DF fører valgkamp tæt på spærregrænsen: - Giv os lige en chance til
Det kan blive det værste valgresultat nogensinde, men “rigtige DF’ere bliver tilbage og kæmper”. TV 2 har mødt det unge håb – og en gammel kending.
Fiskemanden har fået den gode plads foran Rema 1000 i den nordjyske by Støvring. Nana Harring må tage til takke med det modsatte hjørne af parkeringspladsen.
Her har nogle lokalformænd opstillet en pavillon og pyntet med valgplakater og blå balloner, der glinser i solen med Dansk Folkepartis logo.
To drenge skridter over p-pladsen for at få en ballon. Men termokander og papkrus står urørte.
Nana Harring går over mod en ældre kvinde i en gul vindjakke, der er ved at stige ud af sin bil.
- Hej. Må jeg give dig en flyer?
Kvinden er allerede på vej væk.
- Nej. Det er spild af stemmer. I kommer jo ikke ind, siger hun uden at vende sig om.
Et af de unge håb
Den 24-årige sygeplejerske Nana Harring har taget orlov fra sit arbejde for at føre valgkamp på fuld tid – og kæmpe for, at kvinden i vindjakken ikke får ret.
Hun er et af Dansk Folkepartis nye håb, som Morten Messerschmidt viste frem til partiets sommergruppemøde. Og håb har partiet brug for her i valgkampen, hvor DF – der for få år siden var det største borgerlige parti – kæmper for overhovedet at blive i Folketinget.
Mens Nana Harring forsøger at dele bolsjer, flyers og nøgleringe ud foran Rema 1000, kommer en ny meningsmåling fra Voxmeter. Den viser 1,8 procent til Dansk Folkeparti. Altså under spærregrænsen.
Den seneste Megafon-måling for TV 2 viste i søndags mere opløftende 2,9 procent.
Det går frem og tilbage.
Tanker om spærregrænsen fylder
Men Nana Harring tror på det.
Også selvom hun som kandidat i Nordjylland fisker stemmer i samme vande som selveste statsministeren og ikke mindst Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne, der i forvejen har støvsuget alle de DF'ere, der ikke var boltet fast.
- Jeg er fuld af optimisme. Jeg ville ikke stille op, hvis jeg ikke troede på projektet, forsikrer hun.
Men hun medgiver også, at "det har været en svær tid" for partiet, og at truslen om spærregrænsen "fylder".
- Så nu skal jeg bare fokusere på at trække dem til, som måske har mistet troen på Dansk Folkeparti, og så skal jeg hjælpe dem med at genfinde den ved at snakke politik og fortælle, hvad vi stadig kan, siger hun:
- Vi er jo det eneste parti i blå blok, der går meget op i, at vi får en ordentlig ældrepleje og sundhedssystem. Vi er de eneste, der er villige til at kigge på lønninger af sygeplejersker.
Du vil ikke rigtig snakke om den spærregrænse?
- Jamen, jeg tror ikke, at vi kommer under spærregrænsen.
Folk vil ikke have flyers
Det er især den ansvarlige socialpolitik, sundhed og ældrepolitikken, der tiltaler hende ved Dansk Folkeparti. Og selvfølgelig hård udlændingepolitik.
Hun er nyuddannet sygeplejerske og arbejder i hjemmeplejen i det vestlige Aarhus.
Her møder hun ældre mennesker, der sidder i en lejlighed uden at have arbejdet og uden at kunne et ord dansk, selvom de har boet i Danmark i årtier, fortæller hun. De er som levende beviser på det, hun mener, der er mange års fejlslagen integration.
- Vi har svigtet dem ved ikke at stille tydelige krav, siger hun.
Nana Harring vender sig mod en dame på cykel.
- Må jeg give dig en flyer med på vejen?
- Det må du ikke, nej.
- Det er i orden. God dag.
Hun vender sig mod TV 2 igen:
- Jeg tror ikke, at det handler så meget om Dansk Folkeparti. Jeg tror, at det er generelt, at folk ikke vil have flyers, siger hun og understreger, at hun møder lige så mange, der tager godt imod.
Forretningen skal også passes
Lidt længere sydpå sidder en af dem, der har været med i medgang og modgang. Det tidligere folketingsmedlem Kim Christiansen (DF) læser mails på en iPad ved bardisken i sin bodega A'Porta i Mariager.
Han stiller også op til folketingsvalget. Men de har travlt, ham og Pia Adelsteen, der faldt for hinanden, mens de begge var i Folketinget for Dansk Folkeparti.
Smørrebrødsrestauranten inde ved siden af er lukket for sæsonen. Men de har lige købt en villa rundt om hjørnet, som de er ved at give den helt store overhaling, så den kan åbne som bed and breakfast med seks værelser om nogle måneder.
I sidste uge overtog de også et hus i Knebel på Djursland, som de egentlig ikke rigtig ved, hvad de skal bruge til endnu.
Jeg havde da en lille transportminister i maven på det tidspunkt.
Kim Christiansen, kandidat til folketingsvalget for Dansk Folkeparti
Lige nu er der nok at se til med at sætte sig ind i brandregler og søge alverdens tilladelser for at kunne drive et bed and breakfast.
- I princippet burde man jo nok stå derude hver dag i øjeblikket, siger Kim Christiansen og nikker ud ad vinduet, hvor der hænger valgplakater med Inger Støjberg (Æ) og andre ansigter i alle lygtepæle.
- Jeg brænder jo stadig for politikken, men der er jo også en forretning, der skal passes, siger han og griner.
Gode folk har hængt valgplakaterne op
Han får hjælp af "gode folk i lokalforeningen".
- Nu er alle mine valgplakater hængt op. Det er mine gode folk rundt omkring, siger han henrykt med blikket på en besked på iPad'en.
Der er lys i spillemaskinerne og Bonnie Tyler i højtalerne. Man kan få en cowboytoast for 30 kroner og 2 drinks for 100, hvis man vælger en 'citronmåne' eller en 'skumbanan'.
Har I overhovedet tid til alt det her, hvis I bliver valgt ind i Folketinget?
- Tja, så ansætter vi jo bare nogle, siger Pia Adelsteen bag baren.
Kim Christiansen viser rundt i huset, de håber på at kunne åbne som bed and breakfast om nogle måneder. Foto: TV 2
Hun stiller også op til Folketinget igen. Bare i Frederikssund, hvor hun kommer fra og boede, indtil hun mødte Kim Christiansen.
- Jeg kalder ham en arbejdsskade, griner hun.
Den største politiske fejl
Kim Christiansen har stillet op for Dansk Folkeparti siden 1999 og sad i Folketinget fra 2005 til 2019.
Han har både været med, da DF'ere blev kaldt rascister og blev spyttet efter, og i partiets storhedstid efter valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev det næststørste parti i hele Folketinget med 37 mandater.
De var så mange, at de var nødt til at sidde og opfinde ordførerskaber, så alle fik noget at lave. Og regeringen måtte give støttepartiet store indrømmelser for at få de 37 mandater med ombord, når der skulle laves aftaler.
Det var også der, at det gik galt, mener Kim Christiansen. For partiet valgte ikke at gå med i regeringen.
- Det er vel den største politiske fejl, der er begået i nyere tid, at vi ikke tog det ansvar. Det er vi blevet straffet for siden.
- Jeg havde da en lille transportminister i maven på det tidspunkt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger den mangeårige transportordfører.
Billige kopier og wannabes
Dansk Folkeparti fik et "skodvalg" i 2019, og det fik en snebold til at rulle. Interne stridigheder, stikpiller i offentligheden og modarbejdelse af hinanden.
Kim Christiansen var gået, hvis han selv havde været formand i den situation. Men det gjorde Kristian Thulesen Dahl ikke.
- Det er jo en farce, det, der er foregået. En børnehave uden sidestykke, siger han med henvisning til al balladen, der tidligere i år fik en lavine af medlemmer til at forlade partiet.
Både i lokalforeningerne og i folketingsgruppen.
Kim Christiansen mener, at der er en tendens til, at "hvis man ikke kan få sin vilje, så skifter man parti eller starter sit eget".
Dansk Folkeparti er originalen, mener han. De nye partier – Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne – er billige kopier og wannabes, som har "taget godt for sig af Dansk Folkepartis partiprogram". De "høster frugterne" af alt det, Dansk Folkeparti har været igennem, lyder det.
Levebrødspolitikere og kujoner
Kim Christiansen har endnu mindre til overs for de tidligere kolleger, der har forladt DF's folketingsgruppe for at blive løsgængere og siden sluttede sig til Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.
- Det er noget svineri. Det er kujonagtigt, at man går og ikke overlader sit mandat til partiet. Det er sådan nogle levebrødspolitikere. De sidder på DF-stemmer og hæver 800.000 kroner om året, siger han med foragt i stemmen.
Min appel til vælgerne er bare: Giv os lige en chance til. Vi kan godt.
Kim Christiansen, kandidat til folketingsvalget for Dansk Folkeparti
Pia Adelsteen kommer ud fra køkkenet.
- På godt dansk pisser det mig af. Jeg synes, at det er under al kritik. Fair nok at ændre holdning, men så gå ud af Folketinget og overlad dit mandat til en suppleant. Det gjorde de ikke. De sidder på DF-stemmer, siger hun forarget.
Den eneste, der gjorde det ordentligt, var den tidligere formand, bliver de enige om. Da Kristian Thulesen Dahl gik, forlod han Folketinget helt, så partiet kunne få en suppleant ind i stedet.
Stegt flæsk og persillesovs på kroen
Har Dansk Folkeparti stadig sin berettigelse?
- Ja, det mener jeg absolut. Vi er jo originalen, fastholder Kim Christiansen.
Han drømmer om otte mandater til Dansk Folkeparti, men alt mellem fire og otte vil være en succes i hans bog.
- Jeg ville jo elske at komme tilbage og beskæftige mig med transport igen.
På iPaden læser han om et vælgermøde på Ørsted Kro.
- Stegt flæsk og persillesovs. Ja, det er sådan nogle vælgermøder, jeg synes, der er sjove, siger han opløftet.
Hvis ikke han kommer ind, har han en forretning at passe. Og så går det nok.
- Min appel til vælgerne er bare: Giv os lige en chance til. Vi kan godt.
Rigtige DF'ere bliver og kæmper
Hos Nana Harring på p-pladsen i Støvring er de optimistiske. Peter Rytter Lassen, lokalformand i Mariager Fjord, mener, at de er bedre tjent uden alle dem, der har forladt partiet.
- Dem, der har været sure og er gået, har ikke været rigtige DF’ere. Rigtige DF’ere bliver tilbage og kæmper, siger han.
Hvis ikke jeg kommer ind, stiller jeg op igen om fire år.
Nana Harring, kandidat til folketingsvalget for Dansk Folkeparti
Sådan en er Niels Thomsen fra Rebild, der også er dukket op i pavillonen for at bakke op om deres unge kandidat. Resten af hans lokalforening, selv suppleanten, forlod partiet i juni. De fik nok af "fnidder".
- Det er selvfølgelig lidt ensomt, at der ikke er flere, man kan jage rundt med, griner han og ytrer et lille håb om, at de en dag kan lave en rigtig lokalbestyrelse igen.
Hvis Dansk Folkeparti kommer over spærregrænsen, tror de på, at det fjerde mandat falder i Nordjylland og altså tilfalder Nana Harring.
- Jeg tror på, at vi får hende i Folketinget. Det tror jeg, siger Niels Peter Hougaard, der er lokalformand i Vesthimmerland og hjælper med at uddele flyers foran Rema 1000:
- Jeg ved godt, at der har været en del, men der er ryddet op, og der er ro nu. Fremtiden ser lys ud. Jeg er jo en af dem, der tror på, at vi får 20 mandater – og Nana er en af dem, siger han og går videre med den lille kurv med flyers og DF-grej.
En ældre mand udvælger sig en kuglepen med DF-logo.
Nana Harrings succeskriterie er fire mandater til DF – og et til sig selv.
- Ellers fortsætter jeg som sygeplejerske. Hvis ikke jeg kommer ind, stiller jeg op igen om fire år. Jeg tror stadig på projektet, forsikrer hun.