Tican bøjer sig for presset: Betaler vrede svineproducenter tilbage
Foto: Arkivfoto
Tican betaler vrede svineproducenter tilbage kort før retssagen mod koncernen begynder. Men der mangler stadig mange penge, så det er ikke godt nok, mener svineproducenter.
Efter et års kamp stod retssagen ellers lige for døren.
Til januar skulle sagen i voldgiftsretten begynde - en sag mellem over 100 svineproducenter og salgterikoncernen Tican.
Svineproducenterne er vrede over, at Tican, efter deres mening, ikke har givet den pris pr. kilo gris, som de var lovet.
Ifølge Søren Overgaard, som er en formand for Dangris, som står bag én af sagerne mod Tican, var aftalen, at Tican skulle efterbetale producenterne med samme pris som resten af markedet. Men i 2021 faldt prisen pr. kilo gris pludseligt med 25 øre. Ifølge svineproducenterne skylder Tican dermed omkring 100 millioner kroner.
Men nu har koncernen meldt ud, at landmændene får en del af kravet eftergivet.
De får 80 millioner kroner tilbagebetalt før jul.
- Det er da rigtig positivt, at de 20 øre er kommet nu, men når vi burde have fået 25 øre pr. kilo, så er det stadig ikke godt nok, siger Søren Overgaard.
Det er ikke godt nok
Han er skuffet over, at Tican ikke betaler hele beløbet til producenterne med det samme.
- Jeg synes, det er en skam, at de ikke rydder ordentligt op, så vi kan komme videre og se fremad. Det er 18 millioner, de ikke betaler, og det tror jeg ville være en god investering for dem, for alternativet er jo, at producenterne skifter til Danish Crown.
Én af dem, som allerede har sagt farvel til Tican som leverandør, er svineproducenten Karl Christian Thøgersen fra Hjardemål i Thy. Han er skiftet til Danish Crown af flere årsager, fortæller han, men han er ikke tilfreds med Ticans beslutning om at betale 80 millioner tilbage.
- Det er da krækommen i de her tider, hvor svinebranchen er hårdt ramt, men det er knap helt godt nok. Bare renter af de penge her, det har også kostet os det sidste år. Havde vi fået de penge i 2021, så havde vi jo ikke betalt renter i 2022. Det er ikke godt nok, siger Karl Christian Thøgersen, som står til at få 250.000 kroner ind på kontoen før jul.
Erkender dårlig kommunikation
Ticans beslutning, om at betale mere for grisene, er et forsøg på at styrke samarbejdet, siger bestyrelsesformand Steen Sønnichsen til Jyllands-Posten lørdag.
- Vi må erkende, at kommunikationen ikke var god nok, da vi for et år siden offentliggjorde markedstillægget for 2021, siger Steen Sønnichsen.
Herunder kan du se indsalget fra januar, da svineproducenterne besluttede at lægge sag an.
Desuden vil slagteriet gerne imødekomme stigende omkostninger for sine leverandører, påpeger bestyrelsesformanden.
- Samtidig står vores leverandører i en vanskelig situation med høje omkostninger til blandt andet foder og energi.
Uvist om retssag fortsætter
Karl Christian Thøgersen fra Thy er langt fra tilfreds med den behandling, han mener, den tyske slagterikoncern har givet sine leverandører.
- Det der med, at man sænker prisen med tilbagevirkende kraft, det gør man bare ikke. Ikke som thybo, slår han fast.
Han har sammen med 98 andre producenter også lagt sag an mod Tican, og han håber, at sagerne fortsætter.
- Vi er da glade for at få det, men jeg har den holdning, at det er alt eller intet. Så min holdninger at retssagen skal fortsætte, siger Karl Christian Thøgersen.
Sagen mod Tican, som leverandørselskabet Dangris fører for sine omkring 150 medlemmer, er planlagt til at begynde i januar 2023. Om selskabet holder fast i sagsanlægget efter Ticans nye udmelding er endnu ikke besluttet, siger formand Søren Overgaard.
- Nu skal vi mødes med bestyrelsen i næste uge, og beslutte, hvad vi gør. Det er jo en stor del, de allerede har tilbagebetalt, men vi har ikke besluttet, hvorvidt vi går videre med sagen, siger han.
For producenten Karl Christian Thøgersen betyder de ekstra 250.000 kroner i regnskabet meget, men for både ham og leverandørselskabet Dangris er det ligeså meget princippet i at overholde en aftale, som er vigtigt.
- Budskabet er, at sådan gør man ikke i Danmark. Her holder man, hvad man lover, siger Karl Christian Thøgersen.
TV MIDTVEST har i dag forsøgt at få en kommentar fra Ticans ledelse, som dog ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.