Fra Mors-Thy-knægt til landsholdsspiller: Mads Hoxer står foran sit første VM
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Mads Hoxer har haft et vildt efterår i 2022, hvor han er gået fra den lokale håndboldklub til at spille Champions League for Aalborg Håndbold. Nu venter der også en VM-slutrunde.
Den endelige danske landsholdstrup til den kommende VM-slutrunde i januar 2023 er udtaget, og her har 22-årig Mads Hoxer scoret sig en plads på holdet.
- Jeg er mega glad og stolt men også overrasket. Alle håndboldspillere drømmer om en VM-slutrunde for landsholdet, så det er fedt at få den oplevelse, fortæller en glad Mads Hoxer.
Vilde seks måneder
Den unge højreback kom i sommer til storklubben Aalborg Håndbold efter en håndbold-opvækst i lillebror-klubben Mors-Thy.
Sidenhen har 22-årige Mads Hoxer spillet mange kampe for aalborgenserne inklusiv Champions League kampe mod storklubber som FC Barcelona og THW Kiel.
- Det er gået vildt stærkt. Jeg føler, at jeg lige er trådt ind ad døren ved Aalborg Håndbold, men vi har allerede spillet mange kampe, fortæller Mads Hoxer og fortsætter:
- Det har været fedt og sjovt, og det er heldigvis gået godt det meste af tiden. Jeg føler, at jeg har bevist mig selv i Aalborg Håndbold, og det har nok givet mig den her chance.
En mindre rolle
Selvom Mads Hoxers navn er på holdkortet til det kommende VM, så er den unge spiller godt klar over, at hans rolle nok ikke bliver den største.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er den største oplevelse i min håndboldkarriere, så jeg er spændt på at se, hvordan det bliver. Selvom jeg nok ikke får så stor en rolle, så er jeg glad for oplevelsen, fortæller Aalborg Håndbold-spilleren, der dog er 100 procent klar til at gribe chancen.
- Nikolaj (Jacobsen, landstræner, red.) har taget mig med af en grund. Han må mene, at han kan bruge mine kvaliteter, så når jeg får chancen, så er jeg 100 procent klar med det, som jeg kan, forsikrer han.
God respons
Efter det blev offentliggjort, at Mads Hoxer er en del af den endelige trup, har han modtaget mange hilsner og lykønskninger.
- De fleste har skrevet tillykke, at det er fuldt fortjent, og at jeg skal give den gas, fortæller Mads Hoxer, der også har snakket med holdkammeraterne Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard.
- Jeg har snakket lidt med dem, og generelt har mine holdkammerater været søde og sagt tillykke, men jeg tænker, at jeg får nogle fif, når vi nærmer os, og jeg ved jo, at det er nogle gode fyre, som nok skal tage sig af mig, hvis man kan sige det, forsikrer han.
Udover Mads Hoxer er Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard også udtaget fra Aalborg Håndbold.