Her kan det blive op til 28 grader i dag
Foto: Roland Olsen / Seerfoto
Der venter endnu en septemberdag med masser af sol.
Torsdag bliver den fjerde sommerdag i træk.
Det solrige og varme sensommervejr har nærmest ingen ende, og det er da også det, der igen er udsigt til denne torsdag.
Dog er der flere steder, hvor dagen begynder med en del skyer, som først for alvor går i opløsning op ad formiddagen. Faktisk er det kun i Vestjylland og på Vestsjælland, at man er stået op til decideret solrigt vejr.
Til gengæld har skyerne været med til at holde på varmen i nattens løb. Generelt ligger temperaturen på 14 til 18 grader, hvilket er pænt for en morgen i september.
Højtliggende skyer med mælkehvidt skær
Først ved middagstid forventes de fleste at have mere eller mindre solrigt vejr.
Dog vil der fortsat være nogle højtliggende cirrusskyer flere steder, hvilket vil give en mælkehvid himmel. Disse skyer er imidlertid så tynde, at solen sagtens kan skinne igennem.
Som eftermiddagen skrider frem, bliver himlen mere og mere blå.
Vinden kommer fra østlig retning. Dermed er det over de vestvendte landområder, at dagens højeste temperaturer forventes at blive målt.
Varmest bliver det ned gennem Vestjylland, hvor temperaturen flere steder kan nå op på 27 til 28 graders varme. Helt lokalt kan termometret måske endda ramme 29 grader.
Med disse temperaturer i sigte vil torsdag blive den fjerde sommerdag i træk.
Ud over Jylland er der på Vestfyn, Vestsjælland og Lolland også udsigt til en meteorologisk sommerdag med 25 til 27 grader, når det bliver varmest.
I resten af landet ligger temperaturen på 18 til 24 grader.
I aften fortsætter det klare vejr, mens temperaturen kun falder langsomt. Selv ved midnatstid er det fortsat over 15 grader i hele landet.
Da vinden er relativ svag, bliver det en aftenstund, der er en sommeraften værdig.