Konflikt i kolonihaven: - De unge ved jo ik’, hvad det drejer sig om
Foto: Caroline Monin, TV2 Nord
Jens Bækgaard Jensen og Lisbeth Klemmensen har fælles holdninger til, hvordan en kolonihave bør være.
Haveselskabet Jørgen Berthelsens minde er blevet omdrejningspunkt for en ny serie på TV 2.
For snart et år siden købte AnaMariia Joulié sit kolonihavehus i Jørgen Berthelsens Minde.
- Jeg anede intet om, hvad jeg gik ind til. Men jeg elsker at være her, siger hun.
Huset står overfor en renovering, og derfor er græsset ikke lige blevet slået, mens ukrudtet også pibler frem i jordbunden.
- Jamen jeg har da fået en del bøder for ikke at passe haven. Men jeg lærer det nok snart, siger hun.
På næste gade bor Jens Bækgaard Jensen. Han har ejet sin kolonihave i snart seks år, og her står haven altid snorlige.
- Det er bare en del af det at have en kolonihave, selvfølgelig skal man passe sin have, siger han.
Uenighed
I kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens minde hærger en konflikt. Den er opstået på grund af den nye generation af kolonihavebrugere.
For de har anderledes tanker om fællesskab og vilde haver.
- Der er jo ikke noget, der bliver holdt i deres haver. De sidder gemt i ukrudt inde hos dem selv, siger Lisebeth Klemmensen, der har boet i kolonihaven i fire år.
De unges forestilling om, hvordan en kolonihave skal være, står i stærk kontrast til den ældres, istemmer Jens Bækgaard Jensen.
- Det skal jo være et fristed, som man holder ved lige. Det skal altid være pænt og ikke bare være biodiversitet og højt græs.
Hos ham skal der være plads til en øl med naboerne, mens søndagen bruges på kortspil i fælleshuset.
Men for AnaMariia er kolonihaven et sted, hvor hun kan få ro.
- Nogle vil gerne være dem selv, og nogle vil gerne være med i et fællesskab, det er vel sådan, det bør være, siger hun.
Den afgørende generalforsamling
Konflikten eskalerede sidste sommer til den årlige generalforsamling. Her valgte de nye unge beboere at skubbe den siddende formand af posten - efter 30 år.
Til fordel for en ny og yngre.
- Det var jo fuldstændig vanvittigt. Hvorfor skal de komme og ændre alting, spørger Jens Bækgaard Jørgensen.
Den nu tidligere formand havde kun et år tilbage, før hun selv ville træde af. Og derfor kom de unges 'formandskup' også som et chok for Lisbeth Klemmensen.
- Der blev jo sådan et had til dem, der væltede hende. Det var meget naturligt, siger hun.
For nytilflytteren AnaMariia betyder det ikke så meget, hvem der er formand i kolonihaveforeningen. Hun havde ikke noget med kuppet at gøre.
- Jeg gider ikke noget drama. Jeg ønsker bare, at alle har det godt med hinanden, siger hun.
Hun har nu lovet, at hun fremover nok skal passe sin have, så godt hun kan. Mens de to garvede kolonihaveejere har besluttet at slutte fred med de yngre.
- Så længe de bare passer deres haver, slutter Jens Bækgaard Jensen.
'Balladen i Kolonihaven' er blevet til en TV-serie. Den har premiere tirsdag den 25. juli på TV2.