Her er Vingegaards plan efter Touren
Foto: Laurent Cipriani/AP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard har to løb planlagt efter Tour de France. Det er stadig uvist, om han kører VM.
- Jeg har aldrig været så træt efter en Grand Tour, og jeg trænger bare til at komme hjem og slappe af.
Jonas Vingegaard var en udmattet mand efter afslutningen på Tour de France i Nice, men når han har fået hvilet ud, venter nye strabadser.
Om mindre end tre uger skal danskeren efter planen køre endagsløbet Clásica San Sebastián (10. august) og dernæst Polen Rundt (12.-18. august). Det fortalte han i TV 2 Sports Tour-studie søndag aften.
- Og så derefter må vi se, hvordan det hele går. Hvis alting går godt, kan det være, at jeg kører cykelløb, men man skal nok ikke forvente at se mig så meget i efteråret, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.
- Også med alting, jeg har været igennem (styrtet i Baskerlandet Rundt, red.). Jeg tror, at jeg trænger til en god, lang pause. En ting er, at jeg ikke har kørt mange løb i år, men det er næsten hårdere at være skadet end at køre løb.
Vil gerne køre VM, men ...
Det relativt stille efterårsprogram skyldes også en snarlig familieforøgelse. Jonas Vingegaard og hustruen Trine venter deres andet barn.
Derfor er det fortsat uvist, om Vingegaard indfrier Mads Pedersens ønske og melder sig klar til at køre VM i Schweiz i slutningen af september.
- Det er helt klart et løb, jeg rigtig gerne vil køre, men det kommer meget an på, hvordan det går med familien og det hele. Så jeg kan ikke stå her og love, at jeg kører VM. Det er nu engang sådan, det er, siger nummer to i årets Tour.
Flere artikler fra tv2.dk