Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flot sensommervejr med op til 23 graders varme

Ud på eftermiddagen bliver der bedre plads til solen. VIDEO: TV2 Vejret

Enkelte regnbyger kan forekomme.

Mange steder står man op til en flot morgenstund med helt rolige vindforhold.

Nattens stille og klare vejr har dog medvirket til, at der nogle steder er blevet dannet tåge, som kan genere morgentrafikken.

Stedvis kan tågen være med lav sigtbarhed på ned til omkring 100 meter.

I det hele taget er der risiko for tåge i hele landet frem til klokken 10. Men når først tågen er lettet, er der udsigt til en flot sensommerdag.

Store dele af lørdagen byder på tørvejr og nogen eller en del. Særligt over de sydlige og østlige dele af landet kan der komme en del sol og op til 23 graders varme. Ud på eftermiddagen kan der i nordlige Jylland blive dannet enkelte regnbyger. Foto: TV2 Vejret

God plads til solen

Efter en morgen med klart vejr flere steder, vil formiddagen generelt blive domineret af spredte skyer på himlen.

Særligt i det centrale og vestlige Jylland kan solen endda få det lidt svært. Ellers bliver det overordnede set med nogen sol og tørvejr til alle.

Ud på eftermiddagen bliver der især i de sydlige og østlige dele af landet bedre plads til solen. I perioder kan man se frem til decideret solrigt vejr.

Anderledes ser det ud i den nordlige del af Jylland. Her er der nemlig risiko for, at der sidst på eftermiddagen kan dannes helt lokale regnbyger.

Store dele af lørdagen byder på tørvejr og nogen eller en del. Særligt over de sydlige og østlige dele af landet kan der komme en del sol og op til 23 graders varme. Ud på eftermiddagen kan der i nordlige Jylland blive dannet enkelte regnbyger. 

Den megen solskin bliver ledsaget af ganske lunt sensommervejr. På tværs af landet topper temperaturen med 18 til 23 grader.

Varmest bliver det over Sydjylland, Nordfyn, Vestsjælland samt Lolland og Falster.

Temperaturen topper med op til 23 graders varme. Foto: TV 2 Vejret

Kom udenfor

Med relativt svage vindforhold er der dermed udsigt til en lørdag, der indbyder til en gåtur i skoven eller andre udendørsaktiviteter.

Lørdag aften fortsætter det med at holde stort set tørt. Dog er der stadig risiko for enkelte regnbyger fra Vendsyssel ned over Himmerland og Kronjylland.

Ovenpå en lun sensommerdag er det en god idé at huske en jakke til aftentimerne. Solen går efterhånden tidligt ned, hvilket gør de mørke timer kølige.

Frem til midnat ligger temperaturen i det meste af landet på 15 til 17 grader.

Prognose lørdag aften. Enkelte regnbyger kan forekomme i Jylland. Foto: TV 2 Vejret

Er din arbejdsgiver nærig? Så stor en julegave kan du forvente at få

Hør hvad Nikolaj Knudsen (tv), Erik Bertelsen (i midten), og Gitte Sørensen (th) har at sige, når snakken falder på julegaver.

Vi skriver 9. december, og mange har allerede fået en julegave fra deres arbejdsgiver, mens andre må spejde langt efter en pakke.

Det er som bekendt tanken, der tæller, men det kan måske være svært at undlade at tænke på, hvad pakken egentlig har kostet.

Nye tal fra totalleverendøren Lomax viser, hvilke firmajulegaver der er i højsædet, og hvor gavmilde eller nærige landets arbejdsgivere er.

På tværs af landets regioner ofrer arbejdsgiverne i gennemsnit 517 kroner per medarbejdergave.

Erik Hansen arbejder hos byggecentret Trægården Kås, og i år har medarbejderne kunnet vælge mellem et gavekort til henholdsvis en restaurant, en slagter eller et eventsted.

- Jeg synes, at det viser, at man værdsætter sine medarbejdere. Om gaven koster 200 kroner eller 1000 kroner er jeg egentlig ligeglad med, fortæller logistikmedarbejderen.

Video: Lisbeth Andersen er medejer af Trægården Kås, og særligt én ting var vigtig for hende, da hun skulle beslutte, hvad virksomhedens omkring 20 medarbejdere skulle have i julegave:

Foto: Regnar Bekker

TV2 Nord har spurgt folk på gaden i Aabybro om, hvad de ville sige til, hvis deres arbejdsgiver ikke gav dem nogen julegave.

- Det ville jeg måske være lidt ked. Et eller andet føler man sig værdsat, når man får en gave til jul, lyder det fra Gitte Sørensen.

Nikolaj Knudsen og Erik Bertelsen ser anderledes på det.

- Som medarbejder forventer jeg aldrig at få, lyder det fra førstnævnte.

- Det ville være ligemeget (hvis jeg ikke fik en julegave, red.), siger Erik Bertelsen fra Nørhalne, der igennem mange år har arbejdet i det offentlige, hvor han langt fra altid fik en julegave af sin arbejdsgiver.

Ifølge Lomax er stegepandesæt årets foretrukne gave blandt medarbejderne i Nordjylland. I København er det oplevelsesgavekort, mens det i Midtjylland og Syddannmark er airfryeren, der topper listen.

Gaver fra arbejdsgiver

En medarbejder kan få skattefri gaver fra en eller flere arbejdsgivere:

  • Fysiske gaver og andre mindre personalegoder til en samlet værdi af op til 1300 kr. i 2024 (1300 kr. i 2023)

Gavekort udover oplevelsesgavekortet vil i praksis normalt være skattepligtige, men der er undtagelser. Læs mere under punktet Gavekort og kontanter som gave.

Husk, at der er særregler for julegaver, som du kan læse om under punktet Gaver og julegaver inde på skat.dk

Overstiger det samlede beløb årligt 1300 kr. (2024) skal alt beskattes.

Selvom det samlede beløb overstiger 1.300 kr. (2024), så bliver julegaven ikke beskattet, når den højst koster 900 kroner.

Medarbejderen skal altid betale skat af gaver i form af kontanter.

Gavekort kan være enten skattefri for medarbejderen eller skattepligtige (A-indkomst). Læs mere om reglerne herunder.

Skattefri gavekort

Disse gavekort er altid skattefri for medarbejderen:

  • Gavekortet gælder kun til få, udvalgte gaver hos en udbyder på nettet.

  • Arbejdsgiveren har på forhånd valgt gaven på gavebeviset til den enkelte medarbejder.

  • Gavekortet er et gavebevis til én bestemt navngiven restaurant, hvor det kun kan bruges til dagens tre-retters-menu eller til én ud af 3 tre-retters menuer, som arbejdsgiver har sammensat.

Vær dog opmærksom på, at gavekortet kun er skattefrit, hvis det overholder beløbsgrænsen (bagatelgrænsen).

Kilde: skat.dk


Er det en mus, rotte eller en blanding? Gnaver deler vandene.

En gnaver på besøg hos tøjbutikken DIDRIK i Thisted skaber lidt større postyr, end den formentlig havde regnet med, før den tog på eventyr.

På ganske kort tid er den blevet lidt af et tilløbsstykke i byen.

- Der er mange, der går meget op i det her, lyder det fra Charlotte Didriksen, der sammen med søsteren Mette Didriksen er indehavere af DIDRIK.

- Vi kalder den en show-off-mus, fordi den laver et show for alle de mennesker, der står ude på den anden side og filmer den fra alle mulige vinkler i de store vinduer.

Det skal lige nævnes, at de vinduer, som de mange nysgerrige mennesker nu i Thisted interesserer sig for, giver udsyn til DIDRIKs juleudstilling og altså ikke selve butikken.

Juleudstillingen er nemlig i en kældergang, der naturligt nok fører ned til kælderen, som er en gammel bankboks - gnaveren er altså ikke i butikken.

Mus, rotte eller begge dele?

Indehaverne af tøjbutikken gik nærmest i panik, da de onsdag 4. december fik tilsendt en video, hvor gnaveren kunne ses boltre sig i juleudstillingen.

- Vi blev kimet ned dagen efter. Folk ringede til os og sagde, at deres børn havde set på Snapchat, at der var en rotte, en mus eller et eller andet i vores vindue, forklarer Charlotte Didriksen.

De lagde derfor en video op på Facebook med gnaveren, hvor de oplyste folk om, at de er opmærksomme på, at den er til stede.

- Ellers ville vi ikke kunne lave andet end at svare folk.

Den lille ubudne gæst er blevet beskrevet som en gnaver, og det er simpelthen fordi, at der er tvivl om, hvad den skal identificeres som.

- De, der har set den i virkeligheden, siger jo, at det er en halsbåndmus, og de, der har set videoen, siger, at det er en rotte. Men jeg er ligeglad, for det er en gnaver, og den hører slet ikke til dér, konstaterer Charlotte trods alt med et stort grin.

- Sjovt, komisk eller tragisk

Hun lufter også idéen om, at det kan være en blanding mellem en mus og en rotte, og den store diskussionsklub er også startet på tøjbutikkens Facebook-opslag, hvor talrige kommentarer omhandler, hvilken slags gnaver der er tale om.

- Det sjove, komiske eller lidt tragiske i det er, hvor mange der rent faktisk kan diskutere det. Jeg havde slet ikke set det komme, at folk helhjertet går ind og diskuterer, om det er en mus eller rotte, pointerer medindehaver Mette Didriksen.

- Jeg glæder mig til, at den er fanget. Lad mig sige det sådan. Så kan vi for en gangs skyld få slået fast, om det her er en kærlighedshistorie mellem to racer, eller om det er den ene eller den anden. Det glæder vi os til, tilføjer Charlotte Didriksen.

De to indehavere skulle forleden en tur ned i byen for at købe julegaver, og de kunne ikke få lov til at gå i fred, da de konstant blev stoppet af folk, der havde været forbi deres vinduer for at se, om de kunne se gnaveren.

Og mens byen næsten er på den anden ende, hygger hovedpersonen sig på gulvet i DIDRIKs juleudstilling blandt julestjernerne, selvom der bliver gjort et ihærdigt forsøg på at indfange den.

- Der er lagt mad og fælder ud fra kommunens rottebekæmpere, men den bider ikke på. Den laver alt andet ude i det vindue end at æde det mad dér, men heldigvis er den i et lukket rum, siger Charlotte Didriksen.


Er du den heldige? Her er dagens vinder af to kilo juleslik (08.12.24)

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker TV2 Nord en vinder af to kilo juleslik fra AllSweets i Aalborg Storcenter.

Er du en vaskeægte slikmund?

Så skal du være med i TV2 Nord's julekonkurrence, hvor vi hver dag fra den 20. november til den 20. december trækker lod om to kilo slik fra 'Allsweets' i Aalborg Storcenter.

For at være med i konkurrencen skal du kigge forbi juleskoven på TV2 Nord i Aabybro, hænge julepynt på træerne og putte et brev i julemandens postkasse med dit navn og kontaktinformationer.

Hver aften efter 19.30-nyhederne trækker vi en vinder. Læs mere her.

Og vinderen af søndagens udtrækning, kan du se i videoen herunder:


Rikke er blind - svømmer i iskoldt vand til lyden af klokker

- Jeg har sagt, at det ikke skal være kedeligt at være blind.

Siden hun var 10 år gammel, har Rikke Hjortnæs været synshandicappet, men først for 3,5 år siden blev hun blind.

Det stopper hende dog ikke fra at leve sit liv til fulde.

Hun rider, løber orienteringsløb og svømmer issvømning.

Sidstnævnte kom først på listen i oktober for to år siden, da en ledsager foreslog, om de ikke skulle prøve det.

Hertil var svaret ikke svært, for Rikke Hjortnæs har altid været glad for koldt vand og er ikke bange for en udfordring.

- Jeg vil virkelig leve mit liv og få nogle udfordringer. De udfordringer er også det, som bliver til små sejre, som gør det sjovt at leve.

Hvad er issvømning?

  • Issvømning er svømning i vand under 5 grader

  • Det anbefales, at du ALTID svømmer med en havtaske eller et andet flydemiddel, når du træner

  • Til stævner svømmes der som regel på 25 m baner, hvor man ikke har havtaske på

  • Enhver der kan tage 10 svømmetag i koldt vand under 5 grader, kan kalde sig issvømmer

  • Enhver der kan svømme 25 m i koldt vand svarende til distancen i en almindelig svømmehal kan deltage i et VM eller DM i issvømning.

Kilde: Iceswimmer.com

Da helårsbadeklubben Vikingeklubben Isbjørnen inviterede udenfor til et svømmejuleevent i Vestre Fjordpark i Aalborg for at hjælpe uøvede i vandet i trygge omgivelser, kunne hun ikke sige nej.

Men det kan være svært at svømme i et havnebassin, når man er blind.

- Jeg har nogle klokker, jeg svømmer efter, så jeg har noget lyd at forholde mig til, så jeg ved, hvilken retning jeg skal i. Det kan jeg af gode grunde ikke se.

- Nogle gange kan vandet drive lidt. Det er ikke fedt at blive væk i et havnebassin. Det har jeg prøvet før, fortæller Rikke med et smil på læben.

Se indslaget herunder:

Omkring 50 øvede og uøvede issvømmere mødte op til juleeventet i Vestre Fjordpark, som ud over at hjælpe nybegyndere også var et forsøg på at skabe mere viden om issvømning.

- Der er ikke mange, der kender til issvømning. For at promovere det, bliver vi nødt til at lave det her. Vi håber, det kan blive en officiel sport, det er det ikke nu, fortæller Helle Nygaard, som er ansvarlig for juleeventet og suppleant i Vikingeklubben Isbjørnen.

Helle Nygaard svømmer selv issvømning, men i dagens anledning blev hun på land som ansvarlig. Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

Længere end forventet

Modsat Rikke Hjortnæs, var Jane Dons helt ny til at hoppe i det kolde vand. Men hun kom med et mål.

- Egentlig var mit mål 25 meter, men så sagde min mand "det kan du ikke", der tænkte jeg, at det kan jeg godt. Jeg vil gerne på 50 meter, men 25 er det, jeg skal nå.

Mens Rikke Hjortnæs svømmede omkring 100 meter mod lyden af klokker, overraskede Jane Dons både sig selv og dem omkring.

For Jane Dons var oplevelsen bedre, end hun havde forventet. Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord

Det blev ikke bare til en tur i vandet, og det blev heller ikke kun til 25 meter.

Tværtimod hoppede hun i to gange, og endte med samlet at svømme omkring 120 meter.

- Det var bare fedt og super koldt, men det hele værd, lyder det fra Jane Dons.


Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

2. søndag i advent blev fejret i stor stil på Nørregaarden ved Løgstør. 25 boder med alt fra julepynt til noget godt til ganen. En gårdsplads fyldt med juletræer, en dansende elg og en tur bag traktoren.

Alt sammen for at skabe vaskeægte julestemning.

- Det handler lidt om at skabe juleglæde og noget stemning herude og se alle de glade ansigter, der kommer herude. Det er det, der er det fede ved det, siger Kenneth Baand, indehaver af Nørregaarden.

Boder med køer i nakken

Gården rummer til dagligt mange forskellige dyr. Den har derfor været udsat for lidt af en makeover for at blive klar til weekendens julemarked. Det har dog været vigtigt for gårdejeren, at dens daglige formål også skinnede igennem.

- For ti dage siden gik der dyr, hvor der nu er boder, så vi har været ved at muge ud, siger gårdejeren.

TV2 Nord besøgte gården søndag:

25 sælgere er nemlig kommet fra nær og fjern for at opstille sin bod. En af dem er Grethe Jensen.

- Jeg synes, at det lød spændende, og det er jo sjovt, fordi der kommer en masse mennesker. Man kommer til at snakke med dem, man står omkring. Det er hyggeligt. Det er det, jeg godt kan lide, siger Grethe Jensen.

Grethe Jensen har de sidste 18 år lavet såkaldte strømpenisser, som hun laver ud af nylonstrømper, kartet uld og en masse ting.

Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Gårdejeren anslår, at omkring 1.000 mennesker har lagt vejen forbi, når weekenden er omme. Nogle af dem er familien Thomsen fra Vestbjerg.

- Vi går utrolig meget op i jul, og sådan en tur her på et marked er bare det bedste, vi ved. Især fordi der er en masse boder, så der er ikke et sted, vi hellere vil være i hvert fald, siger Maria Thomsen.