Har forsket i julekalendere: Jullerup Færgeby giver tårer i øjnene
Nordjysk forsker har styr på sine julekanlendere - hun har godt og vel set dem alle.
Kamp om kønsroller i 70'erne.
Ro og traditionel jul i 80'erne.
Finanskrise og fantasy i 00'erne og 10'erne.
Årets julekalendere på diverse medier er langt mere end bare underholdning og nedtælling til juleaften.
- Den har mange slags betydning. Man får afspejlet, hvad der sker i samfundet på en særlig måde. Altså gennem julekalenderens særlige refleks. Det er noget, man snakker om, siger Gunhild Agger, der har forsket i julekalendere.
I år er det 60 år siden, den første julekalender rullede over skærmen.
I den forbindelse har Gunhild Agger skrevet en længere artikel om julekalenderens historie og betydning.
- Jeg synes, det var et fuldstændigt forsømt område. Der var ikke rigtig nogen, der havde skrevet om dem, og det undrede mig, forklarer Gunhild Agger, da TV2 Nord møder hende i hendes hus i Aalborg Øst.
Selv om hun er pensioneret, så forsker hun stadig, og derfor titlen professor emerita.
Herunder kan du se et afsnit af TV2 Nords egen julekalender, der blev sendt fra 1989-1996. Du kan se alle afsnit HER.
Forsker ved hvordan årets julekalender ender
Ifølge Gunhild Agger så beviser både høje seertal og den evigt tilbagevendende debat om julekalenderne i TV, at danskerne går op i de 24 afsnit.
- Man kan undre sig over, at der bliver ved med at være så meget debatstof i dem, men det er jo fordi, de appellerer til os. De appellerer til os som forældre og bedsteforældre, fordi det er noget, vi går op i. Noget vi selv kan huske fra vores egen barndom eller fra situationer, hvor vi har siddet i familien og hygget os, fortæller Gunhild Agger.
Hendes forskning viser, at langt de fleste julekalendere følger meget stramme regler. Der skal være musik, drama, konflikt og så er slutningen altid givet på forhånd. Årets julekalender på TV 2 om nissepigen Tinka bliver ingen undtagelse.
- Jeg tror, den ender godt omkring den 24 december, og så har jeg ikke sagt for meget, siger Gunhild Agger og griner.
- Hvilken er din egen favorit julekalender?
- Det er svært, fordi jeg synes, jeg har forskellige favoritter, inden for de forskellige perioder. Jeg vil sige, at jeg holder vældig meget af dukkejulekalenderne. Altså Jullerup Færgeby kan jeg da næsten ikke se, uden at få en lille tåre i øjet, slutter Gunhild Agger.
Se hele indslaget med aalborgforskeren herunder.