Kendt nordjysk storsvindler voldtog dansk kvinde i Spanien – nu står hun frem og advarer
Foto: Privatfoto
I 2016 begik Casper Rieper-Holm flere seksuelle overgreb mod sin 13-årige steddatter i Aalborg. En måned efter gjorde han det samme i Spanien.
Den danske kvinde Signe Fröslee står nu frem og advarer mod den kendte danske storsvindler Cooper Martinus Pedersen, 46, der er mest kendt under sit tidligere navn, Casper Rieper-Holm.
- Jeg står frem nu, for at andre kvinder ikke skal blive udsat for det samme, som jeg har været udsat for, siger Signe Fröslee, der i dag bor under politibeskyttelse et hemmeligt sted i Spanien.
For første gang kan TV 2 nu – takket være Signe Fröslee og hendes spanske bistandsadvokat – afsløre og dokumentere Casper Rieper-Holms seneste dom.
TV 2 er i besiddelse af dommen, der er afsagt 7. december 2021 ved retten i Malaga. Den lyder på seks års fængsel, blandt andet for i 2016 at have voldtaget Signe Fröslee og begået vold mod hende og hendes børn.
Først nu har Signe Fröslee fået overskud til at tale om sagen igen. Hun er nu mentalt et andet sted, end hun var, da dommen blev afsagt i 2021, fortæller hun.
- Men jeg vil stadig helst ikke tale om konkrete detaljer, understreger hun.
Til TV 2 oplyser Udenrigsministeriet, at det er bekendt med sagen, men har tavshedspligt i personsager og således ikke kan oplyse yderligere.
Internationalt efterlyst efter sag i Aalborg
Da den danske kvinde mødte Casper Rieper-Holm i den spanske by Benalmadena i 2016, var han kun kendt i offentligheden som storsvindler.
I 2017 fandt DR's Kontant Rieper-Holm på Solkysten. På det tidspunkt havde den digitale platform Third Ear allerede lavet to podcasts om "Rieper-Holm sagen".
Det var også i 2017, at filmen 'En fremmed flytter ind', som også handler Casper Rieper-Holms svindelnumre, havde premiere.
I mange af sine svindelnumre har Casper Rieper-Holm udgivet sig for at være meget rig og har hævdet, at han ville investere millioner i blandt andet håndboldklubber og værtshuse.
Over for en kæreste udgav han sig for at være arving til en millionformue.
Men da Signe Fröslee mødte Casper Rieper-Holm, var han på flugt i Spanien fra en langt mere alvorlig sag.
Fra marts til juni 2016 begik han flere seksuelle overgreb mod sin 13-årige steddatter i Aalborg, og efter at være blevet internationalt efterlyst i den sag blev han anholdt og udleveret til Danmark i juni 2017.
Overgrebene og volden mod Signe Fröslee og hendes familie begyndte allerede en måned efter overgrebene mod den 13-årige.
Casper Rieper-Holm kontaktede den danske kvinde via Facebook, og han opsøgte hende derefter ved en flyveopvisning. Han overtalte hende til at køre ham til byen Banalmadena.
Her blev overgrebene mod Signe Fröslee og volden mod hendes børn begået over en periode på tre måneder på hendes bopæl.
Casper Rieper-Holm er dømt for at holde hende og hendes børn som gidsler i deres eget hjem i den periode, hvor overgrebene og volden er begået.
Dømt ved Retten i Aalborg
I april 2018 blev han idømt tre års fængsel ved Retten i Aalborg i den danske sag.
Selvom Casper Rieper-Holm var eftersøgt i Spanien i Signe Fröslees sag, valgte han alligevel at tage til Spanien igen, da han blev prøveløsladt i Danmark.
- Jeg blev virkelig bange for, at han ville opsøge mig igen, siger Signe Fröslee.
Hun slog alarm til myndighederne, og i november 2021 blev Casper Rieper-Holm anholdt igen i Almeria i det sydøstlige Spanien.
Få uger efter anholdelsen blev Casper Rieper-Holm idømt seks års fængsel. Han afsoner stadig i et spansk fængsel.
- Jeg blev naturligvis lettet over dommen, men jeg var også slidt helt ned af sagen, fortæller hun.
Efter dommen, der også indeholder et tilhold, der betyder, at Casper Rieper-Holm frem til december 2029 ikke må nærme sig Signe Fröslee, flyttede hun til en anden by i Spanien.
Og her begyndte hun at få det bedre.
- Der skete det, at jeg mødte en mishandlet hest, som jeg hjalp, siger Signe Fröslee.
Som ung var hun konkurrencerytter i Danmark. Hun måtte opgive karrieren som toprytter, da hun fik børn, hvorefter hun begyndte at handle med heste.
- Men jeg løb sur i det og flyttede til Spanien.
Glæden vendte tilbage
Glæden ved heste vendte tilbage til hende, da hun hjalp den mishandlede hest efter dommen.
- Jeg fandt noget, der var større end mig selv. Og så begyndte jeg at hjælpe flere mishandlede heste.
Nu har hun startet et rescue center (redningscenter, red.) for mishandlede heste i byen Antequera, A Better Life 4 Horses.
- De får en helt ny chance i livet. Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde alle heste i verden, men jeg kan i hvert fald gøre en verden til forskel for dem, jeg får reddet, siger Signe Fröslee.
I forbindelse med sagen om overgrebene mod hende verserer der også en erstatningssag mod Casper Rieper-Holm.
Senest har Erstatningsnævnet i Danmark, som behandler sagen, i januar i år skrevet til Signe Fröslee, at man på grund af en stor arbejdsbyrde forventer at kunne give hende besked i løbet af fire til fem måneder.
Signe Fröslee har ikke krævet et konkret beløb i erstatning.
- Jeg vil gerne advare kvinder mod Casper Rieper-Holm. Han er god til at snakke og overtale folk, men man skal ikke lade sig lokke, siger hun.