Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sofie er ensom: Nu starter hun forening for andre som hende

Foto: Privatfoto

En svær erkendelse fik Sofie til at række ud til fremmede i håb om at skabe et fællesskab på Mors.

På en sommerdag i haven hos forældrene på Mors måtte Sofie Rohde erkende en skelsættende sandhed.

Ét spørgsmål fra Sofie Rohdes mor fik tårer til at presse sig på. Pludselig flød de ustyrligt over kinderne på den 24-årige kvinde, og selvom hun ikke kunne finde ordene, vidste hun endelig, hvad der var galt:

- Jeg indså, at jeg var ensom.

Hun følte det som en tung byrde, der blev løftet fra hendes skuldre. Sofie Rohde husker tilbage på dagen i maj, og spørgsmålet fra sin støttende mor. Hvorfor kunne hun ikke bare række ud efter gamle venner eller bekendte og spørge, om de ville ses?

- Jeg er egentlig en åben og farvestrålende person, men jeg har også nogle gange fået negativ respons, når jeg bare har været mig selv, og derfor rækker jeg ikke ud, fordi jeg er usikker på, hvordan det vil blive modtaget, fortæller Sofie.

Så der sad Sofie Rohde hos sine forældre i Flade på Mors, ulykkelig over, hvordan livet havde formet sig for hende.

- Jeg har været igennem en hel masse i min barndom og er blevet mobbet gennem hele min barndom – så jeg sad og følte, at det var unfair, at de ting, var gået ud over mig. Jeg sad i min ulykkelighed og følte, at jeg aldrig fik venner, og der var ingen, som nogensinde ville være kæreste med mig, fortæller Sofie Rohde.

Midt imellem tårerne gik endnu en sandhed op for hende.

- Hvis ikke, jeg gør noget ved det, så æder den ensomhed mig op.

Hvor går man hen, når man er ensom?

Det gik op for Sofie Rohde, at hun selv måtte gøre noget for at komme sin ensomhed til livs. Det var ikke nemt at række ud til gamle venner, men måske kunne hun række ud til fremmede, tænkte hun.

- Jeg vil lave et netværk af kvinder, hvor vi kan hjælpe hinanden, siger Sofie Rohde.

Så forfattede hun et opslag på Facebook.

- Det er en svær ting for mig at indrømme, men jeg er næsten helt sikker på, at jeg ikke er alene i min ensomhed. Jeg er derfor kommet på den ide, at jeg gerne vil starte en lille klub/forening, kaldt “Gaia”, som er for os kvinder, der føler sig ensomme.

Sådan skriver Sofie Rohde i opslaget, som er blevet vel taget imod.

- Det var rigtig svært for mig at lave det opslag, men de mange positive reaktioner har bare bekræftet mig i, at det var en god idé, siger Sofie Rohde.

Hun glæder sig over at ni i skrivende stund har henvendt sig med tak til hende.

- Jeg har lagt mine kort på bordet og sagt det, som det er: at jeg er ensom. Det har gjort, at der er flere, som tør gøre det samme og sige højt, at de er ensomme.

Et fællesskab, hvor ensomhed binder sammen

For Sofie Rohde har det været svært at indrømme overfor sig selv, at hun var ensom.

Hun har kæmpet med psykisk lidelse og manglende overskud, og det der har været for lidt energi til at finde venner.

Men fordi Sofie Rohde er ekstrovert af natur, begyndte ensomheden at vokse i hende.

- Jeg bliver rastløs, jeg bliver ked af det, og jeg bliver indelukket, forklarer Sofie Rohde.

- Jeg var klar til at snakke med andre end mine forældre. Når jeg ikke får udfyldt mit sociale behov, så bliver jeg frustreret og selvbebrejdende. Det, at jeg har en alternativ stil, det er jeg bange for, skræmmer potentielle venner væk. Jeg ved jo godt, at jeg kun skal være venner med folk, som accepterer mig, men jeg føler stadig en stor skyldfølelse for at være, som jeg er, og at se ud, som jeg gør.

Ved at række ud på Facebook til vildt fremmede håber Sofie Rohde, at det kun er mennesker, som reelt er interesseret i at finde nye venner, der henvender sig.

Så betyder det ikke noget, at de måske ikke er ens.

- Vi har allerede et fællespunkt, nemlig at vi føler os ensomme. Når man føler sig ensom, er man automatisk mere åben over for nye mennesker og for at prøve nye ting. Vi kan lave alt muligt sammen og mødes som det passer kvinderne i gruppen. Vi skal nok finde fælles interesser sammen, siger Sofie Rohde.

Facebookgruppen GAIA samler hun nu på kvinder mellem 16 og 35 år, som vil være en del af netværket på Mors. 


Den travleste tid: Det vælter ind med kunder hos Jesper

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Denne weekend er en af de største for juletræssælgeren. Næste weekend er lidt af en joker.

Weekenden bliver for mange brugt på at slappe af og ordne de praktiske ting i hjemmet, inden en ny uge begynder. Men sådan er det ikke hos Jesper Tøttrup på Mellemgård.

Han har rygende travlt denne weekend. For han sælger juletræer, og det er netop denne weekend, at forventer at handle allermest.

- Lørdag solgte jeg 120 træer, og normalt er det sådan, at lørdag er en indikation på, hvordan søndagen bliver. Søndag er altid større og de seneste år har jeg solgt det dobbelte om søndagen, siger Jesper Tøttrup, mens han går rundt i plantagen.

Da TV2 Nord fanger ham på telefon søndag formiddag, er der allerede fyldt med folk, der er ude for at finde det perfekte juletræ.

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Usikker på udfaldet af næste weekend

Juletræssælgeren havde egentlig frygtet at søndagens dårlige vejr, ville skræmme kunderne væk, men det er der altså intet, der tyder på. Der er også nok at lave for børnefamilierne - for foruden at fælde juletræer, er der en lille butik med julepynt og dekorationer, et krearum til børn og selvfølgelig mulighed for at spise æbleskiver og drikke varm kakao.

- Vi tager en god pris for vores træer, men vi går også op i, at vi giver folk en god oplevelse, siger han.

Prisen for et af hans juletræer er 170 kroner per meter, det bliver altså typisk 330-340 kroner for et træ. Og han sælger både Normannsgran, rødgran og Nobelis.

Det er netop nu - i de to sidste weekender inden jul, at han plejer at sælge mest.

Alligevel er han en smule usikker på næste weekend.

- Det er så tæt op ad jul, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Men jeg har hørt de andre juletræsproducenter ad og flere af dem forventer en stor weekend alligevel, forklarer han.

Over hele sæsonen sælger han mellem 1200-1500 træer. Indtil videre sælger han hvert år flere træer end det forrige.


Patienter skal vente i månedsvis på hjælp: - De har simpelthen så ondt

Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Patienter i Thy og på Mors med kroniske lidelser risikerer at skulle vente i månedsvis på at blive røntgenfotograferet eller scannet.

Ventetider på op mod fem måneder for en røntgenundersøgelse eller scanning er helt uacceptabelt.

Så kontant er udmeldingen fra Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, efter hun er blevet gjort bekendt med meget lange ventetider for foreningens 800 medlemmer i Thy og på Mors.

En stor del af dem er frustrerede over, at de må vente mange måneder, hvis de skal røntgenfotograferes eller scannes. Det fortæller kredsformand Lone Pedersen fra Koldby.

- I så lang en periode kan der ske en stor forværring af deres sygdom, hvis ikke de kommer hurtigt afsted, siger Lone Pedersen.

Ud af regionen

I stedet for undersøgelser på Aalborg Universitetshospital i Thisted bliver de gigtsyge henvist til blandt andet Skive og Holstebro. Dermed skal de køre ud af regionen.

- Jeg har kendskab til medlemmer, der bor i Hanstholm, og som siger nej til at køre til Skive eller Holstebro. De har simpelthen ikke kræfter til at sidde i en bus eller en bil, og må vente fem måneder på røntgen i Thisted, fortsætter Lone Pedersen.

Gigtpatienterne i Thy og Mors har mødt udfordringen over en længere periode, og det belaster i høj grad deres psyke, siger kredsformanden.

- Det betyder, at deres sociale liv går i stå. De kan ikke komme ud blandt andre mennesker, fordi de simpelthen har så ondt, samtidig med at de bliver kede af, at de ikke kan blive behandlet, siger hun.

Generelt er der på landsplan lange ventetider på røntgen og scanning. Men Region Nordjylland skiller sig ud, mener Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

- Ventetider på en røntgenundersøgelse på op til et halvt år er jo bare starten af et behandlingsforløb. Det vil sige, at Region Nordjylland er langt, langt fra at overholde behandlingsgarantien. Og det er helt uacceptabelt set fra patientens perspektiv, siger direktøren.

Formanden for det ansvarlige politiske udvalg i den Region Nordjylland, Lina Hundebøll Jespersen fra Venstre, er også langt fra tilfreds med situationen.

- Selvom vi ved, at området er hårdt belastet, så ved vi godt, at borgerne i Thy og på Mors har langt til behandling, så det er vigtigt, at vi forfølger det her, siger udvalgsformanden.

Hvad kan I gøre politisk for at komme de frustrerede gigtpatienter i møde?

- Vi kan blive ved med at sætte fokus på det og forfølge, at ventetiderne bliver sat ned, siger Lena Hundebøll Jespersen.

Ikke begejstret 

Et andet regionsrådsmedlem, Anny Winther fra Venstre, er heller ikke begejstret for de dystre tal.

- Jeg synes, der er noget vi skal have hanket op i. Derfor vil jeg stille spørgsmål til regionsrådet, så vi kan få opklaret, hvad der er årsagen til de lange ventelister, siger hun til TV MIDTVEST.

Og kredsformanden for Gigtforeningen Thy-Mors synes kun det kan gå for langsomt med at få de månedlange ventelister bragt ned.

- Det kan føre til en menneskelig tragedie, at man ikke bliver behandlet indenfor den tid, det skal være, siger Lone Pedersen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB’s Kasper Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han hader at spille kamp på kunstgræsbaner.

Især på Silkeborgs kunstgræsbane, som går for at være den 'hurtigste' i Danmark.

Og efter AaB’s 1-1 kamp på selvsamme bane tilbage i oktober måned sagde samme Kasper Jørgensen lige efter kampen, at 'det er noget lort at spille på'.

Men Kasper Jørgensen må dog finde sig i lige nu at træne på AaBs nyanlagte kunstgræsbane på anlægget i Øster Uttrup, da græsbanerne er lukket ned for i år - men det er han helt indforstået med.

Og for en uge siden var Kasper Jørgensen og AaB tilbage på Danmarks hurtigste bane i Silkeborg, hvor de spillede 2-2 i den første af to kvartfinaler i dette års pokalturnering.

Mandag klokken 19.00 spilles returkampen på Aalborg Portland Parks grønsvær, og det glæder Kasper Jørgensen sig til. Først og fremmest, fordi kampen er på græs, og det, mener Kasper Jørgensen, er en klar fordel for AaB, fordi Silkeborg ikke kan få gang i deres hurtige kombinationsspil, som de er kendt for på kunstgræsbanen i Silkeborg. 

Brændte selv

På spørgsmålet om man helt burde forbyde at spille 3F superligakampe på kunstgræs, trækker Kasper Jørgensen på smilebåndet.

- Det skal jeg ikke kloge mig på, men jeg er klart mere til græs end kunst. 

Mandag gælder det en plads i semifinalen, hvor der skal findes en vinder.

Ultimativt kan kampen ende i en straffesparkskonkurrence, og derfor sluttede gårsdagens træning med intern straffesparks konkurrence, som træner Menno Van Dam bad os om ikke at filme.

Man skulle jo nødig afsløre, hvilke fem spillere der i givet fald skal sparke for hjemmeholdet.

Om det var kunstgræsbanens skyld, at netop Kasper Jørgensen misbrugte sit spark, da han til stor morskab for de øvrige spillere gled og sparkede bolden langt over målet, skal vi lade være usagt. 

Vinderen af mandagens kvartfinale går videre til en semifinale, som først spilles i 2025. Selve finalen spilles Kristi Himmelfartsdag 2025, og ikke i Parken på Nationalstadionet som man plejer. Den er i stedet henlagt til Brøndby Stadion.

Mandagens kamp kan ses direkte på Viaplay.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD