Nordjyde står klar i kulissen, når Mikkel Hansen stopper
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen har været en del af landsholdet siden 2007.
Mikkel Hansen har vundet alt med det danske landshold. Nu går jagten ind på det tredje verdensmesterskab i træk.
Der er ingen tvivl. Mikkel Hansen har haft en kolossal betydning for de danske håndboldherrer – og for sporten generelt.
Sådan er det fortsat, men hvordan ser landsholdet ud, når 35-årige Hansen før eller siden lægger pandebåndet på hylden? Når det er slut med gudekasserne, visionerne og de knivskarpe afleveringer.
Jeg er ret sikker på, at Pytlick kommer til at spille en stor rolle. Men det vil Mikkel Hansen også
Bent Nyegaard, håndboldekspert, TV2 Sport
Ingen panik. Talenterne fortsætter med at spire frem, og tiden efter Mikkel Hansen vækker på nuværende tidspunkt ikke bekymring, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.
- Det ser ud til, at når Mikkel ikke skal spille landsholdsbold mere, så står vi med nogle spændende arvtagere. Det var ikke sådan, det så ud for nogle år siden.
- Der er nærmest sket en revolution i talentparaden, og Danmark står enormt stærkt. Jeg er meget tryg ved tiden efter Hansen, siger Nyegaard, der både tror og håber på flere gode landsholdsår med håndboldstjernen.
Danske talenter stormer frem
Nordjyske Mads Hoxer samt Mathias Gidsel, Simon Pytlick, Lasse Møller og Aaron Mensing. Det er blot nogle af de store talenter, der stormer frem.
Her spiller den ældre generation på landsholdet – heriblandt Mikkel Hansen – også en vigtig rolle.
- Nu har vi de unge mennesker, der uomtvisteligt har vist, at de er multitalenter. De bliver endnu bedre, for det ser ud, som om Mads Mensah, Rasmus Lauge, Niklas Landin, Mikkel Hansen og Hans Lindberg med de store personligheder giver rigtig meget videre.
- Som jeg ser det, er de enormt gode til at give inspiration og øse ud af deres erfaring.
En stjerne i svøb ...
De unge spillere imponerer på landsholdet. Blandt de højrehåndede er det dog særligt Simon Pytlick, der fanger opmærksomheden, mener Bent Nyegaard.
- Det viser sig, at de her unge mennesker, og helt definitivt Simon Pytlick, modenhedsmæssigt er forud for deres tid. Det er for meget at sige, at der ikke er noget, han ikke kan, for han skal blive bedre til at dække op, men i den anden ende er der næsten ikke noget, han ikke kan, siger eksperten.
22-årige Pytlick fik sin landsholdsdebut i november 2021. Den unge fynbo blev ikke udtaget til EM-slutrunden sidste år, men efterfølgende har GOG-anføreren spillet sig ind i varmen hos landstræner Nikolaj Jacobsen.
I de seneste fire landskampe har han brilleret med dynamisk spil og et gennemsnit på fem mål per kamp.
... der adskiller sig
Højrehåndede spillere som Lasse Andersson, Nikolaj Læsø, Aaron Mensing og Nikolaj Markussen har gennem årene været forbi og vist sig frem på landsholdet. Alligevel adskiller Pytlick sig, mener Nyegaard.
- Forskellen fra Pytlick til dem er farten, de ekstra skudkompetencer, duelspillet og evnen til at se banen – så rammer du bare virkelig mange ting, der passer til det spil, der bliver spillet. Hans overblik er helt unikt.
I den første af to testkampe mod Saudi-Arabien i sidste uge blev Pytlick kåret til kampens spiller.
13. januar skal han i aktion ved sin første slutrunde.
- Jeg er ret sikker på, at Pytlick kommer til at spille en stor rolle. Men det gør Mikkel Hansen også.
Der er ild i støbeskeen – men Hansen er Hansen
19 slutrunder i træk for Danmark. Det er, hvad Mikkel Hansen opnår ved det forestående verdensmesterskab.
Med til det hører, at han i dirigentens rolle altid leverer på et niveau fra den øverste hylde.
- Han spiller aldrig en dårlig slutrunde, men han spiller kæmpestort i de store kampe. Det har han nu gjort i en menneskealder, siger Bent Nyegaard.
Mikkel Hansens seneste seks semifinaler for Danmark
OL 2016 mod Polen: 10 mål
EM 2018 mod Sverige: 12 mål
VM 2019 mod Frankrig : 12 mål
VM 2021 mod Spanien: 12 mål
OL 2021 mod Spanien: 12 mål
EM 2022 mod Spanien: 8 mål
Med de store præstationer har Mikkel Hansen ryddet bordet med landsholdet. Siden debuten i 2007 er det blevet til ét EM-guld, to verdensmesterskaber og titlen som olympisk mester. Og så har han scoret 1261 mål i 243 kampe for Danmark.
Desuden er Mikkel Hansen tre gange blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller. Behøver man sige mere?
Nu har landsholdet indstillet sigtekornet på mere metal, og Mikkel Hansen føler sig klar.
- Jeg synes, det har set rigtig fornuftigt ud her det sidste stykke tid op til jul. Og jeg føler mig egentlig i rigtig fin form. Så det tror jeg ikke, man skal være så nervøs for, sagde Hansen tidligere i januar.
Danmark åbner VM-slutrunden, der spilles i Sverige og Polen, med en kamp mod Belgien 13. januar.
De to andre kampe i gruppespillet, hvor Danmark møder henholdsvis Bahrain og Tunesien, bliver afviklet 15. og 17. januar.