Konflikterne vokser over hækken i de danske kolonihaver, og nu beder flere om hjælp til at løse balladen
- Når folk ikke har slået deres græs, så kalder de det for biodiversitet. Jeg kalder det dovenskab.
68-årige Susanne Sørensen er en af i alt 172 kolonihaveejere i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde i udkanten af Aalborg.
Hun har haft sin kolonihave i otte år sammen med sin fire år ældre mand, Keld Sørensen.
Og hvis der er noget, de to kan blive enige med hinanden og flere af deres jævnaldrende haveejere om, så er det, at biodiversitet og biodynamik er noget opreklameret fis, som ikke hører hjemme i en kolonihave.
Sådan én skal stå skarpt med lige rækker, pæne kanter og en veltrimmet græsplæne.
Det gør haverne ikke alle steder i kolonihaven i Aalborg og i andre af Danmarks 1000 kolonihaveforeninger.
For en ung generation af småbørnsfamilier har fået øje på frirummet i de danske kolonihaver. De prioriterer ikke ukrudt og snorlige kartoffelrækker på samme måde, som den ældre gruppe af kolonihavebeboere gennem tiden har sat en ære i.
Dermed er der sået et frø til konflikt. Og dem er der rigeligt af i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde, som TV 2 følger i den ny reportageserie ’’.
Her eskalerede de mange konflikter mellem haveejerne i sidste ende til trusler mod formanden.
- Hvad er det ved, hvis det ligner lort?
Spørger man kulturforsker ved Syddansk Universitet Johs. Nørregaard Frandsen, er det helt naturligt, at små uenigheder om haven kan udvikle sig til konflikter.
- Når nogen kommer og skubber til kanterne ved blomsterbedene, føler de aldrende pensionister fra arbejderklassen sig truet, siger kulturforskeren, der efter sommer udkommer med bogen 'Hvor ligger provinsen', som også omhandler de danske kolonihaver.
For den ældre generation skal livet være nyttigt. De er vokset op med, at kolonihaven er en nyttehave med bærbuske og grøntsager – som skal stå i lige rækker, for sådan tager det sig bedst ud.
Sådan var normen dengang, og sådan skal det stadig være.
Det går godt i tråd med opfattelsen hos Susanne Sørensens fra kolonihaveforeningen i Aalborg.
Hun er helt med på, at ikke alle ønsker en have med blomster og drivhus, men hun forstår ikke, hvorfor man køber en kolonihave, hvis man ikke vil gøre noget ved den.
- Hvad er der ved det, hvis det ligner lort? Det skæmmer hele vejen, de bor på, siger hun.
Højt antal af konflikter
Hækken er mange steder blevet høj, og det gode naboskab mellem generationerne er ikke længere en selvfølge.
Tværtimod trives nabostridigheder nærmest lige så godt som ukrudt under den nu høje hæk.
Det fortæller Anne Rebsdorf, som er konfliktmægler hos Center for Konfliktløsning.
Hun har gennem 3 år været rådgiver for Kolonihaveforbundet, hvor to tredjedele af landets 62.000 kolonihaveejere er organiseret.
Forbundets medlemmer har siden 2020 kunnet få gratis vejledning til, hvordan de tøjler en situation, der kan munde ud i en nabokonflikt. Ligesom forbundet har udbudt særlige konflikthåndteringskurser til haveforeningerne.
På 3 år har Anne Rebsdorf fået 38 telefoniske henvendelser fra kolonihaveejere, der af den ene eller den anden årsag har haft brug for at få sparring til at løse en konflikt i kolonihaveforeningen.
Det er et højt tal, vurderer hun.
- Hvis det for nogen er vigtigst, at man skaber levegrundlag for insekter, mens det for andre er vigtigst, at haven ser flot ud uden ukrudt, kan det være svært at skabe enighed, og det kan meget nemt give anledning til stridigheder, forklarer hun.
Hyggen over hækken er forsvundet
Susanne Sørensen har trods sine holdninger ingen konflikter med sine medkolonihaveejere i den nordjyske kolonihaveforening.
Det siger hun selv, og det samme siger de øvrige medlemmer af foreningen.
Hun burde med sine 68 år høre til i den gamle garde, men faktisk står hun midt i det hele med en fod i hver have.
Hun gider ikke de unges biodiversitet, men hun gider omvendt heller ikke de gamles skidtsnak.
Det er både måden at holde have på, men i særdeleshed også det sociale aspekt i at have en kolonihave, der skaber splid i den nordjyske haveforening.
De gamle i foreningen mener, at mange af de unge lukker deres dør og passer sig selv.
Og det passer ifølge dem slet ikke med den oprindelige kolonihavetanke, hvor hygge over hækken var næsten lige så vigtigt som velplejede blomsterbede.
Uenigheder eskalerer, fordi ingen taler sammen
Ifølge kulturforsker Johs. Nørregaard Frandsen er der noget om snakken.
- I dag er vi langt mere selvoptagede og indadvendte, så vi passer i højere grad os selv, siger han.
Det passer ikke så godt ind i den gamle kolonihavekultur, hvor man kom hinanden ved. Og det er netop de to forskellige kulturer, der kan være med til at få uenighederne til at eskalere og blive til deciderede konflikter.
Tidligere tog man snakken over hækken, men i dag er der ifølge Johs. Nørregaard Frandsen ikke et rum, hvor man kan mødes og sige til hinanden på en rolig måde, at det måske ville være bedre, hvis det træ ikke var der.
- I dag bliver det ophobet, og så ender man med at få sagt tingene om ”det møgtræ” på en helt forkert måde, forklarer kulturforskeren.
Når det først er sagt på den måde, er der en stor risiko for, at det udvikler sig.
Enten kan det ende med, at naboerne råber ad hinanden, eller at de slet ikke vil tale sammen og undgår hinanden. Begge dele er en umulig situation, når man bor tæt som i en kolonihaveforening, mener konfliktmægler Anne Rebsdorf.
En stor del af de stridigheder, hun har haft indblik i, er opstået mellem nabohaveejere. De kan være startet som uenigheder om skellets placering, høje træer eller generende larm og støj.
Formanden fik en undskyldning
Anne Rebsdorf fortæller, at det også ofte er menige kolonihaveejere og bestyrelsesmedlemmer, som ikke kan blive enige.
Som i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde, hvor den gamle garde mener, at foreningens nye formand, Finn Lund Nyby, er en regelrytter, som vil ændre hele foreningens grundlag over natten.
Det resulterede i, at formanden på et tidspunkt modtog en sms, der indeholdt en trussel med ordene ”Pas nu på, hvad du gør”.
Den slags mere alvorlige sager ser Anne Rebsdorf ikke i udbredt grad. Det er oftere forskellige former for chikane, hvor folk klager over hinanden for at sætte den anden part i dårligt lys eller skriver knap så pæne passager om andre på sociale medier.
Sagen om sms-truslen blev løst med et møde mellem formanden og afsenderen, som gav en undskyldning for sin handling.
Ikke nemme at lave om på
Susanne Sørensen var medlem af bestyrelsen under Finn Lund Nyby, da han fik truslen.
Hun er klar i mælet og mener ikke, at det kan være rigtigt, at folk ikke taler pænt til hinanden. Men omvendt forstår hun også godt, at det kan være svært for kolonihaveejere, som har haft deres have i mere end 30 år, og der så kommer en, de føler, der vil ændre det hele.
- Vi gamle røvhuller er ikke så nemme at lave om på her og nu, griner hun.
Det er netop der, at hunden ligger begravet. Og måske kunne stridsøksen i virkeligheden også begraves der, lige ved siden af hunden.
For ifølge konfliktmægler Anne Rebsdorf opstår misforståelserne mellem generationerne, når de nye kommer til og vil ændre noget, som i de gamles øjne fungerer.
Hun peger på, at det er helt naturligt, at dem, der har været med til at bygge noget op, er glade for og stolte af det. Og hvis nogen så kommer med nye ideer, kan det nogle gange opleves som en kritik af det eksisterende.
- Noget af det, der mangler, er en anerkendelse af det, der allerede er skabt. Hvis den taknemmelighed bliver vist, vil der formentlig også komme større åbenhed for nye ideer, siger Anne Rebsdorf.
Se 'Balladen om kolonihaven' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 eller her på TV 2 Play.
