Aalborg Håndbold snupper træner fra ligakonkurrenter
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Simon Dahl skal være assistent for cheftræner Stefan Madsen i Aalborg, erfarer TV 2 SPORT.
Nordsjælland Håndbolds cheftræner Simon Dahl skifter til en "europæisk topklub" til sommer, meddeler den sjællandske ligaklub tirsdag formiddag.
Og selv om det måske kunne få nogen til at tænke, at Nordsjælland-træneren skal udenlands efter denne sæson, så bliver han ifølge TV 2 SPORTs oplysninger i Danmark.
Simon Dahl skal være assistenttræner i den europæiske topklub Aalborg Håndbold, erfarer TV 2 SPORT. Her afløser han Arnór Atlason, som skal være cheftræner i TTH Holstebro.
Ingen af parterne har ønsket at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger.
Simon Dahl var i fire sæsoner assistent for Ian Marko Fog i Nordsjælland Håndbold, inden han i 2019 selv overtog cheftrænerposten.
Ifølge Nordsjælland Håndbold er der blevet indløst en frikøbsklausul, så Simon Dahl kan forlade klubben til sommer.
- Jeg har forståelse for Dahls beslutning, så jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Jeg har været dybt imponeret over den energi og arbejdsindsats, Simon har lagt i at bygge Nordsjælland Håndbold op til et nyt niveau, og vil savne hans viden og energi. Men vi har jo hele tiden vidst, at denne dag ville komme, siger Nordsjællands sportschef Jørn Blom.
Nordsjælland Håndbold ligger lige nu nummer 13 ud af 14 i HTH Herreligaen. Aalborg ligger helt i top.