sindssygt. Og vi glæder os sindssygt meget til at skulle spille Final 4 i Köln, siger Arnoldsen til TV 2 Sport.
Det var da også en aften, der kunne få Mikkel Hansens drøm om et Champions League-trofæ til at briste eller leve videre.
Stjernen med pandebåndet mangler nemlig at løfte netop dét trofæ, inden han stopper sin karriere til sommer.
- Det er klart. Jeg er selvfølgelig glad for, at vi har kvalificeret os til Final 4, så vi kan komme derned og kæmpe med om trofæet. Det kunne ikke være meget bedre, siger Mikkel Hansen til TV 2 Sport kort efter kampen.
- Nu skal vi også have lov at nyde det
Final 4 afvikles i Köln den 8. og 9. juni. Men inden da tyder noget på, at der er noget helt andet, der skal afvikles.
Som professionel sportsmand skal du vel hjem i seng og holde dig fra de våde varer?
- Det er et lynhurtigt nej. Det skal jeg ikke, siger Henrik Møllgaard onsdag aften.
Aalborg Håndbold er dog i den ulykkelige situation, at de allerede søndag møder Bjerringbro-Silkeborg i sidste runde af Herreligaens slutspil.
Det rødblusede mandskab er dog videre fra slutspillet, og derfor er der ikke tale om en afgørende kamp for Aalborg-mandskabet.
- Nu skal vi også have lov at nyde det. Det er ikke hver dag, at det her sker – at et dansk hold og mit hold kvalificerer sig til Final 4. Så selvfølgelig skal vi nyde det i aften, og det bliver nok en smule sent, tilføjer Møllgaard.
Disse hold skal til Final 4:
Aalborg Håndbold
SC Magdeburg
?
?
De sidste to hold skal findes blandt PSG, Barca, THW Kiel og Montpellier HB, inden Final 4 afvikles 8. og 9. juni.