Storstilet projekt til otte millioner kroner skal skabe nyt liv i lille landsby
- Vi skal op ad et lille bjerg, siger en af initiativtagerne bag en ny bevægelsespark i Agger.
Borgergruppe barsler med stor bevægelsespark, der skal lokke flere børnefamilier og flere turister til Agger.
Mens mange mindre bysamfund har det svært, tager en gruppe borgere i Agger nu fat om at skabe udvikling i den lille by.
- Vi er lidt for mange gråhårede i Agger. Selv om der de seneste år er kommet flere børnefamilier til, har vi brug for endnu flere, hvis ikke byen skal uddø. Vi vil have udvikling i Agger og ikke bare se til, at byen dør langsomt, siger Jens Pedersen, er er formand for Agger Beboerforening.
Beboerforeningen står i spidsen for et storstilet projekt, der netop er blevet lanceret i den lille by. Agger Bevægelsespark er et projekt til otte millioner kroner, og planen er, at parken skal stå færdig i slutningen af 2024.
- Det er nu, det store arbejde går i gang. Vi skal banke på døren hos kommunen, virksomheder og fonde. For vi har brug for deres støtte, hvis vi skal komme i mål, fortæller Jens Pedersen.
Lige nu er der ingen penge på kontoen til den store bevægelsespark, så derfor skal de kommende måneder bruges på at samle midler ind.
- Vi skal op ad et lille bjerg. Det er altid den første million, der er den sværeste. Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre, for der er mange, der brænder for, at Agger skal være en by i udvikling og ikke afvikling, understreger Jens Pedersen.
Projektbeskrivelsen Agger Bevægelsespark fortæller om en park med multibane, beachvolleybane, legeplads, udendørs fitness, bålplads, udekøkken og meget mere.
- Parken henvender sig til alle, og så skeler vi også i særlig stor grad til, at den skal være handicapvenlig. For der mangler den slags faciliteter i Sydthy, siger Jens Pedersen.
Den nye aktivitetspark vil få form som Agger Tange og vil i det hele taget være inspireret af Aggers historie.