Seks mål af Mikkel var ikke nok: Aalborg led sæsonens første nederlag i ligaen
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold har nu ikke længere status af ubesejret i ligaen i denne sæson.
I sæsonens 14. ligakamp gik den ikke længere for Aalborg Håndbold. Det nordjyske mandskab tabte for første gang en kamp i HTH Herreligaen med Mikkel Hansen på banen.
Den danske superstjerne gjorde ellers sit til at forsøge at bevare Aalborgs status som ubesejret i ligasammenhæng i denne sæson, da han scorede seks mål i lørdagens udekamp mod KIF Kolding.
Det var dog ikke nok for nordjyderne, som måtte se sig slået med 27-25.
Aalborg Håndbold fik en elendig start på lørdagens udekamp og kom bagud med hele 6-1. Og selvom nordjyderne fik kæmpet sig tilbage og udlignede til 11-11 i slutningen af første halvleg, så måtte cheftræner Stefan Madsen se sit mandskab gå til pause bagud med 14-12.
Kom aldrig foran
I begyndelsen af anden halvleg var Kolding skiftevis foran med et eller to mål, men med mindre end 10 minutter tilbage på haluret lykkedes det Aalborg at komme på omgangshøjde med en udligning til 21-21.
Dermed havde det nordjyske tophold sejren inden for rækkevidde, men den gled dem af hænde igen, da hjemmeholdet scorede to mål i træk.
I slutfasen satte Aalborg på ny jagten på point ind, men måtte til sidst sande, at det ikke blev nordjydernes eftermiddag i Kolding. Aalborg fik udlignet til 25-25, men værterne scorede kampens sidste to mål og vandt 27-25.
Nederlaget betyder, at Aalborg Håndbold søndag risikerer at måtte afgive førstepladsen i herrernes håndboldliga til GOG, hvis fynboerne på udebane slår Skjern.
I den anden ende af tabellen fik Mors-Thy Håndbold ikke spillet sig tættere på en slutspilsbillet, da de lørdag eftermiddag tog imod Bjerringbro-Silkeborg hjemme på "Bette Balkan".
Det nordvestjyske mandskab tabte med 30-25 og har seks point op til top-otte, som giver adgang til slutspillet.